Direkte Aktion #3 er klar til at blive læst. Skriv til os hvis du eller din organisation vil have nogle eksemplarer tilsendt. Du kan også skrive en kritik eller et læserbrev til en af artiklerne.
apr 17 2013
Direkte Aktion #3 er udkommet!
dec 10 2012
Direkte Aktion #2 er udkommet!
I dag – mandag d. 10. december – er der udkommet et nyt eksemplar af vores blad, Direkte Aktion. Bladet er denne gang på 36 sider i et handy format, der passer lige i lommen på din vinterjakke.
Direkte Aktion #2 kan findes rundt omkring i landet på forskellige studiesteder, fristeder og venstreorienterede centre.
Nummeret kan downloades her som pdf-fil, og Modkraft har også en artikel om bladet samt to af artiklerne fra bladet:
nov 06 2012
Foredrag med Michael Albert onsdag d. 7/11
Michael Albert er en af de væsentligste fortalere for PARECON – Participatory Economics – og en af stifterne af International Organization for a Participatory Society. Onsdag gæster han Studenterhuset i København.
Michael Albert er en amerikansk aktivist, økonom og forfatter. Han har været med til at grundlægge South End Press og http://
Han er i Europa for at fortælle om participatory economics (et økonomisk system baseret på deltagerdemokrati) og den nyopstartede “International Organization for a Participatory Society”. LS København opfordrer alle til at deltage.
Foredraget bliver afholdt i Studenterhuset i København (Købmagergade 52, 1150 København) onsdag d. 7. november kl. 19.30 og der er gratis adgang. Efter foredraget vil der blive mulighed for spørgsmål og debat.
Tilmeld dig meget gerne arrangementets Facebook-event.
Læs evt. mere på IOPS’ hjemmeside.
aug 16 2012
Organizing with the IWW!
Hejsa folkens!
Så er vi i Libertære Socialister København tilbage fra sommerferie, og vi lægger ud med et arrangement nu på tirsdag, hvor vi får besøg af Erik Forman fra den revolutionære syndikalistiske fagforening Industrial Workers of the World:
Erik Forman er faglig aktivist og organisator for Industrial Workers of the World, og på tirsdag kommer han til København, hvor han vil fortælle om IWW, om deres arbejde med at organisere såkaldt “prekært ansatte” i bl.a. kaffekæden Starbucks og i fastfood-industrien samt deres engagement på græsrodsniveau i arbejderbevægelsen i Wisconsin samt i Occupy-demonstrationerne.
Occupy the Future: Class Struggle in the USA and the Return of the IWW
The global economic crisis of 2007 has increased the misery of life under capitalism for workers around the world, particularly the already poor and precarious. However, amidst the tragedy of increased exploitation and poverty, new struggles have erupted, each with their own potentials for human liberation as well as limitations. In this talk, US labor organizer Erik Forman will discuss his experiences rebuilding the legendary Industrial Workers of the World at Starbucks and in the the US fast food industry, participating in the grassroots workers’ movement in Wisconsin and in the Occupy protests, and the role of each of these movements in opening up a path toward global emancipation of the working classes.
Det hele foregår hos Internationalt Forum, Griffenfeldsgade 41, 2200 København N på tirsdag d. 21. august kl. 20. Oplægget bliver på engelsk og varer ca. en time med spørgsmål og diskussion efterfølgende. Der vil være mulighed for at købe palæstinensiske øl til oplægget. Vel mødt! 
maj 09 2012
Pressemeddelelse vedr. ekstremismerapport
I anledning af, at Socialministeriet i tirsdags offentliggjorde en rapport om “politisk ekstremisme”, hvori de bl.a. omtaler Libertære Socialister og Socialistisk UngdomsFront har de to organisationer udarbejdet denne fælles pressemeddelelse:
Ekstremismerapport – politisk bestillingsarbejde, fuld af fejl og fordrejninger
Tirsdag d. 8. maj 2012 kunne man i landets aviser læse om offentliggørelsen af en ny rapport vedrørende politisk ekstremisme. Rapporten er skrevet af Chris Holmsted Larsen fra RUC og bestilt af Social- og Integrationsministeriet som et indledende arbejde i en kortlægning af “politisk ekstremisme”. For os, der kender hverdagen på den udenomsparlamentariske venstrefløj, fremstår rapporten dog mest af alt som et bestillingsarbejde, i hvilket løse informationer (som reelt alle kan findes på nettet) og halve sandheder er skrevet sammen, så de kan passe ind i en skabelon, der har været givet på forhånd: Nemlig at der i Danmark er et reelt problem med farlige og anti-demokratiske ekstremister på yderfløjene, som driver krig mod hinanden, til fare for samfundet og alle dem, der skulle komme forbi. Vi har som medlemmer af Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront til stor overraskelse kunnet konstatere, at vi uden videre belæg kobles til politisk ekstremisme og sættes i bås med diverse voldsberedte og antidemokratiske højreekstremister.
