Evolutionens prins og den gensidige hjælp

1 af 1
Anarkisten Peter Kropotkins menneskesyn er et opgør med ethvert autoritært samfund og et stærkt argument for et frit samfund, hvor samarbejde og lighed styrer frem for konkurrence og tvang.
27. juni 2014

Den russiske anarkist, filosof og naturforsker Peter Kropotkin levede fra 1842 til 1921. Han var søn af den russiske adel og havde titel af prins. Hans værker omfatter emner inden for økonomi, etik, historie og studier af naturen, som var hans akademiske felt. Det var da også netop med udgangspunkt i sine naturstudier, at Kropotkin udviklede sin teori om den gensidige hjælp som et evolutionsprincip. Dette princip sætter han så i forbindelse med sine egne tanker om menneskets historie og det gode samfund i bogen ”Gensidig hjælp – en evolutionsfaktor”.

Evolutionsteorien

Den engelske naturforsker Charles Darwin (1809-1882) udviklede evolutions teorien, som hævder, at mennesket og alt andet liv er udviklet på baggrund af en naturlig udvælgelse. Den naturlige udvælgelse sker på baggrund af en række faktorer, som afgør hvor tilpasningsdygtig den enkelte art er i sit forsøg på at overleve i naturen.

På Kropotkins tid var evolutionsteorien domineret af en bestemt forståelse, blandt andre udtrykt af biologen Thomas Huxley (1825-1895) i hans bog ”Struggle for Existence and its Bearing upon Man” fra 1888. Her fremlægger Huxley en forståelse af mennesket, som sætter fokus på den kamp for overlevelse, der forgår i naturen, og hvordan denne kamp præger menneskets natur. Huxley hævdede, at det primitive menneske eksisterede i en tilstand, hvor alles kamp mod alle var den almene lov.

Menneskets naturlige tilstand betragtes altså som en konstant kamp for overlevelse over de ressourcer, som findes i naturen. Det vil sige, at det er den stærkeste, i snæver forstand, som under disse betingelser vil vinde evolutionskapløbet. Dette kapløb – denne konstante krig – præger således menneskets natur, da den skarpe konkurrence har formet os. Kropotkin hævder, at denne forståelse af evolutionen ligger i direkte forlængelse af det menneskesyn, som en gut ved navn Thomas Hobbes kom med, hvor mennesket lige netop forstås som et primitivt væsen, der konstant er i krig med sig selv, når det befinder sig i naturtilstanden. Derfor bliver det da også netop et argument for Huxley – ligesom for filosoffen Thomas Hobbes (1588-1679) – at vi har brug for en stat, der kan undertrykke menneskets naturlige trang til krig.

Kropotkin kritiserer dog Huxley og hans ligesindede for at indsnævre for­stå­el­sen af de faktorer, som afgør den evolutionære udvikling. På trods af, at Darwin selv ønskede en bredere for­ståelse, som inkluderede adskillige fak­torer, var Huxleys forståelse i høj grad præget af et fokus på overlevelses­kampen. Darwin advarede ligefrem imod at bruge hans teori i så snæver forstand, at det blev reduceret til en kamp mellem separate individer om stumper af res­sourcer for den enkeltes overlevelse.

Kropotkin hævder, at der er langt flere faktorer, som afgør, hvem der er den mest tilpasningsdygtige i naturen. Her­under er den individuelle kamp for overle­velse bare én ud af flere. Det er altså vigtigt for Kropotkin at påpege, at naturen for ham ikke er udtryk for det onde og bestialske. Derimod findes der en række faktorer, som skubber menneskets natur i forskellige retninger. En af disse faktorer er den gensidige hjælp, som Kropotkin i sit forfatterskab vælger at lægge vægt på, netop fordi der mangler en mod­vægt til den gængse opfattelse.

