Ekstremismerapport – politisk bestillingsarbejde, fuld af fejl og fordrejninger

Tirsdag d. 8. maj 2012 kunne man i landets aviser læse om offentliggørelsen af en ny rapport vedrørende politisk ekstremisme. Rapporten er skrevet af Chris Holmsted Larsen fra RUC og bestilt af Social- og Integrationsministeriet som et indledende arbejde i en kortlægning af “politisk ekstremisme”. For os, der kender hverdagen på den udenomsparlamentariske venstrefløj, fremstår rapporten dog mest af alt som et bestillingsarbejde, i hvilket løse informationer (som reelt alle kan findes på nettet) og halve sandheder er skrevet sammen, så de kan passe ind i en skabelon, der har været givet på forhånd: Nemlig at der i Danmark er et reelt problem med farlige og anti-demokratiske ekstremister på yderfløjene, som driver krig mod hinanden, til fare for samfundet og alle dem, der skulle komme forbi. Vi har som medlemmer af Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront til stor overraskelse kunnet konstatere, at vi uden videre belæg kobles til politisk ekstremisme og sættes i bås med diverse voldsberedte og antidemokratiske højreekstremister.

“Rapporten er ikke bare fuld af direkte faktuelle fejl, men indeholder også flere insinuationer, som hverken er begrundede eller underbygget med kildehenvisninger,” siger Malte Krogh fra Libertære Socialister København.

Ukendskab eller mangel på reelle ekstremister?
Når rapporten anfører Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront i en kontekst af venstre-ekstremisme og dermed som et udtryk for anti-demokratisk og problematisk radikalisme, må det bero på et decideret ukendskab til vores organisationer og ideologier, og evt. på, at forfatteren har manglet reelle eksempler på anti-demokratiske venstreekstreme grupperinger. “Vi lægger stor vægt på åbenhed og er stærke tilhængere af et omfattende og gennemsigtigt direkte demokrati, ligesom vi vender os imod brug af vold som et politisk middel”, fortsætter han.

Victoria Velásquez fra Socialistisk Ungdomsfront supplerer: “Når menneskerettigheder bliver brudt, er vi da om nogen dem, der træder til først. Når demokratiet skal forsvares eller udvides, er vi da om nogen dem, der støtter op”.

For at koble vores organisationer til venstre-ekstremisme benytter rapporten sig af en lemfældig omgang med begreber som “anarkisme”, “militans” og “handlingens propaganda”, idet disse fremmanes som begrebsmæssige bussemænd, der spiller på diverse fordomme for at skabe et diffust skræmmebillede, uden at der dog belægges nogen direkte forbindelse til vores organisationer.

Således skriver rapporten fx i indledningen til det afsnit, hvor vores organisationer omtales:

“Der er et væsentligt skisma imellem anarkisternes fokus på ”handlingens propaganda”, hvilket historisk typisk har udartet sig i terrorisme og politisk vold, og socialisterne og kommunisternes fokus på organisering af arbejderklassen, der skulle forberede arbejderklassen på en revolution, der først kan finde sted, når de objektive omstændigheder er de rette.”

Enhver, der giver sig tid til at sætte sig ind i vores organisationers holdninger til disse spørgsmål, vil imidlertid vide, at vi klart forkaster denne “handlingens propaganda” og i stedet anskuer netop organisering af arbejderklassen som den eneste anvendelige fremgangsmåde. Dette er blot ét af en række eksempler på udeladelser og u-underbyggede insinuationer, der tjener til at få Socialistisk Ungdomsfront og Libertære Socialister til at fremstå ekstremistiske.

Fejl og fordrejninger
Libertære Socialister omtales som en erklæret militant organisation. “Det lyder givetvis hårdt og farligt i manges øren, men rapporten undlader at nævne, at vi med militans forstår aktionsformer som strejker og blokader – metoder, der såvel historisk som aktuelt nyder bred opbakning blandt fagforeninger og venstrefløjens partier, uden at disse af den grund klassificeres som ekstremister”, siger Rasmus Pinnerup fra Libertære Socialister København.

Socialistisk Ungdomsfront kaldes ikke direkte for en venstreekstrem organisation, men bringes i samme kontekst af mere diffuse skræmmebilleder og beskyldes for at være “en trædesten til mere ekstreme politiske grupperinger”. Belægget for denne påstand er dog noget tyndt, idet det udgøres af et enkeltstående tilfælde, hvor en person, der i en kortere periode havde været medlem af (men ikke særligt aktiv i) Socialistisk Ungdomsfront, sidenhen blev anholdt og sigtet for ildspåsættelse med en terror-paragraf.

“Jeg kan ingenlunde være enig med ham i, at SUF skulle være en “trædesten” for folk, der sidenhen bliver ekstremister”, udtaler Chris Bay fra Socialistisk Ungdomsfront. “Faktisk er det ofte stik modsat: at folk kommer ind i SUF med forvirrede og flyvske idéer, men sidenhen “falder lidt ned” og kommer til at arbejde i Enhedslisten, elev- og -studenterbevægelserne eller andre seje steder. Jeg har aldrig hørt om folk der blev radikaliseret i en voldelig retning i SUF”, afslutter han.

Tilsvarende tendentiøs er beskrivelsen af Libertære Socialister, idet det væsentligste konkrete belæg for organisationens ekstremisme er, at den demonstrationsblok, som LS arrangerede i den store folkelige massedemonstration under klimatopmødet COP15, blev anholdt. Hvis man ser bort fra, at blokken ikke blev anholdt, men “administrativt frihedsberøvet”, er det isoleret set korrekt, men det er dog groft tendentiøst, idet rapporten belejligt undlader at omtale, at frihedsberøvelsen efterfølgende blev dømt uhjemlet og dermed ulovlig af såvel Københavns Byret som Østre Landsret, hvorfor de deltagende efterfølgende fik tilkendt erstatning.

Ud over disse tendentiøse fremstillinger kan man konstatere en række faktuelle fejl, f.eks. at LS skulle have 300 medlemmer (hvilket, desværre, ikke engang er i nærheden af at være korrekt), at der skulle eksistere to nutidige danske kommunistpartier, hvoraf ét hedder “Partiet Kommunisterne” (der eksisterer fire: Kommunistisk Parti i Danmark, Kommunistisk Parti, Danmarks Kommunistiske Parti og Arbejderpartiet Kommunisterne), samt at den autonome bevægelse ikke længere eksisterer. Disse faktuelle fejl vidner om manglende grundighed i udforskningen af sagsområdet.

Ekstremisme-stempling er udemokratisk
Overordnet set må denne nylige fokus på “politisk ekstremisme” ses som et forsøg på at udgrænse en legitim politisk kritik af uretfærdigheder i det bestående system og fjerne fokus ved at underkende den som relevant kritik og i stedet gøre den til et spørgsmål om manglende demokratisk indstilling. Men det er netop i forlængelse af demokratiets principper, at en sådan kritik må fremmes og tages alvorligt, og ikke udgrænses som en art farlig “tankekriminalitet”. Den megen snak om farlige ekstremister er spin for at få det partipolitiske spektrum fra SF til de Konservative til at fremstå som det eneste normale og acceptable. Med skræmmebilleder og propaganda vil man udelukke bestemte politiske idéer fra samfundsdebatten, sætte grænser for den frie debat og give danske skolebørn en bestemt politisk opdragelse – alt sammen finansieret af skattepenge. Dét er om noget anti-demokratisk.

“At delegitimere sine politiske modstandere ved at pakke falske påstande og bagvaskelse ind i noget, der skal ligne seriøs forskning, er ikke bare fejt, men også direkte skadeligt for demokratiet og debatten. Vi håber, at Socialministeriet ser dette som det makværk, det er, og putter det direkte i makulatoren,” udtaler Malte fra Libertære Socialister.