“Rapporten er ikke bare fuld af direkte faktuelle fejl, men indeholder også flere insinuationer, som hverken er begrundede eller underbygget med kildehenvisninger,” siger Malte Krogh fra Libertære Socialister København.
Ukendskab eller mangel på reelle ekstremister?
Når rapporten anfører Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront i en kontekst af venstre-ekstremisme og dermed som et udtryk for anti-demokratisk og problematisk radikalisme, må det bero på et decideret ukendskab til vores organisationer og ideologier, og evt. på, at forfatteren har manglet reelle eksempler på anti-demokratiske venstreekstreme grupperinger. “Vi lægger stor vægt på åbenhed og er stærke tilhængere af et omfattende og gennemsigtigt direkte demokrati, ligesom vi vender os imod brug af vold som et politisk middel”, fortsætter han.
Victoria Velásquez fra Socialistisk Ungdomsfront supplerer: “Når menneskerettigheder bliver brudt, er vi da om nogen dem, der træder til først. Når demokratiet skal forsvares eller udvides, er vi da om nogen dem, der støtter op”.
For at koble vores organisationer til venstre-ekstremisme benytter rapporten sig af en lemfældig omgang med begreber som “anarkisme”, “militans” og “handlingens propaganda”, idet disse fremmanes som begrebsmæssige bussemænd, der spiller på diverse fordomme for at skabe et diffust skræmmebillede, uden at der dog belægges nogen direkte forbindelse til vores organisationer.
Således skriver rapporten fx i indledningen til det afsnit, hvor vores organisationer omtales:
“Der er et væsentligt skisma imellem anarkisternes fokus på ”handlingens propaganda”, hvilket historisk typisk har udartet sig i terrorisme og politisk vold, og socialisterne og kommunisternes fokus på organisering af arbejderklassen, der skulle forberede arbejderklassen på en revolution, der først kan finde sted, når de objektive omstændigheder er de rette.”
Enhver, der giver sig tid til at sætte sig ind i vores organisationers holdninger til disse spørgsmål, vil imidlertid vide, at vi klart forkaster denne “handlingens propaganda” og i stedet anskuer netop organisering af arbejderklassen som den eneste anvendelige fremgangsmåde. Dette er blot ét af en række eksempler på udeladelser og u-underbyggede insinuationer, der tjener til at få Socialistisk Ungdomsfront og Libertære Socialister til at fremstå ekstremistiske.
Fejl og fordrejninger
Libertære Socialister omtales som en erklæret militant organisation. “Det lyder givetvis hårdt og farligt i manges øren, men rapporten undlader at nævne, at vi med militans forstår aktionsformer som strejker og blokader – metoder, der såvel historisk som aktuelt nyder bred opbakning blandt fagforeninger og venstrefløjens partier, uden at disse af den grund klassificeres som ekstremister”, siger Rasmus Pinnerup fra Libertære Socialister København.
Socialistisk Ungdomsfront kaldes ikke direkte for en venstreekstrem organisation, men bringes i samme kontekst af mere diffuse skræmmebilleder og beskyldes for at være “en trædesten til mere ekstreme politiske grupperinger”. Belægget for denne påstand er dog noget tyndt, idet det udgøres af et enkeltstående tilfælde, hvor en person, der i en kortere periode havde været medlem af (men ikke særligt aktiv i) Socialistisk Ungdomsfront, sidenhen blev anholdt og sigtet for ildspåsættelse med en terror-paragraf.
“Jeg kan ingenlunde være enig med ham i, at SUF skulle være en “trædesten” for folk, der sidenhen bliver ekstremister”, udtaler Chris Bay fra Socialistisk Ungdomsfront. “Faktisk er det ofte stik modsat: at folk kommer ind i SUF med forvirrede og flyvske idéer, men sidenhen “falder lidt ned” og kommer til at arbejde i Enhedslisten, elev- og -studenterbevægelserne eller andre seje steder. Jeg har aldrig hørt om folk der blev radikaliseret i en voldelig retning i SUF”, afslutter han.
Tilsvarende tendentiøs er beskrivelsen af Libertære Socialister, idet det væsentligste konkrete belæg for organisationens ekstremisme er, at den demonstrationsblok, som LS arrangerede i den store folkelige massedemonstration under klimatopmødet COP15, blev anholdt. Hvis man ser bort fra, at blokken ikke blev anholdt, men “administrativt frihedsberøvet”, er det isoleret set korrekt, men det er dog groft tendentiøst, idet rapporten belejligt undlader at omtale, at frihedsberøvelsen efterfølgende blev dømt uhjemlet og dermed ulovlig af såvel Københavns Byret som Østre Landsret, hvorfor de deltagende efterfølgende fik tilkendt erstatning.
Ud over disse tendentiøse fremstillinger kan man konstatere en række faktuelle fejl, f.eks. at LS skulle have 300 medlemmer (hvilket, desværre, ikke engang er i nærheden af at være korrekt), at der skulle eksistere to nutidige danske kommunistpartier, hvoraf ét hedder “Partiet Kommunisterne” (der eksisterer fire: Kommunistisk Parti i Danmark, Kommunistisk Parti, Danmarks Kommunistiske Parti og Arbejderpartiet Kommunisterne), samt at den autonome bevægelse ikke længere eksisterer. Disse faktuelle fejl vidner om manglende grundighed i udforskningen af sagsområdet.
