Fra krise til gensidig hjælp

1 af 1
Vi var to personer, der i foråret 2014 sammen besøgte en af de 40 selvstyrende sundhedsinitiativer i Grækenland. Disse initiativer er blomstret op som en reaktion på den nedskæringspolitik, der fulgte den økonomiske krise.
16. juni 2014

Vi finder Metropolitan Community Clinic at Helliniko (MCCH) i en gammel amerikansk militærbase ved metroens endestation Helliniko. Kommunen har stillet bygningen til rådighed som en konkret opbakning til initiativet. MCCH har eksisteret siden 2011, hvor de i december åbnede en sundhedsklinik med 60 frivillige, heraf 17 sundhedsprofessionelle. I dag kører klinikken på daglig basis med hjælp fra de i alt 230 frivillige og har kunnet yde sundhedshjælp i 20.300 tilfælde siden åbningen. Her yder de primær sundhedshjælp, tandlægehjælp og sagsbehandling for dem, der spilles økonomisk ud af sundhedssystemet, og der uddeles medicin fra klinikkens apotek. Alt sammen gratis og på frivillig basis.

 

Det ligner umiddelbart en NGO eller nødhjælpsorganisation. Men initiativet går længere end blot at levere sundhedshjælp og afbøde krisens konsekvenser. De frivillige betragter det som meningsløst at yde sundhedshjælp i sig selv uden samtidig at kæmpe for dem, der er berørte af de offentlige nedskæringer – en kamp, der føres gennem information, dokumentation og konfrontation. Klinikkens formulerede mål er at yde sundhedshjælp til alle, der efterspørger det, at øge opmærksomheden på den sundhedspolitiske situation og være en selvstyrende politisk organisationen uden partipolitisk tilknytning.

 

Uden sundhedsforsikring – ingen hjælp

Folkene bag initiativet MCCH mødtes i forbindelse med de demonstrationer, der fandt sted over sommeren 2011 foran parlamentet i Athen, hvor titusinder gik på gaden i protest mod de planlagte offentlige nedskæringer, som var en betingelse for låneaftalen fra maj 2010. Nedskæringer som for alvor kunne mærkes inden for det græske sundhedssystem, der er blevet skåret ned med en tredjedel siden 2011. Det kommer til udtryk i lukninger af sygehuse og massefyringer, færre hænder og et væld af forringelser. Udstyr bliver ikke fornyet eller importeres brugt fra Kina. Dyr behandling som kemoterapi og insulin forsvinder som offentlige sundhedsydelser, men også børnevaccinationsprogrammer mod mæslinger og stivkrampe nedprioriteres. Samtidig har brugerbetaling sneget sig ind både på hospitaler og på apoteker.

 

Den offentlige sundhedsforsikring i Grækenland udløber efter ét års ledighed, og med den stigende arbejdsløshed er der mange, der falder ud. Andre har mistet forsikringen pga. gæld til staten. Aktuelt står 3 mio. grækere uden sundhedsforsikring. Tidligere ville dette ikke have den store betydning i forhold til retten til sundhedsydelser, men det har ændret sig. Står man nu uden offentlig sundhedsforsikring, er der ingen økonomisk hjælp til sundhedsydelser.

 

Et af de mange groteske eksempler på håndhævelse af denne nedskæringspolitik er kvinden, der blev nægtet at få sit nyfødte barn udleveret, fordi hun ikke var forsikret og ikke kunne betale omkostningerne for fødslen. Et andet eksempel er manden, der blev offer for et syreangreb og som stod til at miste sit hjem, fordi han blev indlagt på en intensiv-afdeling. Han var arbejdsløs, stod uden forsikring og havde ikke mulighed for at betale regningen, da han blev udskrevet. Han fik en måned til at betale hospitalsregningen – ellers ville han få sit hus sat på tvangsauktion.

 

Konsekvenserne for dem, der behandles, har medført, at nogle sundhedsprofessionelle inden for det offentlige omgår reglerne og helt lader være med at spørge efter sundhedsforsikring.

 

Politikken presser især dem, der lever med en sygdom. Både kronisk syge og kræftramte kan ikke få statsstøtte til livsnødvendig medicin og må selv betale. Mange, som ikke har økonomi til at betale omkostningerne, tvinges ud i et dilemma, hvor helbred stilles op imod risikoen for at miste hjemmet og gøre familien hjemløs. Det tvinger folk ud i drastiske besparelser på husholdningen, der fx betyder, at nogle familier lever uden vand og el.

 

Fra sundhedsforsikring til nødhjælp

Situationen har betydet, at nogle græske nødhjælpsgrupper vælger at støtte klinikker som MCCH med insulin, antibiotika og babyformula til det stigende antal af underernærede småbørn, samt med medicinsk udstyr, der tidligere ville blive sendt til Burkina Faso eller Gaza. Samtidig har den græske afdeling af NGO'en Doctors of the World valgt at lukke tre afdelinger i afrikanske lande for at bruge ressourcerne i Grækenland. NGO'en står bl.a. for at yde gratis sundhedshjælp og fortæller, at de har oplevet en drastisk ændring på få år. Hvor de tidligere primært ydede hjælp til papirløse, der ikke kunne få hjælp i det offentlige sundhedssystem, oplever de nu 4-5 gange så mange græske statsborgere, der henvender sig. De har desuden kunnet mærke den økonomiske krises konsekvenser i stigningen i antallet af hjemløse.

 

Alt imens fortæller de græske regeringsstyrede medier en anden historie. Sundhedsministeriet har både nationalt og internationalt afvist behovet for ændringer i politikken ang. manglende sundhedsforsikring og dermed også eksistensen af de mange, der ikke oplever at kunne få hjælp fra det offentlige sundhedssystem. Imens har sundhedsministeren Adonis Georgiadis om forringelsen af sundhedssystemet udtalt, at de ser det mest som en konsekvens af tidligere korruption og dårlig ledelse inden for sundhedsvæsnet og nu manglende evne til at omstille sig efter et mere rimeligt budget.