“Danmarks politikere har sendt Danmark i krig som besættelsesmagt, på et grundlag, som var både falskt og moralsk afskyeligt. Dette har ført til mange afghaneres, irakeres og danskeres unødvendige og alt for tidlige død. Danmarks politikere indskrænker gang på gang borgernes friheder og rettigheder med oppustede trusselsbilleder som begrundelse. Et bredt flertal i Folketinget stemte for den såkaldte lømmelpakke, som førte til brutale fængslinger af tusindvis af borgere under klimatopmødet, i direkte strid med menneskerettighedskonventionen. Deres eneste forbrydelse var, at de ville deltage i demokratiet,” siger Rasmus fra Libertære Socialister.

De virkeligt farlige er ikke demokrater som Socialistisk Ungdomsfront og Libertære Socialister – det er de danske politikere og deres krigshetz, glidende indskrænkning af demokratiet og tiltagende angreb på en solidarisk samfundsorden.

— Udsendt af Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront, onsdag d. 9. maj 2012.

The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum – even encourage the more critical and dissident views. That gives people the sense that there’s free thinking going on, while all the time the presuppositions of the system are being reinforced by the limits put on the range of debate.
— Noam Chomsky, The common good, 1988

I lyset af, at arbejdet (og især arbejdsløsheden) igen er blevet en højaktuel kamp-arena, arrangerer vi en 1. maj-demonstration i arbejderkampens tegn. Under parolen UANSET REGERING, ARBEJDERKAMP! indkalder vi til SYNDIKALISTISK 1. MAJ-demonstration fra Gammeltorv d. 1. maj kl. 14.00.

Plakat for Syndikalistisk 1. maj

Der har de seneste år været en opblomstring af syndikalistiske arbejderkampe. Fra PROSAs kampe mod CSC’s nedskæringer over unges kamp for lærlingepladser til fremtidsfighters faglige aktioner mod Joe and the Juice og Agnes Cupcakes. I en tid, hvor resten af fagbevægelsen har faldende medlemstal, mener vi, at en besinden sig på den syndikalistiske tradition og den direkte aktion er vejen frem for for fagbevægelsen.

Yderligere har der været et hav af direkte aktioner de sidste mange år: mod kulkraft og for klimaretfærdighed, mod uanstændige forhold for asylansøgere, for en bedre by og et bedre samfund. Disse kampe skal styrkes.

Derfor vil vi lave en bred demonstration, som samler alle syndikalistiske initiativer. Det sker den 1. maj på Gammel Torv kl.14:00. Meld dig til på Facebook og kom og vær med!

SYNDIKALISTISK 1. MAJ har sin egen hjemmeside, hvorfra vi bringer demonstrationens politiske grundlag. Læs det før din nabo

Velkommen til Syndikalistisk 1. maj!

På arbejdernes internationale kampdag i år mødes vi kl. 14.00 på Gammel Torv for at demonstrere under parolen ”Uanset regering – Arbejderkamp!”. Herunder finder du det politiske grundlag, som vi demonstrerer på.

Krisen raser stadigvæk – i flere former

De sidste 5 år har den globale økonomi gennemgået en af de dybeste kriser nogensinde. Krisen, der startede som en finansiel krise, har nu også bredt sig til andre områder i samfundet. Det er nu ikke kun tale om en finansiel krise, men også om en demokratisk krise, klimakrise, madkrise, energikrise og den sociale krise. Nogle af disse har været undervejs i mange årtier. Nogle var til stede allerede ved finanskrisens begyndelse, mens andre er en konsekvens af finanskrisen.

Finanskrise

Vi syndikalister går ind for en økonomi planlagt og målrettet efter menneskers og økosystemers behov og evner. Vi synes, at økonomien skal styres gennem direkte demokratiske beslutninger, så at  der bliver sørget for alle menneskers behov, og miljøet aldrig lider overlast under kortsigtet rovdrift, forurening og affald. Kapitalismen er den totale modsætning til den syndikalistiske økonomi. Her eksisterer der ingen demokratisk styring med produktionen eller distributionen – hvad der produceres og hvor det ender har intet at gøre med, hvad mennesker har brug og behov for. Det eneste, der tæller, er, at den i forvejen rige elite bliver endnu mere forgyldt.

En af kapitalismens hjørnestene – og en af dens største selvmodsigelser – er, at den kræver vækst for at kunne fungere. Uendelig vækst. For enhver, der ikke er idiot eller borgerlig økonom, er det en selvfølge, at uendelig vækst ikke kan finde sted på en endelig klode. Den begyndende ressourceknaphed på jordkloden volder også kapitalismen en del problemer: Billige råstoffer bliver knap så billige, derefter dyre og er til sidst helt brugt op.

Kapitalismen prøver at komme uden om dette på mange måder. En af måderne er ved at skabe langt mere abstrakte former for handel. Gennem fupnumre og metahandel skabes en finansiel verden, hvor pengeværdier bliver helt frakoblet materielle værdier. Sådanne korthuse ramler før eller siden sammen, og skaber kapitalismens tilbagevendende finanskriser.

Kapitalismen skaber spild, miljøsvineri, spekulation, udbytning, ulighed og undertrykkelse. Det kan ikke reformeres eller reguleres væk, men er en del af kapitalismens syge system.

Vi vil afskaffe kapitalismen og demokratisere hele økonomien. Sådan skaber vi et samfund bygget på lighed, frihed og økologisk bæredygtighed!

Parlamentarisk og demokratisk krise

Syndikalismen kæmper for et samfund styret helt ved demokrati. Men ikke den art demokrati, vi kender som parlamentarismen, som fjerner beslutningerne og magten fra folket. Syndikalismen går ind for direkte demokrati, hvor enhver, der påvirkes af en beslutning, også har retten til at påvirke beslutningen. Arbejdspladser, skoler, boligblokke, ja hele samfundet vil vi syndikalister se styret gennem direkte demokrati, organiseret gennem føderationer. Denne styreform vil sikre, at alle borgere bliver gjort myndige og deltagende i alle beslutninger, der vedrører dem. På den måde vil samfundet blive opbygget til at tilfredsstille alles behov, og give individet maksimal frihed.

Parlamentarisk ”demokrati”; retten til at udpege sine egne herskere, har været den mest almindelige regeringsform i Europa de sidste mange årtier. Med den Europæiske Union har beslutningerne og magthaverne flyttet sig endnu længere væk fra folket end Folketinget var – som om det ikke var svært nok at få politikerne til at opfylde sine valgløfter i forvejen! EU har indskrænket de almindelige borgeres mulighed for at påvirke politiske beslutninger og undermineret de sociale og faglige rettigheder vi har tilkæmpet os.

Nu er det næste logiske trin i EU’s afvikling af demokratiet kommet – i Italien og Grækenland har den Europæiske Centralbank (ECB) installeret teknokrat-regeringer. Disse regeringer, bestående af ”eksperter” udpegede af ECB, har så til opgave at gennemføre de nedskæringer som de demokratisk valgte regeringer ikke kunne gennemføre p.g.a. folkeligt modstand.

I Danmark er vi ikke nået dertil endnu. Fagpamperne, med LO’s Harald Børsting i spidsen, har indtil videre lykkeligt accepteret alle krav om reallønssænkninger, og de såkaldt “røde” partier har med glæde videreført VKO-regeringens blå politik. I stedet for en teknokrat-regering har vi fået en parlamentarisme, hvor vi kan udskifte politikerne, men ikke ændre den førte politik.

Vi vil erstatte den parlamentariske blindgyde med et levende og direkte demokrati i hele samfundet!