Ekstremisme-stempling er udemokratisk
Overordnet set må denne nylige fokus på “politisk ekstremisme” ses som et forsøg på at udgrænse en legitim politisk kritik af uretfærdigheder i det bestående system og fjerne fokus ved at underkende den som relevant kritik og i stedet gøre den til et spørgsmål om manglende demokratisk indstilling. Men det er netop i forlængelse af demokratiets principper, at en sådan kritik må fremmes og tages alvorligt, og ikke udgrænses som en art farlig “tankekriminalitet”. Den megen snak om farlige ekstremister er spin for at få det partipolitiske spektrum fra SF til de Konservative til at fremstå som det eneste normale og acceptable. Med skræmmebilleder og propaganda vil man udelukke bestemte politiske idéer fra samfundsdebatten, sætte grænser for den frie debat og give danske skolebørn en bestemt politisk opdragelse – alt sammen finansieret af skattepenge. Dét er om noget anti-demokratisk.
“At delegitimere sine politiske modstandere ved at pakke falske påstande og bagvaskelse ind i noget, der skal ligne seriøs forskning, er ikke bare fejt, men også direkte skadeligt for demokratiet og debatten. Vi håber, at Socialministeriet ser dette som det makværk, det er, og putter det direkte i makulatoren,” udtaler Malte fra Libertære Socialister.
“Danmarks politikere har sendt Danmark i krig som besættelsesmagt, på et grundlag, som var både falskt og moralsk afskyeligt. Dette har ført til mange afghaneres, irakeres og danskeres unødvendige og alt for tidlige død. Danmarks politikere indskrænker gang på gang borgernes friheder og rettigheder med oppustede trusselsbilleder som begrundelse. Et bredt flertal i Folketinget stemte for den såkaldte lømmelpakke, som førte til brutale fængslinger af tusindvis af borgere under klimatopmødet, i direkte strid med menneskerettighedskonventionen. Deres eneste forbrydelse var, at de ville deltage i demokratiet,” siger Rasmus fra Libertære Socialister.
De virkeligt farlige er ikke demokrater som Socialistisk Ungdomsfront og Libertære Socialister – det er de danske politikere og deres krigshetz, glidende indskrænkning af demokratiet og tiltagende angreb på en solidarisk samfundsorden.
— Udsendt af Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront, onsdag d. 9. maj 2012.
The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum – even encourage the more critical and dissident views. That gives people the sense that there’s free thinking going on, while all the time the presuppositions of the system are being reinforced by the limits put on the range of debate.
— Noam Chomsky, The common good, 1988
apr 22 2012
Snart dages det …
Vi nærmer os efterhånden snart 1. maj – Arbejdernes internationale kampdag – og sædvanen tro vil vi i LIBERTÆRE SOCIALISTER KØBENHAVN sætte fokus på dagens indhold som politisk kampdag og ikke bare en festdag; det kan næppe være gået nogen forbi, at det er hårdt tiltrængt!
I lyset af, at arbejdet (og især arbejdsløsheden) igen er blevet en højaktuel kamp-arena, arrangerer vi en 1. maj-demonstration i arbejderkampens tegn. Under parolen UANSET REGERING, ARBEJDERKAMP! indkalder vi til SYNDIKALISTISK 1. MAJ-demonstration fra Gammeltorv d. 1. maj kl. 14.00.
Plakat for Syndikalistisk 1. maj
Der har de seneste år været en opblomstring af syndikalistiske arbejderkampe. Fra PROSAs kampe mod CSC’s nedskæringer over unges kamp for lærlingepladser til fremtidsfighters faglige aktioner mod Joe and the Juice og Agnes Cupcakes. I en tid, hvor resten af fagbevægelsen har faldende medlemstal, mener vi, at en besinden sig på den syndikalistiske tradition og den direkte aktion er vejen frem for for fagbevægelsen.
Yderligere har der været et hav af direkte aktioner de sidste mange år: mod kulkraft og for klimaretfærdighed, mod uanstændige forhold for asylansøgere, for en bedre by og et bedre samfund. Disse kampe skal styrkes.
Derfor vil vi lave en bred demonstration, som samler alle syndikalistiske initiativer. Det sker den 1. maj på Gammel Torv kl.14:00. Meld dig til på Facebook og kom og vær med!
SYNDIKALISTISK 1. MAJ har sin egen hjemmeside, hvorfra vi bringer demonstrationens politiske grundlag. Læs det før din nabo
Velkommen til Syndikalistisk 1. maj!
På arbejdernes internationale kampdag i år mødes vi kl. 14.00 på Gammel Torv for at demonstrere under parolen ”Uanset regering – Arbejderkamp!”. Herunder finder du det politiske grundlag, som vi demonstrerer på.