Den gensidige hjælp

Kropotkins argumenter baserer sig på undersøgelser af naturen, han selv har foretaget på sine mange rejser i blandt andet Sibirien, samt undersøgelser af men­neskets historie. Kropotkin mener ikke at kunne finde bevis for den hensynsløse alles kamp mod alle, som blandt andet Huxley fremstiller som den dominerende evolutionsfaktor. Derimod har han observeret, at der inden for de enkelte arter var en enorm brug af gensidig hjælp for at kunne overleve. Denne brug af hinandens hjælp førte Kropotkin i retningen af at forstå den gensidige hjælp, som en vigtig faktor for den enkelte arts overlevelse og evolutionære udvikling.

Gensidig hjælp skal altså forstås som et instinkt, der er opstået hos et væld af arter gennem en ekstremt lang evolutio­nær proces, så de kan overleve i naturen ved hjælp af hinandens styrke. Dette in­stinkt skal ikke forstås som et udtryk for kær­lighed eller sympati. Det skal forstås som en indbygget trang til at hjælpe andre – som et instinkt, der er udviklet gen­nem en lang evolutionsproces. Når du ser din nabos hus brænde og uden tan­ke stormer til for at hjælpe, eller når en flok vildheste slår ring for at beskytte hin­anden mod et ulveangreb, eller når ulvene former en jagtgruppe, så kommer den gensidige hjælp til udtryk. Det er en anerkendelse af en fælles lighed, som styrker alle, der hjælper hinanden.

Gensidig hjælp og staten

Idéen om den gensidige hjælp baserer sig dog også på en historisk gennemgang af menneskets samfund og de aktører, som udspiller sig her. Statens opståen og dens rolle i historien er ikke en historie om retfærdighed, men om erobring og un­der­trykkelse. Kropotkin leverer i sin bog en lang række eksempler på den po­sitive rolle, den gensidige hjælp har spil­let i mennesket historie, og på den ne­gative rolle, som staten har haft.

Eksempelvis beskriver Kropotkin, hvor­dan de oprindelige lokalsamfund i Tyskland fungerede, faktisk ganske u­af­hængigt af nogen som helst statslig ind­blanding. Disse lokalsamfund formå­ede at skabe et velfungerende vejnet, et kæm­pe handelssystem og meget mere, ude­lukkende ved gensidigt at hjælpe hinanden og samarbejde. Senere, da mange af disse lokalsamfund havde ud­viklet sig til byer, havde de nogle langt mere demokratiske strukturer, end de dele af landet, der var underlagt en konge­magt. Det var også disse byer, der blev til nogle af middelalderens og re­næssan­cens republikker med regel­mæs­sige valg og et væld af organisationer, som baserede sig på gensidig hjælp.

For ek­­sempel var de faglige laug, der var en slags forløber for fagforeningen, en kæmpe hjælp for udviklingen af de for­skellige håndværk. I både Danmark, Nor­ge og Sverige eksisterede der i hund­redvis af år bonderepublikker, som var uden for kongernes magt, og som var meget velfungerede og rige. Statens rolle derimod har været en lang og tragisk fortælling om undertrykkelse, erobringer, udnyttelse og masser af død. Et eksempel ud af et hav af eksempler, som Kropotkin nævner, kun­ne være imperialismens historie, hvor vi ser statens rolle som erobrer og udsletter af utallige folkeslag. Den fører krig overalt, hvor den kommer frem, underlægger sig hele områder og tvinger befolkningerne til underkastelse.

Kropotkin argumenterer altså for, at staten ikke alene er unødvendig grundet den gensidige hjælp, som historisk har vist sig at virke, men også, at staten genererer en række negative konsekvenser som følge af dens iboende tendens til tvang, dominans og krig, hvilket historien tydeligt viser.