Klimakrisen

Klimaet udgør en vigtig del af grundlaget for hele vores eksistens. Syndikalister ved, at ingen nation, firma eller person kan tage sig retten at forandre, forringe eller ødelægge klimaet – det er et slag mod hele menneskehedens livsgrundlag. Desværre undergår klimaet allerede forandringer, der skaber hårdere levevilkår for millioner af mennesker. For at håndtere disse klimaforandringer og dets konsekvenser kræves en samlet indsats fra hele klodens arbejderklasse. Ved strejker og blokader imod de virksomheder, der forringer klimaet, kan vi gribe ind imod det mest presserende miljøsvineri. Ved at overtage kraftværker, transportsektoren og andre klimabelastende dele af produktionen, og underlægge dem direkte demokratisk kontrol, kan vi sikre, at forureningen minimeres og kompenseres hurtigst muligt.
I december 2009 viste magthaverne os, hvilke prioriteter de har. Den ‘sidste og bedste’ af alle chancer for at aftale med hinanden, hvordan vi undgår at destabilisere jordens økologiske balance og presse millioner af arbejdere ud i fattigdom, sult og tvangsforflytning, blev forspildt. Det danske politi viste, hvad de var til for, og anholdte revl og krat på kommando. Politikerne viste, at de var til for at beskytte kapitalinteresser. De rige lande blokerede for ethvert forslag, som kunne forpligte eller ramme kapitalejerne i deres lande. De varetog kapitalismens grundlæggende behov: vækst, konkurrence og egoisme, og ikke planeten eller arbejdernes.
Store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen har også gjort kapitalismens problemer til deres egne og foreslår, at kapitalismens skal vokse på en grøn måde. I virkeligheden er det ikke en plan for at redde jorden; det er en taktik for at klare sig bedre i kapløbet mellem de konkurrerende stater som ofrer planeten, arbejdere i alle lande og vores børns fremtid på kapitalismens alter, når de mødes til den årlige forbrydelse, de kalder for COP’en.

Vi skal udover appelpolitiken og udfordre de magthavere som varetager de riges interesser!

Syndikalismen er en af vejene ud af dødvandet. Klimaforandringer skabes hver dag på vores arbejdspladser. Vi skal ikke bare forlange retten til ikke at blive udbyttet, når vi arbejder. Vi skal forlange, at produktionen skal være bæredygtig, og at den ikke skal nedbryde, men opbygge vores fælleder. Præcis som på det sociale område vinder vi som antikapitalister og syndikalister intet ved at begrænse os til at bede magthaverne om at redde os. Vi skal bekæmpe klimaforandringer ved at forlange systemforandringer.

Vi vil bruge strejken, blokaden og den direkte aktion for at stoppe ødelæggelsen af klimaet! Kapitalismen er ude af stand at tage hensyn til klimaet og menneskehedens fremtid.

Social krise

Dagens samfund er det, vi syndikalister kalder for et klassesamfund. En overklasse bestående af  kapitalejere, politikere og chefer har med brug af medierne og politiet kontrollen over arbejdspladser og skoler og har dermed magten over samfundet. Vi, der får hjulene i samfundet til at dreje rundt – arbejdere, studerende og arbejdsløse – har ingen magt over samfundet, andet end det vi i fællesskab tilkæmper os. Overklassen nyder al rigdom og magt, mens arbejderklassen står tilbage med afmagt, fremmedgørelse og fattigdom. Trods denne interessekonflikt råder der klassesamarbejde.
Gennem de sidste år har politikere, økonomer og andre selvudnævnte eksperter fortalt os, at vi alle sammen må tage ansvar for at rette op på økonomien og væksten. Vi skal alle sammen trække livremmen ind, og sænke vores forventninger på vores levestandard, uddannelser, arbejdspladser, velfærd og det sociale sikkerhedsnet.
Vi har set vores muligheder for pension, vores uddannelser, vores rettigheder i.f.m. arbejdsløshed og en række andre områder i velfærden angribes og udhules af politikere fra hele det politiske spektrum. Men på direktørgangen er der lønfest, og store selskaber fejrer nye rekordprofitter. Snakken om, at vi på fabriksgulvet skal samarbejde med ledelsen for at komme ud af krisen er tom snak. De rige og magtfulde udnytter krisen til at forringe vores velfærd og presse vores rettigheder og frihed, så at de kan sikre sig endnu større profitter og endnu mere magt. Hvis vi arbejdere prøver at stoppe forringelserne eller sågar kræve forbedringer, bliver vi anklaget for krævermentalitet og grådighed. Anklagerne kommer oftest med spidsen rettet imod særlige segmenter af arbejderklassen; ufaglærte skal hade studerende, forældre skal afsky pensionister, faglærte skal se ned på de arbejdsløse og så videre i en uendelig række af del og hersk-strategier. Og så er vi ikke engang begyndt at tale om racisme, sexisme og homofobi.
Hvis vi går med på præmissen om samarbejde mellem arbejderklasse og overklasse som løsningen på krisen ender vi arbejdere med at betale hele regningen for en krise som overklassen har skabt. Og regningen byder ikke kun på lavere løn og længere arbejdstid, men også vores rettigheder og friheder på arbejdsmarkedet, og vores velfærd. Hvis overklassen får magt som de har agt, bliver krisen løst gennem at presse arbejderklassens levestandard og indflydelse tilbage til 1800-tallets niveau.

Vi syndikalister opfordrer til solidaritet i hele arbejderklassen – og kamp gennem direkte aktion imod overklassen!

Madkrise

Det er en menneske-ret at spise sig mæt, og at få tilstrækkeligt af lækker mad hver dag burde være en selvfølge for hele menneskeheden. I et syndikalistisk samfund vil befolkningen organisere produktionen og distributionen af fødevarer efter sine behov. På den måde vil alle få den mad, de har brug for, og maden vil dyrkes og formidles økologisk og socialt bæredygtigt, med menneskers og naturens behov som de vigtigste prioriteringer.
Under kapitalismen er firmaers profit den vigtigste bestemmende faktor for produktion og distribution af fødevarer. Konsekvensen af kapitalejernes grådighed er ødelæggelse af klimaet og naturen, sult og underernæring for befolkningen i mange lande, mens høsten andre steder bliver brændt af for at holde priserne høje. Befolkningen i andre lande lider under overvægt og velfærdssygdomme.
Manglen på fødevarer i det globale syd er kun blevet værre de sidste mange år, med sult, mad-optøjer og mange døde som følge. Denne mangel er ikke en naturkatastrofe, men en konsekvens af kapitalismen. For at kunne opretholde og øge profitten for enkelte firmaer bliver mere og mere vidtgående midler taget i brug, og dette gælder i den grad også for fødevarefirmaer. Genetisk modificerede afgrøder, gødning og pesticider lavet af petroleumsprodukter, og privatisering af landbrugsjord er bare nogle af ingredienserne i det mareridt, der forringer jorden og lokalbefolkningers muligheder for selvforsyning af fødevarer. Handel med forureningsrettigheder (”CO2-kvoter”) og andre falske vedtag for klimakompensation, der bliver omtalt og markedsført som grønne og bæredygtige af regeringer og firmaer over hele verden, grundlægger den fuldstændigt skævvredne og uretfærdige fordeling af landbrugsjord og fødevarer, som plager jordens befolkning i dag.

Vi kræver at fødevareforsyningen underlægges demokratisk kontrol, og at den omlægges til en økologisk bæredygtig drift!

Energikrise

Allerede i dag har vi teknikken til at forsyne samfundet med energi fra økologisk bæredygtige kilder i form af solfangere, vindenergi, bølgeenergi, termoenergi, m.v. De energisparende og forurenings-reducerende vedtag, der skal til for at gøre samfundet økologisk bæredygtigt, kender vi også: mere og bedre-fungerende kollektivtrafik, klimarenoveringer, effektivt vandforbrug og integration af landbrug i byerne, for bare at nævne nogle få.

Det syndikalistiske samfund vil skabe økologisk bæredygtig forbrug og energi-produktion. Vi vil sikre, at høj levestandard ikke stopper brat, når klimaforandringerne bliver overvældende og der ikke er mere kul og olie, men at også fremtidige generationer har et godt livsgrundlag.

Den moderne kapitalisme er helt afhængig af fossile brændstoffer som energikilde. Den øgende mangel på fossile brændstoffer leder ikke kun til dyrere priser på varme, transport, fødevarer og dermed højere leveomkostninger for arbejderklassen. De højere priser på fossile brændstoffer leder også til, at oliefelter på dybt vand eller i kolde klimaer bliver interessante for olieselskaberne. De besværlige omstændigheder for udvindingen af olie og gas på disse steder leder til endnu højere risici for udslip og oliekatastrofer, som vi så det på British Petroleums olieplatform Deep Horizon i den mexicanske golf i 2010.