Krisen raser stadigvæk – i flere former
De sidste 5 år har den globale økonomi gennemgået en af de dybeste kriser nogensinde. Krisen, der startede som en finansiel krise, har nu også bredt sig til andre områder i samfundet. Det er nu ikke kun tale om en finansiel krise, men også om en demokratisk krise, klimakrise, madkrise, energikrise og den sociale krise. Nogle af disse har været undervejs i mange årtier. Nogle var til stede allerede ved finanskrisens begyndelse, mens andre er en konsekvens af finanskrisen.
Finanskrise
Vi syndikalister går ind for en økonomi planlagt og målrettet efter menneskers og økosystemers behov og evner. Vi synes, at økonomien skal styres gennem direkte demokratiske beslutninger, så at der bliver sørget for alle menneskers behov, og miljøet aldrig lider overlast under kortsigtet rovdrift, forurening og affald. Kapitalismen er den totale modsætning til den syndikalistiske økonomi. Her eksisterer der ingen demokratisk styring med produktionen eller distributionen – hvad der produceres og hvor det ender har intet at gøre med, hvad mennesker har brug og behov for. Det eneste, der tæller, er, at den i forvejen rige elite bliver endnu mere forgyldt.
En af kapitalismens hjørnestene – og en af dens største selvmodsigelser – er, at den kræver vækst for at kunne fungere. Uendelig vækst. For enhver, der ikke er idiot eller borgerlig økonom, er det en selvfølge, at uendelig vækst ikke kan finde sted på en endelig klode. Den begyndende ressourceknaphed på jordkloden volder også kapitalismen en del problemer: Billige råstoffer bliver knap så billige, derefter dyre og er til sidst helt brugt op.
Kapitalismen prøver at komme uden om dette på mange måder. En af måderne er ved at skabe langt mere abstrakte former for handel. Gennem fupnumre og metahandel skabes en finansiel verden, hvor pengeværdier bliver helt frakoblet materielle værdier. Sådanne korthuse ramler før eller siden sammen, og skaber kapitalismens tilbagevendende finanskriser.
Kapitalismen skaber spild, miljøsvineri, spekulation, udbytning, ulighed og undertrykkelse. Det kan ikke reformeres eller reguleres væk, men er en del af kapitalismens syge system.
Vi vil afskaffe kapitalismen og demokratisere hele økonomien. Sådan skaber vi et samfund bygget på lighed, frihed og økologisk bæredygtighed!
Parlamentarisk og demokratisk krise
Syndikalismen kæmper for et samfund styret helt ved demokrati. Men ikke den art demokrati, vi kender som parlamentarismen, som fjerner beslutningerne og magten fra folket. Syndikalismen går ind for direkte demokrati, hvor enhver, der påvirkes af en beslutning, også har retten til at påvirke beslutningen. Arbejdspladser, skoler, boligblokke, ja hele samfundet vil vi syndikalister se styret gennem direkte demokrati, organiseret gennem føderationer. Denne styreform vil sikre, at alle borgere bliver gjort myndige og deltagende i alle beslutninger, der vedrører dem. På den måde vil samfundet blive opbygget til at tilfredsstille alles behov, og give individet maksimal frihed.
Parlamentarisk ”demokrati”; retten til at udpege sine egne herskere, har været den mest almindelige regeringsform i Europa de sidste mange årtier. Med den Europæiske Union har beslutningerne og magthaverne flyttet sig endnu længere væk fra folket end Folketinget var – som om det ikke var svært nok at få politikerne til at opfylde sine valgløfter i forvejen! EU har indskrænket de almindelige borgeres mulighed for at påvirke politiske beslutninger og undermineret de sociale og faglige rettigheder vi har tilkæmpet os.
Nu er det næste logiske trin i EU’s afvikling af demokratiet kommet – i Italien og Grækenland har den Europæiske Centralbank (ECB) installeret teknokrat-regeringer. Disse regeringer, bestående af ”eksperter” udpegede af ECB, har så til opgave at gennemføre de nedskæringer som de demokratisk valgte regeringer ikke kunne gennemføre p.g.a. folkeligt modstand.
I Danmark er vi ikke nået dertil endnu. Fagpamperne, med LO’s Harald Børsting i spidsen, har indtil videre lykkeligt accepteret alle krav om reallønssænkninger, og de såkaldt “røde” partier har med glæde videreført VKO-regeringens blå politik. I stedet for en teknokrat-regering har vi fået en parlamentarisme, hvor vi kan udskifte politikerne, men ikke ændre den førte politik.
Vi vil erstatte den parlamentariske blindgyde med et levende og direkte demokrati i hele samfundet!
Klimakrisen
Klimaet udgør en vigtig del af grundlaget for hele vores eksistens. Syndikalister ved, at ingen nation, firma eller person kan tage sig retten at forandre, forringe eller ødelægge klimaet – det er et slag mod hele menneskehedens livsgrundlag. Desværre undergår klimaet allerede forandringer, der skaber hårdere levevilkår for millioner af mennesker. For at håndtere disse klimaforandringer og dets konsekvenser kræves en samlet indsats fra hele klodens arbejderklasse. Ved strejker og blokader imod de virksomheder, der forringer klimaet, kan vi gribe ind imod det mest presserende miljøsvineri. Ved at overtage kraftværker, transportsektoren og andre klimabelastende dele af produktionen, og underlægge dem direkte demokratisk kontrol, kan vi sikre, at forureningen minimeres og kompenseres hurtigst muligt.