Historisk set findes der altså ifølge Kropotkin ingen stater, der er opstået på baggrund af gensidig hjælp eller frivilligt samarbejde. De fleste stater er derimod opstået på baggrund af erobringer og tilegnelser af rigdomme på bekostning af andre. Kropotkin argumenterer for, at historien viser, at staten er et onde, og at det at bruge staten som sikkerhed for, at mennesker ikke slår hinanden ihjel, er at hyre et monster, der ender med at gøre langt mere skade, end enkelte grupper eller individer er i stand til.

Det moralske kernepunkt for Kropotkins indsigelser imod staten og dens autoritet er, at mennesket grundlæggende betragtes som født med et instinktivt ønske om at handle efter det fælles bedste. Staten betragtes derfor som et system, der forvrænger denne drift i mennesket og påtvinger det at handle efter andre drifter. Dette står i skarp kontrast til det gængse menneskesyn, som netop argumenterer for statens legitimitet på baggrund af menneskets dyriske ondskab, som statens funktion er at holde nede. Denne forskel i menneske- og natursyn er netop den moralske kernediskussion, når man diskuterer statens legitimitet. Det er da også det, som Kropotkins teori drejer sig om.

Kropotkin og anarkismen

For Kropotkin har denne instinktive drift til at hjælpe andre – til at handle efter hvad der er bedst for fællesskabet – betydning for mere end blot evolutionsteorien. Den har også betydning for menneskets og samfundets moralske grundlag. Lige som Huxley konkluderer, at alles kamp mod alle, har betydning for menneskets ageren, og derved også samfundets mulige udformning, så mener Kropotkin, at tilstedeværelsen af den gensidige hjælp i menneskets natur skaber et nyt grundlag for den menneskelige moral.

Den gensidige hjælp kan skabe grundlag for moralske følelser i mennesket, men dog ikke således, at man af den gensidige hjælp kan udlede en bestemt moral. Den indvirker blot på og danner grundlag for nogle af de følelser, der påvirker vores moral og skaber muligheden for, at mennesket kan anerkende lige rettigheder og lige muligheder for alle. Betingelserne for, at et menneske eller et dyr handler i forlængelse af den gensidige hjælp, er altså ikke, at denne føler kærlighed eller sympati. Det er derimod et indbygget instinkt, som gør det muligt at anerkende vores fælles rettigheder og værd.

Kropotkin anerkender som nævnt de selvhævdende drifter i mennesket. Forskellen mellem ham og Huxley er dog, at han ikke anser dem som fuldkomment dominerende, men som én faktor blandt mange, hvor gensidig hjælp er lige så vigtig, hvis ikke vigtigere. Ikke fordi han tror, at denne drift nødvendigvis er stærkere, men fordi Kropotkin ønsker at fremelske den gensidige hjælp, fordi han tror på denne drift som det bedste grundlag for et godt samfund. Dette fordi et samfundet ikke vil fungere, hvis alle var i konstant kamp med hinanden, eller måtte være ekstremt undertrykkende, brutalt og autoritært for at holde instinkterne nede, hvis disse blot var rent selvhævdende og voldelige.

Afslutningsvis kunne man argumentere for, at det rent selvhævdende menneske, som Huxley opstiller, virker noget kontraintuitivt. De fleste mennesker går ikke rundt i deres hverdag og frygter deres medmennesker, eller antager, at folk, der hjælper hinanden, blot gør det for egen vinding. Derimod virker det mere rigtigt med Kropotkins balancerede forståelse, hvor adskillige evolutionære faktorer på virker vores handlinger, som altså også kan være til det fælles bedste. I den sammenhæng åbner den gensidige hjælp op for muligheden af, at mennesket i langt højere grad kan selvorganisere sig og leve i fred uden nødvendigvis at forfalde til brutal overlevelseskamp og uden at have behov for en stat til at holde instinkterne nede, da disse instinkter kan danne grundlag for moralske følelser. Disse moralske følelser skaber grundlaget for at organisere samfundet uden autoritet, såfremt man skaber de rette rammer for den gensidige hjælp.