Mange stater ser behovet for alternative energikilder, men forstår ikke vigtigheden af en hurtig omstilling og er fortsat ligeglade med social og økologisk bæredygtighed. Profitten og den økonomiske vækst er det eneste, der tæller, og derfor placeres f.eks. vindmølleparker i oprindelige befolkningers leveområder eller følsomme økosystemer, med ødelæggelse af økosystemer og tvangsforflytninger af hele befolkninger som følge. Vi behøver ikke se længere end til klitplantagen i Østerild her i Danmark for at finde eksempler på dette.
Under kapitalismen sker omstillingen til alternative energikilder med kapitalens profit og nationalstaters konkurrencedygtighed for øje. Økosystemer og befolkningens vilje ignoreres.

Vi kræver direkte demokratisk kontrol over energisektoren. Produktion og forbrug af energi skal omstilles til økologisk bæredygtighed snarest!

Vores svar – klassekamp

Den overklasse, der styrer vores samfund, har kun sine egne interesser for øje. De har hverken lyst til eller evne til at skabe et samfund, hvor borgere kan være lige og frie, eller hvor mennesker og natur lever i økologisk harmoni.
I Danmark er en kvælende klassesamarbejdspolitik fremherskende. Vi får at vide fra samtlige levebrødspolitikere, at kapitalismens krise er vores alle sammens problem, og at vi skal løse den i fællesskab. Men virkeligheden er en helt anden. Regningen for krisen tørres af på arbejderklassen, der ingen indflydelse har haft over den førte finanspolitik. Krisen bliver brugt til at presse vores levestandard og vores indflydelse som klasse tilbage, for at sikre endnu højere profit og lydig arbejdskraft til kapitalen.
Vi vil ikke finde os i samarbejdspolitikken, for samarbejdet er helt og grundlæggende falskt. Vi vil ikke længere appellere til politikerne, som bryder sine valgløfter, og som uanset parti alle sammen står bag en politik der gavner bankerne og overklassen på vores bekostning.

Vi vil klassekampen, gennem den direkte aktion, for direkte demokrati, og et samfund baseret på lighed, frihed og solidaritet!

Vi ses på gaden d. 1. maj kl. 14!

Plakat for Syndikalistisk 1. maj

Mange vil have hørt om SOPA og PIPA – de to lovforslag, som det ellers strengt neutrale net-leksikon Wikipedia fandt så skadelige, at de valgte at gå i blackout-strejke i 24 timer for at minde folk om, hvor vigtigt det er at bekæmpe den slags forsøg på at indskrænke vores frihed. SOPA og PIPA står ikke alene, men er del af en større kamp, der udkæmpes mellem de enorme firmaer i rettighedsindustrien og det massive flertal af helt almindelige internetbrugere, der ikke opfatter det som en forbrydelse at se videoer på YouTube eller høre musik på Grooveshark (selv om rettighedsindustrien arbejder på at lukke dem).

ACTA er det seneste tiltag i denne kamp: en handelsaftale udarbejdet bag lukkede døre, der forbigår demokratiet og skaber en parallel lovgivningsproces uden for demokratisk kontrol, eskalerer strafferetlige sanktioner over mindre forseelser ud af proportion og tvinger netudbydere ind i en rolle som privat ophavsretpoliti. Dette havde magteliterne tænkt sig at trække ned over hovedet på os uden nogen diskussion, og den danske regering har allerede formelt set tilsluttet sig! Dér har de imidlertid gjort regning uden vært, for efter at forhandlingerne ikke længere kunne holdes hemmelige, er der opstået et regulært internet-oprør fra neden blandt de mange almindelige internetbrugere, der udmærket indser, at nogen prøver at tage deres frihed fra dem, og de råber og op siger stop!

STOP ACTA!

Derfor dannedes i starten af februar fællesinitiativet STOP ACTA, som koordinerer den danske modstand mod ACTA og bl.a. arrangerer demonstrationer i de større dansker byer lørdag d. 25. februar. I Libertære Socialister har vi fra starten været engageret i dette initiativ, da vi mener, det er uhyre vigtigt at få stoppet kapitalinteressernes forsøg på at tvinge det frie internet ned i en form, som de kan regulere og således gøre til genstand for profitmageri. Frihed, lighed og retfærdighed er essentielle goder, som må forsvares, når de trues – og ikke mindst på internettet!

Duk op d. 25. februar og hjælp os med at stoppe ACTA!

Libertære Socialister København opfordrer derfor alle venner og sympatisører til at tage med os til den store STOP ACTA-demonstration på lørdag d. 25. februar. Vi mødes på Israels Plads kl. 15, og du finder os – som altid – under de sort-røde faner. Hvis der er for langt til København, er der også arrangeret demonstrationer mod ACTA i Århus og Aalborg.

LS KBH's anti-ACTA-løbeseddel

LÆS MERE

Der er mange sider derude, der giver et overblik over problemerne med ACTA, men en af de bedste er denne side hos vores venner i BitBureauet. Her kan du også læse om, hvilke danske politikere, der vil trække ACTA ned over hovedet på dig.

En anden god kilde til, hvad der rører sig ang. ACTA er fællesinitiativets hjemmeside stopacta.nu. Her kan du læse om ACTA-relaterede begivenheder, finde links til mediernes dækning og bl.a. en kritisk gennemgang af ACTA-traktaten punkt-for-punkt.

Sidst men ikke mindst kommer selvfølgelig Facebook-gruppen STOP ACTA – Denmark og de tilknyttede demo-events i København, Århus og Aalborg.

Vi ses på lørdag!

Act Up-Paris og La Quadratures ACTAivister i Luzerne, foran forhandlingsstedet.

SOPA & ACTA er de seneste forsøg fra den traditionelle kapitalismes side på at tilbagerulle en forvandling i udvekslingen af varer, som er taget til over de sidste par årtier. I et omdiskuteret interview i 2005 kaldte Bill Gates bevægelsen for fri kultur og open source for ”en slags moderne kommunister, som i forskellige skikkelser ønsker at fjerne incitamentet for musikere og filmproducenter og softwareprogrammører”. Dette forargede mange i bevægelsen, som var mere tilbøjelige til at identificere sig med Ayn Rands ultra-frimarkeds-højrefløj end med den traditionelle venstrefløj, men han havde faktisk fat i noget af det rigtige. Mange kunne ikke se det, fordi ”kommunisme” for næsten alle er kommet til at betyde noget i stil med det gamle Sovietunionen. Men ordet betyder meget mere end dette fallerede topstyrede eksperiment. Hvorfor havde Gates ret, og hvorfor skal vi være glade for det?

Det giver Paul Bowman fra vores irske venner i Workers’ Solidarity Movement et bud på herunder. Teksten er ikke nødvendigvis i alle henseende udtryk for Libertære Socialisters standpunkter, men bringes her, fordi den giver et interessant bud på, hvordan fri kultur og fri software-bevægelsen udgør et moderne eksempel på klassiske anarkistiske idéer om solidaritet, gensidig hjælp og omfordeling.

Lige så længe som samfundet har været inddelt i de privilegerede og de udbyttede, har der været modstand mod denne opdeling, og denne modstand har fundet en stemme og et udtryk i de undertryktes sprog, når de forsøger at udstikke en vej, der kan føre dem til frihed. Men kommunismen er et produkt af det kapitalistiske samfunds fremkomst og af de nye vilkår for undertrykkelse og de nye muligheder for frihed, som det bragte med sig. Kapitalismens indførelse medførte en ny klasses kamp for magt – en klasse udelukket fra det før-kapitalistiske landbrugssamfunds styreformer – og den stemme, som de fandt til at udtrykke og lede denne kamp, var den politiske økonomi. Kommunismen opstår altså, når den anden nye klasse – proletariatet eller arbejderklassen – søger at finde sin egen stemme og finder sig selv i strid med den fremspirende kapitalistklasse og derfor ser sig nødt til at give sig i lag med, konfrontere og undergrave sin modstanders stemme.