I december 2009 viste magthaverne os, hvilke prioriteter de har. Den ‘sidste og bedste’ af alle chancer for at aftale med hinanden, hvordan vi undgår at destabilisere jordens økologiske balance og presse millioner af arbejdere ud i fattigdom, sult og tvangsforflytning, blev forspildt. Det danske politi viste, hvad de var til for, og anholdte revl og krat på kommando. Politikerne viste, at de var til for at beskytte kapitalinteresser. De rige lande blokerede for ethvert forslag, som kunne forpligte eller ramme kapitalejerne i deres lande. De varetog kapitalismens grundlæggende behov: vækst, konkurrence og egoisme, og ikke planeten eller arbejdernes.
Store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen har også gjort kapitalismens problemer til deres egne og foreslår, at kapitalismens skal vokse på en grøn måde. I virkeligheden er det ikke en plan for at redde jorden; det er en taktik for at klare sig bedre i kapløbet mellem de konkurrerende stater som ofrer planeten, arbejdere i alle lande og vores børns fremtid på kapitalismens alter, når de mødes til den årlige forbrydelse, de kalder for COP’en.Vi skal udover appelpolitiken og udfordre de magthavere som varetager de riges interesser!
Syndikalismen er en af vejene ud af dødvandet. Klimaforandringer skabes hver dag på vores arbejdspladser. Vi skal ikke bare forlange retten til ikke at blive udbyttet, når vi arbejder. Vi skal forlange, at produktionen skal være bæredygtig, og at den ikke skal nedbryde, men opbygge vores fælleder. Præcis som på det sociale område vinder vi som antikapitalister og syndikalister intet ved at begrænse os til at bede magthaverne om at redde os. Vi skal bekæmpe klimaforandringer ved at forlange systemforandringer.
Vi vil bruge strejken, blokaden og den direkte aktion for at stoppe ødelæggelsen af klimaet! Kapitalismen er ude af stand at tage hensyn til klimaet og menneskehedens fremtid.
Social krise
Dagens samfund er det, vi syndikalister kalder for et klassesamfund. En overklasse bestående af kapitalejere, politikere og chefer har med brug af medierne og politiet kontrollen over arbejdspladser og skoler og har dermed magten over samfundet. Vi, der får hjulene i samfundet til at dreje rundt – arbejdere, studerende og arbejdsløse – har ingen magt over samfundet, andet end det vi i fællesskab tilkæmper os. Overklassen nyder al rigdom og magt, mens arbejderklassen står tilbage med afmagt, fremmedgørelse og fattigdom. Trods denne interessekonflikt råder der klassesamarbejde.
Gennem de sidste år har politikere, økonomer og andre selvudnævnte eksperter fortalt os, at vi alle sammen må tage ansvar for at rette op på økonomien og væksten. Vi skal alle sammen trække livremmen ind, og sænke vores forventninger på vores levestandard, uddannelser, arbejdspladser, velfærd og det sociale sikkerhedsnet.
Vi har set vores muligheder for pension, vores uddannelser, vores rettigheder i.f.m. arbejdsløshed og en række andre områder i velfærden angribes og udhules af politikere fra hele det politiske spektrum. Men på direktørgangen er der lønfest, og store selskaber fejrer nye rekordprofitter. Snakken om, at vi på fabriksgulvet skal samarbejde med ledelsen for at komme ud af krisen er tom snak. De rige og magtfulde udnytter krisen til at forringe vores velfærd og presse vores rettigheder og frihed, så at de kan sikre sig endnu større profitter og endnu mere magt. Hvis vi arbejdere prøver at stoppe forringelserne eller sågar kræve forbedringer, bliver vi anklaget for krævermentalitet og grådighed. Anklagerne kommer oftest med spidsen rettet imod særlige segmenter af arbejderklassen; ufaglærte skal hade studerende, forældre skal afsky pensionister, faglærte skal se ned på de arbejdsløse og så videre i en uendelig række af del og hersk-strategier. Og så er vi ikke engang begyndt at tale om racisme, sexisme og homofobi.
Hvis vi går med på præmissen om samarbejde mellem arbejderklasse og overklasse som løsningen på krisen ender vi arbejdere med at betale hele regningen for en krise som overklassen har skabt. Og regningen byder ikke kun på lavere løn og længere arbejdstid, men også vores rettigheder og friheder på arbejdsmarkedet, og vores velfærd. Hvis overklassen får magt som de har agt, bliver krisen løst gennem at presse arbejderklassens levestandard og indflydelse tilbage til 1800-tallets niveau.Vi syndikalister opfordrer til solidaritet i hele arbejderklassen – og kamp gennem direkte aktion imod overklassen!