 

MCCH's frivillige fortæller, at mange grækere enten ikke har kendskab til situationen eller holder fast i troen på, at intet er forandret; selv familiemedlemmer til de frivillige tror ikke på de personlige historier, som beretter fra klinikken.

 

Det er i dette lys, at MCCH's andet mål findes – oplysningsarbejde, dokumentation af den aktuelle situation og at konfrontere de m, der sidder ved magten.

 

Dokumentation – oplysning – konfrontation

Dokumentationsarbejdet består bl.a. i at undersøge de udtalelser og påstande, der kommer fra regeringens side, og sammenholde dette med realiteten, som de oplever den. Her har organisationen en gruppe, der laver et kæmpe stykke journalistisk arbejde med at tjekke alle udtalelser efter i sømmene. Dertil kommer også dokumentation af de konkrete historier om de sygdomsramte, man møder i klinikken. På den måde hænger sundhedshjælpen sammen med dokumentationsarbejdet.

 

Oplysning foregår igennem sociale medier og blogs og har betydet, at man har kunnet nå ud ud – især internationalt – med henvendelser fra medier som BBC, Washington Post og NY Times.

 

Dette arbejde har også medført, at repræsentanter fra MCCH har kunnet mødes med det græske sundhedsministerium, fremsætte problemstillinger og kræve handling. Gruppen har også været repræsenteret til et møde med den komité, der er nedsat i Europa-parlamentet for at undersøge konsekvenserne af den såkaldte trojkas krav om en stram sparepolitik.

 

En selvstyret organisation

Det tredje mål hos MCCH er at være en effektiv selvstyrende organisation med direkte demokrati. MCCH har struktureret sig i selvstyrende teams inden for forskellige grupper – lægerne, administratoren, dem, der organisere apotekerne, osv. Imens tages større beslutninger på en åbent stormøde, der afholdes jævnligt. Her er det muligt for alle at være med til at forme organisationen og foreslå ændringer i regler og procedurer, så længe det ikke gælder de dele, der vedrører essentielle områder af organisationens politik.

 

MCCH har erfaret, at en kompleks selvstyret organisation kan fungere på daglig basis. Baggrunden for denne succes findes i de helt konkrete mål med organisationens eksistens, den demokratiske struktur og i den sociale belønning, der opleves ved at være en del af bevægelsen.

 

Ud fra et større perspektiv er MCCH blot én af de klinikker og apoteker, der to gange om måneden repræsenteres på et regionalt stormøde mellem Athens 11 selvstyrende sundhedsinitiativer, hvor der samarbejdes omkring planlægning af demonstrationer, deling af viden og erfaringer. På daglig basis samarbejder klinikkerne ved at supplere hinanden med medicinske materialer, faglig ekspertise og kontakter inden for det offentlige og private sundhedsvæsen, der har valgt at omgå reglerne for at yde gratis hjælp.

 

En bevægelse

Klinikkerne samarbejder også om at arrangere demonstrationer og andre manifestationer. Vi havde mulighed for at deltage i en demonstration i Athen, som var en af mange, der foregik foran nogle af byens kræfthospitaler. Demonstrationen forløb med de sædvanlige kampråb og taler, men den sluttede med et møde mellem repræsentanter fra klinikkerne og hospitalets personale med intentionen om at etablere et samarbejde under jorden om ydelser til kræftpatienter uden sundhedsforsikring eller mulighed for at betale. Et godt eksempel på oplysning og praktisk handling, som bliver til konkret modstand mod de sundhedspolitiske rammer, som bevægelsen arbejder mod, og på den måde er der heller ikke tale om ønsket om at etablere et parallelt sundhedssystem.

 

Klinikken MCCH ønsker ikke og kan ikke overtage en offentlig funktion; de betragter sig selv som en midlertidigt løsning. Rent praktisk vil projektet, der primært kører på materielle donationer, løbe tør for ressourcer, og donorernes mulighed for at donere bliver mindre med tiden.

 

MCCH ønsker ændringer – ikke blot en regeringsrokade. De ønsker ansvarstagen for de mange grækere, der lider under regeringens besparelser ifm., hvad de kalder for EU's neoliberale eksperiment. Et eksperiment, som mange af dem, vi taler med, forudser vil blive gentaget i andre EU-lande i fremtiden.

 

MCCH betragter deres virke som en del af en folkelig modstand, hvor folket står på egne ben og forsøger at hjælpe hinanden. Juraprofessor Costas Douzinas har udtalt sig om denne modstand som et angreb med to mål:

 

For det første angribes den neoliberale kapitalisme, der er baseret på en forestilling om, at vi alle skal forvandle vores krop og sjæl til små virksomheder og gøre selve vores eksistens til en iværksættermulighed. For det andet angribes det, som filosoffer har kaldt en postpolitisk tilstand, dvs. en politisk situation, hvor folk har vendt ryggen til konventionel politisk deltagelse, fordi de ikke føler, det gør nogen forskel.”

 

Men Douzinas går endnu længere. Han taler om Grækenlands modstand som et billede på fremtiden for mange europæiske lande:

 

Hvis det lykkes et lille land som Grækenland at konfrontere den finansielle kapitalisme og neoliberale ortodoksi og opretholde et alternativt program, vil det give Europas befolkning, ja hele verden, en kæmpe dosis optimisme og håb. Det vil vise, at modstand betyder noget, og at den eneste kamp, der ikke kan vindes, er den, man ikke tager op.”