Produktion i den moderne verden

I dag befinder vi os i en verden, som rent produktionsmæssigt er revolutioneret af kapitalismen; hvor mindre end 5% af samfundets arbejde går til den grundlæggende fødevareproduktion, og hvor vi på globalt plan har haft fødevareoverskud i et halvt århundrede. Men når man tænker på de tidsrammer, som menneskelige kulturer udvikler sig over, er det ingen overraskelse, at vi endnu ikke har tilpasset os en verden, der ikke længere er begrænset af evnen til kalorieproduktion. Det er dog stadig sådan, at grundlaget for at anslå ”markedsprisen” i nødvendig produktionstid for en given vare eller ydelse stadig er den antagelse, at produktionsprocessen har en sådan natur, at de fleste mennesker er i stand til en tilsvarende produktionshastighed. Den antagelse bliver mindre og mindre gyldig efterhånden som arbejdsdelingen tiltager og produktionsprocessen fjerner sig mere og mere fra grundlæggende fysiske bestræbelser og i stedet nærmere sig intellektuel problemløsning eller kreativt arbejde.

I takt med at den fortsatte specialisering, under-opdeling og hastige udbredelse af forskellige slags af social produktion er skredet frem, er det blevet mere og mere tydeligt, at en stigende mængde produktion ikke er geografisk afgrænset. Det vil sige, at mange arbejdspladser kan flyttes mere eller mindre vilkårligt fra det ene sted til det andet. Denne af-territorialisering af produktionen er særligt udtalt for dem, der er beskæftiget med ikke-materiel produktion – dvs. produktionen af information og kommunikativt arbejde, en stadig mere afgørende sektor af den sociale produktion. Kommunikation er en nødvendig del af enhver social produktionsproces, og så længe som kommunikation ansigt til ansigt var uden konkurrence, havde arbejdspladsen en uerstattelig rolle som det fysiske mødested for den kommunikation. Men for nylig har vi i takt med de store fremskridt inden for telekommunikation set opkomsten af en i sidste ende af-territorialisereret social produktionsproces – en produktionsproces, som overhovedet ikke længere har nogen ”arbejdsplads”, hvor deltagerne har behov for at mødes.

Fri software & open source som reelt eksisterende kommunisme

Vi bevæger os nu væk fra det abstrakte og tilbage til de konkrete historiske udviklinger, som vi nævnte før, der fuldstændig har væltet antagelser vedrørende muligheden for på denne side af en revolution at foretage nogen praktiske undersøgelser af effektiviteten af en produktionsform, der er fri for kapitalismens begrænsninger. Ja, sådan et praktisk eksperiment har faktisk allerede været i gang i nogle år; ikke som et initiativ fra nogen bevidst anti-kapitalistisk eller revolutionær bevægelse, men som en reaktion på kapitalistiske firmaers handlinger på softwareudviklingens område. Fremkomsten af fri software-bevægelsen og open source-bevægelsen er en historie for sig selv, og den er stadig kun ved at blive skrevet. Ja, en mængde bøger er allerede blevet sendt på gaden af kommentatorer fra medieverdenen og den akademiske verden, der kæmper med at forklare disse fænomener og nok især med at få styr på de sider af dem, som har forvirret og forstyrret den kapitalistiske økonomis gængse sandheder mest.  Kort fortalt er fri software-bevægelsen et produkt af tusindvis af software-skribenter eller hackere, der har arbejdet sammen uden betaling for at skabe hele softwaresystemer, som ikke ejes af producenterne, men er alles fælles eje.

På bare godt ti år har et helt og aldeles frivilligt og ulønnet netværk af producent-forbrugere kollektivt frembragt et styresystem – GNU/Linux – som ikke blot tåler sammenligning med, men også på mange punkter er overlegen i forhold til, den globale kapitalismes mest fremgangsrige hi-tech-firmas kommercielle flagskib, Microsoft Windows. Set i lyset af den korte tid, denne præstation har taget fri software-bevægelsen, sammenlignet med de årtier, som Microsoft har anbragt i deres produkt, og i lyset af det faktum, at de ulønnede programmører har udført dette arbejde i deres fritid, så ligger der allerede her et stærkt indledende argument for, at der er en forholdsmæssigt større produktivitet at hente i en ulønnet, ejendomsretsfri produktion.

Som man kan forvente sig, er forklaringen på disse nye og usædvanlige resultater forbundet med særlige egenskaber ved genstanden for produktion, dvs. ved computersoftware. Lad os tage et eksempel på det modsatte, så vi kan se, hvad forskellen er: fx en bil. Begrebsmæssigt kan vi opdele produktionen af en bil i to forskellige produktionsprocesser. Den første er at producere et teknisk design for bilen. Den anden er produktionen af en bil ud fra dette design. I masseproduktionens verden – og her befinder bilindustrien sig – bestemmer det fysiske produkt – dvs. i dette tilfælde den faktiske bil – designmålene for den pågældende bilmodel. Udgifterne til at fremstille de fysiske dele, der skal bruges til hver bil, er langt mere afgørende end de samlede lønudgifter til alle designerne, i en sådan grad, at det giver god økonomisk mening for en autovirksomhed at hyre en ingeniør til at arbejde i to år på at barbere 50 øre af produktionsomkostningerne på en plastik-pynteliste til bilens forlygter (et virkeligt eksempel).

I direkte modsætning står computersoftwarens verden, hvor udgiften til at lave en enkelt kopi af et softwareprodukt og distribuere den til forbrugeren er så forsvindende lille i forhold til arbejdsindsatsen for at skabe det oprindelige design, at vi kan sige, at designet eller prototypen i sig selv er produktet. Dette er vigtigt, fordi det betyder, at arbejdsudgiften til at producere software er stort set uændret, uanset om slutproduktet distribueres til 10, 1.000 eller 1.000.000 brugere. Dette har en vigtig betydning: det er umuligt at bytte software med et produkt med lige arbejdsværdi. Antag, at en enkelt programmør bruger 30 dage på at producere et givet software-værktøj. Han distribuerer det så til 30 slutbrugere, der hver betaler ham en gennemsnitlig dagsløn. Dette ligner et bytteforhold, men overvej, hvad der sker, når programmøren derefter distribuerer det samme stykke software til endnu 30 brugere på samme vilkår, og så til endnu 300, og så til yderligere 300.000?

Der er endnu en forskel mellem bilen og software-værktøjet. Hvis nogen finder en fejl ved en bil og får den rettet, så skal alle andre biler af samme model stadig fikses individuelt, en efter en. Men med et stykke software kan enhver bruger, som opdager og/eller fikser en fejl i deres kopi af softwaren, dernæst dele denne rettelse eller forbedring med hele fællesskabet af brugere og udviklere af den software – til stort set ingen pris. Det er denne flerdoblingseffekt, som bidrager til at gøre den frie softwares samarbejdsprocesser så produktive. Hver ekstra bruger er en potentiel tilfører af værdi (i anvendeligheds-forstand) til produktet, og den kommunikative feedback mellem udviklere og brugere er en vigtig del af den produktive proces.

Der er en anden hindring for at indføje softwareproduktion i et system for værdisættelse af arbejde. Det er vanskeligheden ved at kommodificere (vare-gøre) originalt eller kreativt arbejde. Med kommodificering mener vi at reducere en given køb-bar vare til et niveau af udbyttelighed, hvor en given mængde kan erstattes med enhver anden tilsvarende mængde af samme slags, uden noget tab. Kartofler er kommodificerede – for i grove træk kan en fem-kilos sæk ombyttes med en anden uden noget mærkbart tab af anvendelighed. Formålet med megen kapitalistisk produktion er at indskrænke arbejde til vare-status, hvor udbyttet fra et givet antal arbejdere er direkte sammenlignelig med et tilsvarende antal af en anden gruppe arbejdere. Dette gør det lettere at fyre og erstatte arbejdere, der stikker næsen for langt frem, samt at holde lønnen lav. Men denne proces bryder sammen, når udbyttet afhænger mest af individuel, original kreativitet. Det er alment anerkendt, at de mest begavede programmørers produktivitet er så mange størrelsesordner større end den tilsvarende for middelmådige eller gennemsnitligt kompetente programmører, at én højt begavet programmør på få uger kan opnå, hvad et stort hold med blot gennemsnitlige kodere ville være ude af stand til at producere på flere måneder.