Madkrise
Det er en menneske-ret at spise sig mæt, og at få tilstrækkeligt af lækker mad hver dag burde være en selvfølge for hele menneskeheden. I et syndikalistisk samfund vil befolkningen organisere produktionen og distributionen af fødevarer efter sine behov. På den måde vil alle få den mad, de har brug for, og maden vil dyrkes og formidles økologisk og socialt bæredygtigt, med menneskers og naturens behov som de vigtigste prioriteringer.
Under kapitalismen er firmaers profit den vigtigste bestemmende faktor for produktion og distribution af fødevarer. Konsekvensen af kapitalejernes grådighed er ødelæggelse af klimaet og naturen, sult og underernæring for befolkningen i mange lande, mens høsten andre steder bliver brændt af for at holde priserne høje. Befolkningen i andre lande lider under overvægt og velfærdssygdomme.
Manglen på fødevarer i det globale syd er kun blevet værre de sidste mange år, med sult, mad-optøjer og mange døde som følge. Denne mangel er ikke en naturkatastrofe, men en konsekvens af kapitalismen. For at kunne opretholde og øge profitten for enkelte firmaer bliver mere og mere vidtgående midler taget i brug, og dette gælder i den grad også for fødevarefirmaer. Genetisk modificerede afgrøder, gødning og pesticider lavet af petroleumsprodukter, og privatisering af landbrugsjord er bare nogle af ingredienserne i det mareridt, der forringer jorden og lokalbefolkningers muligheder for selvforsyning af fødevarer. Handel med forureningsrettigheder (”CO2-kvoter”) og andre falske vedtag for klimakompensation, der bliver omtalt og markedsført som grønne og bæredygtige af regeringer og firmaer over hele verden, grundlægger den fuldstændigt skævvredne og uretfærdige fordeling af landbrugsjord og fødevarer, som plager jordens befolkning i dag.
Vi kræver at fødevareforsyningen underlægges demokratisk kontrol, og at den omlægges til en økologisk bæredygtig drift!
Energikrise
Allerede i dag har vi teknikken til at forsyne samfundet med energi fra økologisk bæredygtige kilder i form af solfangere, vindenergi, bølgeenergi, termoenergi, m.v. De energisparende og forurenings-reducerende vedtag, der skal til for at gøre samfundet økologisk bæredygtigt, kender vi også: mere og bedre-fungerende kollektivtrafik, klimarenoveringer, effektivt vandforbrug og integration af landbrug i byerne, for bare at nævne nogle få.
Det syndikalistiske samfund vil skabe økologisk bæredygtig forbrug og energi-produktion. Vi vil sikre, at høj levestandard ikke stopper brat, når klimaforandringerne bliver overvældende og der ikke er mere kul og olie, men at også fremtidige generationer har et godt livsgrundlag.
Den moderne kapitalisme er helt afhængig af fossile brændstoffer som energikilde. Den øgende mangel på fossile brændstoffer leder ikke kun til dyrere priser på varme, transport, fødevarer og dermed højere leveomkostninger for arbejderklassen. De højere priser på fossile brændstoffer leder også til, at oliefelter på dybt vand eller i kolde klimaer bliver interessante for olieselskaberne. De besværlige omstændigheder for udvindingen af olie og gas på disse steder leder til endnu højere risici for udslip og oliekatastrofer, som vi så det på British Petroleums olieplatform Deep Horizon i den mexicanske golf i 2010.
Mange stater ser behovet for alternative energikilder, men forstår ikke vigtigheden af en hurtig omstilling og er fortsat ligeglade med social og økologisk bæredygtighed. Profitten og den økonomiske vækst er det eneste, der tæller, og derfor placeres f.eks. vindmølleparker i oprindelige befolkningers leveområder eller følsomme økosystemer, med ødelæggelse af økosystemer og tvangsforflytninger af hele befolkninger som følge. Vi behøver ikke se længere end til klitplantagen i Østerild her i Danmark for at finde eksempler på dette.
Under kapitalismen sker omstillingen til alternative energikilder med kapitalens profit og nationalstaters konkurrencedygtighed for øje. Økosystemer og befolkningens vilje ignoreres.Vi kræver direkte demokratisk kontrol over energisektoren. Produktion og forbrug af energi skal omstilles til økologisk bæredygtighed snarest!
Vores svar – klassekamp
Den overklasse, der styrer vores samfund, har kun sine egne interesser for øje. De har hverken lyst til eller evne til at skabe et samfund, hvor borgere kan være lige og frie, eller hvor mennesker og natur lever i økologisk harmoni.
I Danmark er en kvælende klassesamarbejdspolitik fremherskende. Vi får at vide fra samtlige levebrødspolitikere, at kapitalismens krise er vores alle sammens problem, og at vi skal løse den i fællesskab. Men virkeligheden er en helt anden. Regningen for krisen tørres af på arbejderklassen, der ingen indflydelse har haft over den førte finanspolitik. Krisen bliver brugt til at presse vores levestandard og vores indflydelse som klasse tilbage, for at sikre endnu højere profit og lydig arbejdskraft til kapitalen.
Vi vil ikke finde os i samarbejdspolitikken, for samarbejdet er helt og grundlæggende falskt. Vi vil ikke længere appellere til politikerne, som bryder sine valgløfter, og som uanset parti alle sammen står bag en politik der gavner bankerne og overklassen på vores bekostning.Vi vil klassekampen, gennem den direkte aktion, for direkte demokrati, og et samfund baseret på lighed, frihed og solidaritet!
Vi ses på gaden d. 1. maj kl. 14!
Plakat for Syndikalistisk 1. maj
feb 23 2012
STOP ACTA – for et frit internet!
Libertære Socialister København opfordrer alle venner og sympatisører til at tage med os til demonstration mod ACTA på lørdag d. 25. februar.
Mange vil have hørt om SOPA og PIPA – de to lovforslag, som det ellers strengt neutrale net-leksikon Wikipedia fandt så skadelige, at de valgte at gå i blackout-strejke i 24 timer for at minde folk om, hvor vigtigt det er at bekæmpe den slags forsøg på at indskrænke vores frihed. SOPA og PIPA står ikke alene, men er del af en større kamp, der udkæmpes mellem de enorme firmaer i rettighedsindustrien og det massive flertal af helt almindelige internetbrugere, der ikke opfatter det som en forbrydelse at se videoer på YouTube eller høre musik på Grooveshark (selv om rettighedsindustrien arbejder på at lukke dem).
ACTA er det seneste tiltag i denne kamp: en handelsaftale udarbejdet bag lukkede døre, der forbigår demokratiet og skaber en parallel lovgivningsproces uden for demokratisk kontrol, eskalerer strafferetlige sanktioner over mindre forseelser ud af proportion og tvinger netudbydere ind i en rolle som privat ophavsretpoliti. Dette havde magteliterne tænkt sig at trække ned over hovedet på os uden nogen diskussion, og den danske regering har allerede formelt set tilsluttet sig! Dér har de imidlertid gjort regning uden vært, for efter at forhandlingerne ikke længere kunne holdes hemmelige, er der opstået et regulært internet-oprør fra neden blandt de mange almindelige internetbrugere, der udmærket indser, at nogen prøver at tage deres frihed fra dem, og de råber og op siger stop!
STOP ACTA!
Derfor dannedes i starten af februar fællesinitiativet STOP ACTA, som koordinerer den danske modstand mod ACTA og bl.a. arrangerer demonstrationer i de større dansker byer lørdag d. 25. februar. I Libertære Socialister har vi fra starten været engageret i dette initiativ, da vi mener, det er uhyre vigtigt at få stoppet kapitalinteressernes forsøg på at tvinge det frie internet ned i en form, som de kan regulere og således gøre til genstand for profitmageri. Frihed, lighed og retfærdighed er essentielle goder, som må forsvares, når de trues – og ikke mindst på internettet!
Duk op d. 25. februar og hjælp os med at stoppe ACTA!
Libertære Socialister København opfordrer derfor alle venner og sympatisører til at tage med os til den store STOP ACTA-demonstration på lørdag d. 25. februar. Vi mødes på Israels Plads kl. 15, og du finder os – som altid – under de sort-røde faner. Hvis der er for langt til København, er der også arrangeret demonstrationer mod ACTA i Århus og Aalborg.
I LS København har vi også lavet en løbeseddel i anledningen af demonstrationen, som vi tager med og deler ud. Den kan downloades herunder:
LS KBH's anti-ACTA-løbeseddel
LÆS MERE
Der er mange sider derude, der giver et overblik over problemerne med ACTA, men en af de bedste er denne side hos vores venner i BitBureauet. Her kan du også læse om, hvilke danske politikere, der vil trække ACTA ned over hovedet på dig.
En anden god kilde til, hvad der rører sig ang. ACTA er fællesinitiativets hjemmeside stopacta.nu. Her kan du læse om ACTA-relaterede begivenheder, finde links til mediernes dækning og bl.a. en kritisk gennemgang af ACTA-traktaten punkt-for-punkt.
Sidst men ikke mindst kommer selvfølgelig Facebook-gruppen STOP ACTA – Denmark og de tilknyttede demo-events i København, Århus og Aalborg.
Vi ses på lørdag!
feb 15 2012
SOPA & ACTA i krig mod den reelt eksisterende kommunisme
Act Up-Paris og La Quadratures ACTAivister i Luzerne, foran forhandlingsstedet.
SOPA & ACTA er de seneste forsøg fra den traditionelle kapitalismes side på at tilbagerulle en forvandling i udvekslingen af varer, som er taget til over de sidste par årtier. I et omdiskuteret interview i 2005 kaldte Bill Gates bevægelsen for fri kultur og open source for ”en slags moderne kommunister, som i forskellige skikkelser ønsker at fjerne incitamentet for musikere og filmproducenter og softwareprogrammører”. Dette forargede mange i bevægelsen, som var mere tilbøjelige til at identificere sig med Ayn Rands ultra-frimarkeds-højrefløj end med den traditionelle venstrefløj, men han havde faktisk fat i noget af det rigtige. Mange kunne ikke se det, fordi ”kommunisme” for næsten alle er kommet til at betyde noget i stil med det gamle Sovietunionen. Men ordet betyder meget mere end dette fallerede topstyrede eksperiment. Hvorfor havde Gates ret, og hvorfor skal vi være glade for det?