Det er denne mulighed for at udmærke sig, som udgør en del af motivationen for kernen af produktive deltagere i fri software-bevægelsen til at deltage. Ganske som med at bestige et bjerg eller at løbe en maraton, så er bedriften ved at gøre noget godt en motivation i sig selv, især i et samfund, hvor betingelserne for vores lønarbejde ofte tvinger os til at gøre ting på langt ringere måder end vi er i stand til. Der er et ordsprog inden for fri software-fællesskabet, som lyder, at ”folk vil udføre de arbejdsopgaver, som de er interesserede i”. Men af samme årsag er de jobs, som folk finder interessante, ofte dem, der bedst udnytter deres individuelle evner. Frigjort fra bytteforholdets lænker har folk friheden til at udsøge sig de specifikke aktivitetsområder, hvor de kan klare sig bedre end ”den gennemsnitlige socialt nødvendige arbejdstid”, i en sådan grad, at et sådant skøn end ikke kan foretages mere. Hvis tilstrækkeligt mange deltagere i en kollektiv arbejdsproces har held til at gøre dette, så vil hele processen naturligvis blive betydeligt mere effektiv end nogen lønarbejde-drevet proces.

Intellektuel ejendomsret & bytteværdi

Hvis alle disse egenskaber, som kommer til syne i softwareproduktionens forholdsvist nye felt og i det endda nyere fænomen, som fri software-bevægelsen udgør, begrænsede sig alene til software, så ville de være et interessant tilfælde, men ikke meget mere end det. Men mange af softwarens særlige egenskaber – dvs. forholdet mellem det ene design eller prototypen og den i teorien uendelige mulighed for deling og distribution med lille eller slet ingen udgift – findes også ved mange andre ”intellektuelle” produkter, som fx kulturprodukter som bøger, musik og film og resultaterne af videnskabelig og akademisk forskning, nu hvor computere og internet har befriet dem fra de materielle medier, fra papir, vinyl og celluloid. Ja, hele det felt af produkter, der omfattes af såkaldte ”intellektuelle ejendomsrettigheder” er tilsvarende problematiske at reducere til en ”retfærdig” bytteværdi.

Endvidere er andelen af den samlede økonomiske aktivitet, som går til at producere disse ikke-materielle produkter, støt stigende og er sågar blevet den primære aktivitet i den kapitalistiske verdens storbycentre. Denne tendens vil selvfølgelig ikke automatisk føre nogen radikal social forandring med i sit tidevand, men dens mod-tendenser – fremvæksten af bytte-fri produktive netværk og den stigende direkte tilegnen sig af intellektuelle forbrugerprodukter som musik, film, software og tekster gennem frie online data-delings-netværk – vil fortsætte med at gøre kampen for at forsvare kapitalistiske intellektuelle ophavsrettigheder (Intellectual Property, IP) et stridsspørgsmål.  I kampen for at udvide og forsvare IP-rettigheder, både juridisk og i praksis, vil kapitalismens forkæmpere underminere den centrale retfærdiggørelsesideologi om bytteforholdet – den som er baseret på arbejdsværdi. De libertære kommunisters rolle er på mange måder uforandret – at tage del i den aktuelle klassekampsdynamik og samtidig slå til lyd for en fremtid hinsides kapitalistiske forhold. Men nu har vi den fordel, at efter-kapitalistiske, bytte-fri og samarbejdsbaserede produktionsprocesser ikke længere er hypoteser, men virkelighed. Omvendt er de ortodokse ”a-politiske” økonomers og forsvarere for kapitalismens teorier om, at folk aldrig nogensinde vil producere socialt brugbare varer uden pengenes incitament, blevet afsløret som tomme hypoteser – som en falsk gud.

Hvad er da libertær kommunisme?

Et libertært kommunistisk samfund er ikke et før-kapitalistisk samfund, men et efter-kapitalistisk samfund. Det vil sige, at det er et samfund, som er økonomisk kendetegnet ved social eller samarbejdsbaseret produktion, altså hvor der er en fremskreden arbejdsdeling med blot et lille mindretal af arbejdsstyrken involveret i grundlæggende fødevareproduktion, medens størstedelen af arbejdsstyrken er involveret i at producere varer eller ydelser, som mest forbruges af andre. Som en følge heraf er der en høj grad af kommunikation og generel videnskabelig og teknologisk udvikling. Det, der adskiller libertær kommunisme fra kapitalisme, er, at udleveringen eller formidlingen af varer og ydelser til deres forbrugere sker på grundlag af tilfredsstillelse af deres behov og ønsker, uden at være koblet til eller begrænset på nogen måde af deres bidrag til produktionsprocessen. At der ikke er nogen penge eller løn, og at produkter ikke byttes enten til penge eller andre produkter, som skønnes at være af samme værdi – hvad end en sådan værdi måles i den arbejdstid, der er nødvendig for at producere den, eller i noget hidtil ukendt mål.

Når det formuleres således uden omsvøb kan det i første omgang synes at være en absurditet for folk, der er vant til det kapitalistiske samfunds virkemåder og logikker – og det er vi alle nu om dage – eller i det mindste virke som en uigennemførlig ønskedrøm. For at forklare eksistensen af libertære kommunister er det altså nødvendigt at tilføje følgende forbehold: Libertære kommunister mener, at privat ejendom (til produktionsmidlerne), klassesamfundet, penge og lønarbejde er indbyrdes forbundne aspekter af det kapitalistiske samfund, og at et forsøg på at forandre samfundet for at afskaffe nogle af disse aspekter, medens man beholder andre – fx at afskaffe klassesamfundet og den private ejendomsret, medens man beholder pengesystemet og lønarbejdet, som socialismen traditionelt har foreslået – blot vil føre til en ustabil og voldsomt selvmodsigende redelighed, som kun kan ende med at bryde sammen og vende tilbage til den relativt stabile kapitalistiske dynamik, hvis ikke den bringes fremad til en egentlig kommunisme. Med andre ord: libertære kommunister tror, at forsøg på at at skabe et efter-kapitalistisk samfund med halve skridt ad gangen, som socialismen ellers foreslår det, er dømt til at ende med at være overgangsstadier til kapitalisme, ikke til kommunisme – som det tyvende århundredes historiske erfaringer faktisk også har vist, i det mindste hvad den marxistiske statssocialisme angår. Den libertære kommunistiske kritik af leninismen og alle dens 57 forskellige uappetitlige varianter er ikke blot, at den ikke er libertær, men også at den ikke er kommunistisk.

På det punkt må vi understrege, at når vi bruger begrebet libertær eller anarkistisk kommunisme, så er det for at tilkendegive vores modstand mod statssocialisternes misbrug af ordet ”kommunisme”, og ikke for at sige, at vi har valgt et alternativ til autoritær eller statssocialisme, for sådanne betegnelser er begrebsmæssige selvmodsigelser. Staten er afhængig af lønarbejde for at kunne udøve nogen autoritet, ja, for overhovedet at kunne eksistere. Uden betalte håndhævere kan staten ikke udøve magt – som den serbiske præsident Slobodan Milosevic opdagede i 1991, da han undlod at betale løn til det serbiske uropoliti, netop som de skulle sættes ind for at undertrykke de demonstrationer, som andre offentligt ansatte, der heller ikke havde fået deres løn udbetalt, afholdt i Beograds gader.

I denne forstand er kommunisme altid libertær eller anarkistisk, eftersom afskaffelsen af lønarbejdet medfører afskaffelsen af den kommando-relation, som udgør strukturen i den statslige magts organer: politiet, hæren og bureaukratiet.

[Teksten er oversat fra SOPA & ACTA in the fight against actually existing communism – et uddrag af essayet Communism: What's In a Word?]

Priserne på offentlig transport har i tredive år været på himmelfart.

Også i Danmark lider vi under de voldsomme prisstigninger på offentlig transport, der gør det til en betydelig udgift overhovedet at komme rundt i byen. Hvis taksterne havde fulgt med den almindelige prisudvikling, ville en to-zoners-billet, der i dag koster 24 kr., i stedet koste 9 kr.! Dette er ikke bare socialt urimeligt, men også grundlæggende skadeligt fra et miljøperspektiv. Og den offentlige debat om emnet er stort set ikke-eksisterende.