Det giver Paul Bowman fra vores irske venner i Workers’ Solidarity Movement et bud på herunder. Teksten er ikke nødvendigvis i alle henseende udtryk for Libertære Socialisters standpunkter, men bringes her, fordi den giver et interessant bud på, hvordan fri kultur og fri software-bevægelsen udgør et moderne eksempel på klassiske anarkistiske idéer om solidaritet, gensidig hjælp og omfordeling.
Continue reading “SOPA & ACTA i krig mod den reelt eksisterende kommunisme”
feb 07 2012
Kom til opstartsmøde for et dansk Planka-initiativ!
Libertære Socialister København holdt i januar et oplæg med aktivister fra den såkaldte Planka-bevægelse, der kæmper for gratis offentlig transport. Initiativet Planka.nu startede i Stockholm i 2001 som modsvar på endnu en i den endeløse række af stigninger i prisen på offentlig transport – et område, hvor priserne gennem de sidste mange årtier er steget voldsomt meget mere end den almindelige prisudvikling – og Planka vakte hurtigt en del opmærksomhed ved deres utraditionelle tilgang, hvor de bl.a. hjalp folk til at køre på røven uden at blive taget og iværksatte en bødeforsikring, så man for et beskedent månedligt beløb kunne få dækket evt. bøder. På trods af den kontroversielle tilgang til emnet voksede Planka sig hurtigt stort og findes nu tillige i byer som Göteborg og Oslo.
Priserne på offentlig transport har i tredive år været på himmelfart.
Også i Danmark lider vi under de voldsomme prisstigninger på offentlig transport, der gør det til en betydelig udgift overhovedet at komme rundt i byen. Hvis taksterne havde fulgt med den almindelige prisudvikling, ville en to-zoners-billet, der i dag koster 24 kr., i stedet koste 9 kr.! Dette er ikke bare socialt urimeligt, men også grundlæggende skadeligt fra et miljøperspektiv. Og den offentlige debat om emnet er stort set ikke-eksisterende.
Der er i det hele taget masser af gode grunde til at lade os inspirere af vores svenske og norske venner og forsøge at gøre noget ved problemerne herhjemme også. Derfor indbyder vi nu alle interesserede til at være med til at starte et dansk Planka-initiativ op. Det foregår søndag d. 12. februar kl. 14.00 hos Internationalt Forum (Griffenfeldsgade 41, 2200 København N), og alle er velkomne.
Man er meget velkommen til at melde sig til på Facebook.
jan 15 2012
Oplæg og debat med Planka.nu
I LS København har vi hen over efteråret og vinteren arrangeret en række på fire oplæg, hvor vi ser nærmere på begrebet militans i dets forskellige betydninger og i forskellige sammenhænge. Onsdag d. 18. januar byder vi ind til fjerde og sidste oplæg i serien, og det skal denne gang handle om hverdagsmilitans.
Der findes mange forskellige former for hverdagsmilitans, og som eksempel har vi valgt at fokusere på Planka.nu. Planka.nu er et initiativ, der opstod i Stockholm i 2001 med det formål at kæmpe for gratis offentlig transport. Det interessante er imidlertid måden, hvorpå de valgte at kæmpe for deres sag. Lige siden starten har formålet være at hjælpe folk til at køre “på røven” med offentlig transport, hvilket vil sige at Planka giver forskellige tips til, hvordan man kan komme rundt i byen med offentlig transport uden at betale. Derved bryder de nok loven, men de opnår samtidig direkte det, som de kæmper for, og deres metoder giver også anledning til, at de tit får mulighed for at tale deres sag i medierne. Samtidig indsamler de selvfølgelig viden om de urimelige prisudviklinger på offentlig transport samt fordelene ved at gøre det gratis, men det egentlig interessante i deres projekt er, at de formår at gøre det at køre på røven til en politisk handlen.
I København er prisen på offentlig transport steget 100% bare de sidste ti år. Efter oplægget vil vi diskutere mulighederne for et lignende initiativ i Danmark.
Plakat for Planka-oplægget
Arrangementet finder som sædvanlig sted i Kulturhuset Støberiet på Blågårds Plads og starter kl. 19, men det sædvanlige onsdagsfolkekøkken er desværre stadig på juleferie. Til gengæld serverer Støberiets café en lækker suppe med brød, så man går ikke forgæves, hvis man kommer lidt før oplægget.
Læs mere om Planka.nu på deres hjemmeside: http://planka.nu/ (findes også på engelsk)
Læs mere om de andre oplæg i serien på vores hjemmeside: http://libsoc.dk/?p=1998
Næste side »