Der er i det hele taget masser af gode grunde til at lade os inspirere af vores svenske og norske venner og forsøge at gøre noget ved problemerne herhjemme også. Derfor indbyder vi nu alle interesserede til at være med til at starte et dansk Planka-initiativ op. Det foregår søndag d. 12. februar kl. 14.00 hos Internationalt Forum (Griffenfeldsgade 41, 2200 København N), og alle er velkomne.

Man er meget velkommen til at melde sig til på Facebook.

Der findes mange forskellige former for hverdagsmilitans, og som eksempel har vi valgt at fokusere på Planka.nu. Planka.nu er et initiativ, der opstod i Stockholm i 2001 med det formål at kæmpe for gratis offentlig transport. Det interessante er imidlertid måden, hvorpå de valgte at kæmpe for deres sag. Lige siden starten har formålet være at hjælpe folk til at køre “på røven” med offentlig transport, hvilket vil sige at Planka giver forskellige tips til, hvordan man kan komme rundt i byen med offentlig transport uden at betale. Derved bryder de nok loven, men de opnår samtidig direkte det, som de kæmper for, og deres metoder giver også anledning til, at de tit får mulighed for at tale deres sag i medierne. Samtidig indsamler de selvfølgelig viden om de urimelige prisudviklinger på offentlig transport samt fordelene ved at gøre det gratis, men det egentlig interessante i deres projekt er, at de formår at gøre det at køre på røven til en politisk handlen.

I København er prisen på offentlig transport steget 100% bare de sidste ti år. Efter oplægget vil vi diskutere mulighederne for et lignende initiativ i Danmark.

Plakat for Planka-oplægget

Arrangementet finder som sædvanlig sted i Kulturhuset Støberiet på Blågårds Plads og starter kl. 19, men det sædvanlige onsdagsfolkekøkken er desværre stadig på juleferie. Til gengæld serverer Støberiets café en lækker suppe med brød, så man går ikke forgæves, hvis man kommer lidt før oplægget.

Læs mere om Planka.nu på deres hjemmeside: http://planka.nu/ (findes også på engelsk)

Læs mere om de andre oplæg i serien på vores hjemmeside: http://libsoc.dk/?p=1998

Bannerdrop fra Limfjordsbroen

Demonstrationen sluttede med fællesspisning af afghansk mad og generel hygge på Socialisternes Hus for de mange fremmødte mennesker, der ønskede at markere deres modstand imod den militaristiske dagsorden, der siden invasionen af Afghanistan har vundet frem.

Besættelsesmagternes officielle motiv for krigen i Afghanistan var og er propaganda og ideologisk kamp. Tanken om sprede ”frihed” ved brug af overlegen ildkraft er fuldstændig forfejlet. Besættelsesstyrkerne fra NATO og ISAF har destabiliseret det afghanske samfund og gjort livet for det afghanske folk langt sværere end tilsigtet. Den illegale narkotikaproduktion er kun vokset. Kvinders forhold i Afghanistan er blevet væsentligt forværret. Korruption er udbredt på alle niveauer i administrationen, og både krigsforbrydere og narkobaroner udgør nu en del af det afghanske parlament.

Demokrati og frihed kan kun vokse ud af folkets egen vilje og kamp. Det kan ikke påtvinges fra oven eller af udefrakommende kræfter med våben i hånd.
Dette burde nu fremstå tydeligt, selv for de politikere, der i starten af besættelsen troede på propagandaen om at ”udbrede demokrati” i Afghanistan. Krigen er blevet en dyr affære både i menneskeliv og penge. Den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan opretholdes i vid udstrækning på grund af USA’s og NATO’s frygt for at miste prestige – krigen må for enhver pris ikke afsluttes på en måde, der får besættelsesmagterne at fremstå som tabere og Taleban, Al-Qaeda eller nogle af de utallige andre modstands- og oprørsgrupper i landet som vindere.

En anden officiel grund til at fastholde Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan og til at fortsætte med at involvere os i krige – som i Irak og nu senest i Libyen – er militariseringen af civilsamfundet.

De mest tydelige og groteske symptomer på militariseringen af Danmark er det ulækre spektakel med militære marscher, som blandt andet København har måttet lægge asfalt til de sidste par år. Med disse parader vil hæren og regeringen få krigen til at fremstå som noget heltmodigt, der gør verden til et bedre sted. Sandheden er det modsatte: krig er altid usselt og forfærdeligt, og krigen i Afghanistan er på ingen måde en undtagelse.

Et mere diskret – men væsentligt mere farligt – symptom er terrorlovgivningen. Besættelsen af Afghanistan og Vestens øvrige militære angreb i Mellemøsten radikaliserer befolkningen og skaber et rekrutteringsgrundlag for grupper som Taleban og Al-Qaeda. Denne ophedede situation bruges så til at motivere en intensiveret indsats mod ”terrorisme”. På hjemmebanen tager det sig udtryk i bl.a. terrorlovgivningen, som i Danmark allerede bruges til at forfølge aktivister på venstrefløjen og i fagforeninger for ”forbrydelser” så som salg af t-shirts og solidaritetsarbejde. Retsstaten og demokratiet udhules trin for trin. Terrorpakkerne og lømmelpakken baner vejen for brug af hemmelige vidner og bevismaterialer i retsvæsenet, for kriminalisering af solidaritetsarbejde og holdningsytringer og for en militarisering af politiet, der udhuler enkelte borgeres frihedsrettigheder og vores grundlæggende demokratiske ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Vi ved, at besættelsen af Afghanistan aldrig reelt har haft til formål at ”befri” den afghanske befolkning. Derfor kræver vi, at Danmark trækker sig ud af Afghanistan – og ud af den igangværende militarisering af hele det danske samfund.

Demokrati, frihed og fred kan blomstre i Afghanistan – ligesom det kan komme til at gøre det i hele verden. Men vejen dertil går ikke gennem krig og besættelse. Kun gennem en konkret solidaritet med de demokratiske kræfter i Afghanistan og aktiv antimilitarisme på hjemmebanen kan vi nå målet. Det er dybt nødvendigt at lægge pres på politikerne m.h.t. at trække besættelsestropperne ud af Afghanistan. Og det er lige så nødvendigt at bekæmpe militarismen og al den afstumpethed, autoritetstro, racisme og militarisering af civilsamfundet, som den bærer med sig. Antimilitarismens budskab om fred, solidaritet, lighed og frihed finder forhåbentlig mange tilhængere i et Danmark, der i løbet af de sidste 10 år har været involveret i hele tre krige og med spild af utallige menneskeliv til følge.

Rejsen op
Busrejsen op til Stockholm – arrangeret af Antifascistisk Aktion – forløb godt og nogenlunde, som jeg havde forventet det. Vores antifascistiske rejseledere gav os god og grundig information om rejsen. Vel i Sverige blev vi umiddelbart vinket til side af politiet ved tolden, og de to busser blev gennemsøgt. Samtlige rejsende blev kropsvisiterede, registrerede og fotograferede. Ingen nyheder eller overraskelser dér.
Stemningen på bussen var god og afslappet gennem hele rejsen: fra at vi gik på, igennem politikontrol og pauser, til at vi kom frem.

I Stockholm
Da vi kom frem til Stockholm og havde forladt bussen, mødte politiet talstærkt frem og standsede vores gruppe i Hornsgatan. Vi blev så udsat for det, der hedder Udlændingekontrol, og fik igen identiteterne kontrolleret, og vores tasker m.v. visiteret. Her blev otte fra vores gruppe tilbageholdt og kørt til politistationen for afhøring, bl.a. grundet manglende ID-papirer, og fordi politiet havde fundet “værktøj til hærværk” på en af vores kammerater. Disse ‘værktøj til hærværk’ viste sig at være en sprit-tusch …

Første demonstration: Vi Är 94 %
Efter at have gennemgået politiets udlændingekontrol tog vi videre til samlingspladsen for den første demonstration via Stockholms metro.
Ved Kungsträdgården i det centrale Stockholm samledes demonstrationen. Efter nogle antiracistiske taler gik demonstrationen hen til Berzelii Park via Kungsträdgårdsgatan og Hamngatan. (For dem, der ikke er bekendte med det centrale Stockholms geografi, er det en gåtur på ca. 600 meter.)
Efter at demonstrationen holdt ved Berzelii Park, erklærede arrangørerne demonstrationen for afsluttet og opfordrede deltagerne til at tage videre til støjdemonstrationen ”Ljudiska Konspirationen”.
De ca. 1.500 deltagere i Vi Är 94 % bevægede sig umiddelbart videre til Gamla Stan, Stockholms gamle bykerne.

Anden demonstration: Ljudiska Konspirationen
Samtlige større broer ind til Gamla Stan havde politiet spærret af godt og grundigt. Med kravalle-hegn, hollændervogne og kæder af politimænd blev sværmen af antifascister nægtet adgang til Gamla Stan over bl.a. Strömbron og Norrbron. Ved Riksgatan – passagen gennem det svenske folketing Rosenbad – var der dog hul igennem i et vist omfang. Politiet kunne ikke lukke hele Gamla Stan fuldstændigt ned; at gøre det ville svare til at lukke Strøget i København helt ned for at tillade en nazi-demonstration på Gammel Torv-Nytorv.
I første omgang stopper store dele af Ljudiska Konspirationen lige ved folketinget. Men snart siver smågrupper videre ind i Gamla Stan og tættere på Mynttorget, den plads hvor nazisternes demonstration skulle ende. Snart er de fleste antifascister nået ind i Gamla Stan. Da vi når hen til Myntgatan – kun 100 meter fra Mynttorget – ser vi nazisternes demonstration gå forbi! Politiet eskorterer nazisterne med mandskabsvogne, kampklædte betjente, hunde og heste. Moddemonstranterne lader sig dog ikke skræmme af politiet, og menneske-kor, der råber ”nazi-svin!”, følger nazisterne, imens de går forbi sammen med spontane udråb som ”Føj for helvede, hvor er I ulækre!”, ”Din mor må skamme sig over dig!” og ”Fuck ud af vores by, fascist-svin!”.

Da nazierne var nået frem til Mynttorget, vrimlede moddemonstranterne frem til politiafspærringerne. I den knap halvanden times tid, som nazisterne demonstrerede, blev der larmet fantastisk meget. Med vuvuzelaer, kampråb og fløjter lykkedes det for den ‘lyd-iske konspiration’ at skabe et fuldstændigt øredøvende støjniveau. Nazisternes taler fandt sted oven på det taktfaste råb ”nazi-svin!” og eksploderende kanonslag.

Ved to tilfælde kom det til sammenstød mellem politi, fascister og antifascister. Da en deling på ca. 30-40 forsinkede nazister ville tilslutte sig til den større demonstration, stormede antifascister politiets afspærringer og drev blandt andet det beredne politi væk. Herefter haglede kanonslag og romerlys ned over fascisterne, som løb forvirrede omkring, inden det lykkedes politiet at dirigere dem ind bag afspærringerne og ind til nazisternes demonstration.

I det øjeblik, nazisterne skulle til at forlade Gamla Stan igen, ryddede politiet gaden og fik skubbet næsten alle moddemonstranter op i de tilstødende gyder og stræder. Derefter kørte de mandskabsvogne hen til politikæderne og dannede på den måde en mur af biler og betjente mellem nazisterne og antifascisterne. Dette til trods haglede der igen kanonslag og romerlys ned over nazisterne, da de marcherede forbi – og kampråbene imod nazisterne voksede i styrke til en orkan.

Efter at nazisterne havde forladt Gamla Stan, kom det igen til mindre sammenstød, da en del af nazi-demonstrationen brød ud og prøvede at nå frem til moddemonstranterne. Ca. 100 antifascister prøvede også at nå frem til nazisterne, men da den eneste vej mellem de to grupper var igennem en metrostation, kunne politiet hurtigt spærre vejen.

Dette blev den sidste større konfrontation mellem antifascister og nazister den 10. december. Nazisterne blev herefter eskorteret af politiet til deres busser og kørt ud af Stockholm. Vi antifascister samledes til aftensmad og hygge i gode kammeraters selskab på det venstreradikale Kafé 44.

LO og socialdemokrater i antiracistisk demonstration
Udover de to demonstrationer tæt på Gamla Stan arrangerede også SSU – Sveriges Socialdemokratiska Ungdom – en antinazistisk demonstration syd for Gamla Stan sammen med det svenske LO. Ung Vänster – Vänsterpartiets ungdomsforbund og danske SFU’s søsterorganisation – arrangerede også en række antiracistiske flashmobs i Stockholm i løbet af dagen.

Ordensmagten
Den nazistiske demonstration i Stockholm kunne kun gennemføres bag flerdobbelte politiafspærringer, kravalle-hegn og checkpoints, støttet af politi til hest, betjente med hunde, voldspsykopatiske civilbetjente, en politihelikopter med lysende projektør og, til tider, veritable mure af mandskabsvogne.

Til trods for den enorme politiindsats var der mange tidspunkter hvor politiet fuldstændig mistede kontrollen over situationen og ikke kunne garantere nazisternes sikkerhed. Udover de konfrontationer beskrevet ovenfor har Projekt Antifa også skrevet en glimrende beretning, hvor de går mere i dybden med politiets taktik.

Fascisterne
I de ti år, der er blevet afholdt Salem-march, har antallet af deltagere aldrig været lavere end i år. Sidste år deltog ca. 700 nazister i Salem-marchen. I årets march deltog et sted mellem 300 og 550. Tendensen med faldende deltagerantal er altså ikke vendt eller stagneret – fascisterne bliver stadig færre og færre til vintermanifestationerne i Stockholmsområdet.
Der blev optaget videoklip indefra en del af nazisternes demonstration, som kan ses her. At dømme ud fra disse videoklip og nazisternes ansigtsudtryk og adfærd på selve dagen, lader det ikke til at have været en sjov dag at være fascist på. Fra at de ankom til Stockholm til at de forlod byen igen, har de ikke kunnet undgå at høre den mange gange større antifascistiske demonstration og at blive konfronteret med, hvor afskyelige jævne mennesker synes, at de er.
Fascisternes fysiske sikkerhed har heller ikke kunnet garanteres hele vejen igennem. Den store politiindsats til trods har der regnet romerlys og kanonslag ned over dem, og det har muligvis ikke gjort demonstrationen til en særlig behagelig oplevelse. Da fascisterne forlod Gamla Stan, hævnede de sig ved at smide fakler, flasker og sten imod den antifascistiske folkemasse. Disse kasteskyts blev dog hurtigt sendt retur.

Rejsen tilbage
Busrejsen tilbage til Danmark foregik meget stille og roligt. Efter en hel dags antifascistiske demonstrationer var vi alle sammen ret trætte, men meget glade og tilfredse med resultatet.
Arrangørerne huskede os på vigtigheden i at passe på hinanden såvel socialt og mentalt, som fysisk og sikkerhedsmæssigt.
Antifascistisk kamp kan nogle gange lede til voldelige konfrontationer med politi eller fascister. Det er utrolig vigtigt for aktivisternes mentale helbred, for stemningen og kulturen i organisationen og i sidste ende for selve organisationens bæredygtighed, at der ikke skabes en macho-kultur omkring vold og konfrontationer. At ende i voldelige situationer kan være utrolig stressende og belastende på det mentale plan. For at vi skal fortsætte med at have et godt mentalt helbred og undgå at få stress og brænde ud, er det vigtigt og nødvendigt, at vi skaber rum, hvor vi kan tale om vores oplevelser, negative som positive, uden at føle os pressede til at leve op til alle mulige og umulige macho-idealer.

Kom til intromøde i det nystartede LS-Viborg. Der vil være oplæg om libertær socialisme og efterfølgende debat samt snacks, kolde øl og sodavand.

TID: Onsdag den 4. januar 2012, kl. 18:00

STED: c/o Socialistisk Folkeparti – Vendersgade 11, kld. – 8800 Viborg

BEGIVENHED: http://www.facebook.com/events/296627023708730/

Like os på Facebook: LS-Viborg