feb 24 2014

Ny lokalgruppe i Odense (og lidt blandet nyt)

Category: LS København,LS Odense,NyhederLS-KBH @ 06.00

LIBERTÆRE SOCIALISTER har tidligere haft en lokalgruppe på Sydfyn, men har aldrig været repræsenteret i Odense. Men nu har nogle friske folk taget initiativ til at starte en gruppe op, som har søgt om og er blevet optaget i Libertære Socialister. Vi har derfor fornøjelsen af at byde varmt velkommen til LIBERTÆRE SOCIALISTER ODENSE :) Den nye lokalgruppe lægger ud med at indkalde til infomøde onsdag d. 5. marts kl. 19 i Ungdomshuset Odense (Nørregade 60, 5000 Odense), hvor der vil være et oplæg om Libertære Socialister og libertærsocialistisk politik og mulighed for at møde lokalgruppen. Der vil være the og kaffe, og alle interesserede er velkomne. Følg evt. med på Facebook.

LS-odense-event-logo

LS Odense byder ind til intromøde onsdag d. 5. marts kl. 19.

DU har også mulighed for at starte en lokalgruppe! Hvis der ikke allerede er en, hvor du bor, kan du starte en lokalgruppe ved blot at finde to andre, der vil være med, og så søge om optagelse i LIBERTÆRE SOCIALISTER. Skriv til kontakt@libsoc.dk og hør nærmere. AF ANDET NYT kan nævnes

  • at LIBERTÆRE SOCIALISTER holdt sin 8. ordinære kongres i København i januar 2014, hvor vi vedtog et nyt sæt regler, som er kortet ned til ca. det halve af de oprindelige regler, idet vi har forsøgt at gøre reglerne mindre bureaukratiske og lettere at læse og overskue. De nye regler kan læses her.
  • at medlemmer af LS KØBENHAVN har taget initiativ til at indkalde til en revolutionær sangaften torsdag d. 13. marts kl. 20 i Ungdomshusets bogcafé, hvor folk kan mødes og hygge og synge revolutionære sange sammen. Se evt. Facebook-eventet.
  • at LS KØBENHAVN har brug for nye aktivister, så hvis du sidder derude og har lyst til at være med, men ikke har fået taget kontakt, så smid en mail til kbh@libsoc.dk og lade høre fra dig. Vi bider ikke :)


aug 08 2013

An Anarchist view of the Gezi Park protests

Category: LS KøbenhavnBirch @ 21.10

During the summer we have witnessed the rise of a strong popular movement in Turkey, centered around the protest for the preservation of a public park in central Istanbul, called Gezi Park, and against corruption and a repressive state.

To give an anarchist view on these events, we have invited two Turkish activists to come to Folkets Hus in Copenhagen. They will give a presentation on the events of the protests, and afterwards there will be a possibility to ask questions and an to have an open discussion.

Approximate program:

19:00 – The café is open + coffee and cake
19:30 – Presentation by the Turkish activists
20:15 – Questions and discussion
21:00 – Finish

Folkets Hus, Stengade 50, 2200 København N

Tilmeld dig på Facebook.


nov 06 2012

Foredrag med Michael Albert onsdag d. 7/11

Category: LS København,Nyhederpinnerup @ 02.42

Michael Albert er en af de væsentligste fortalere for PARECON – Participatory Economics – og en af stifterne af International Organization for a Participatory Society. Onsdag gæster han Studenterhuset i København.

Michael Albert er en amerikansk aktivist, økonom og forfatter. Han har været med til at grundlægge South End Press og http://www.zcommunications.org/ – to alternative medieprojekter.

Han er i Europa for at fortælle om participatory economics (et økonomisk system baseret på deltagerdemokrati) og den nyopstartede “International Organization for a Participatory Society”. LS København opfordrer alle til at deltage.

Michael Albert-plakat

Foredraget bliver afholdt i Studenterhuset i København (Købmagergade 52, 1150 København) onsdag d. 7. november kl. 19.30 og der er gratis adgang. Efter foredraget vil der blive mulighed for spørgsmål og debat.

Tilmeld dig meget gerne arrangementets Facebook-event.

Læs evt. mere på IOPS’ hjemmeside.


apr 22 2012

Snart dages det …

Category: LS København,Nyhederpinnerup @ 03.53

Vi nærmer os efterhånden snart 1. maj – Arbejdernes internationale kampdag – og sædvanen tro vil vi i LIBERTÆRE SOCIALISTER KØBENHAVN sætte fokus på dagens indhold som politisk kampdag og ikke bare en festdag; det kan næppe være gået nogen forbi, at det er hårdt tiltrængt!

I lyset af, at arbejdet (og især arbejdsløsheden) igen er blevet en højaktuel kamp-arena, arrangerer vi en 1. maj-demonstration i arbejderkampens tegn. Under parolen UANSET REGERING, ARBEJDERKAMP! indkalder vi til SYNDIKALISTISK 1. MAJ-demonstration fra Gammeltorv d. 1. maj kl. 14.00.

Syndikalistisk 1. maj-plakat (Helle & Lars)

Plakat for Syndikalistisk 1. maj

Der har de seneste år været en opblomstring af syndikalistiske arbejderkampe. Fra PROSAs kampe mod CSC’s nedskæringer over unges kamp for lærlingepladser til fremtidsfighters faglige aktioner mod Joe and the Juice og Agnes Cupcakes. I en tid, hvor resten af fagbevægelsen har faldende medlemstal, mener vi, at en besinden sig på den syndikalistiske tradition og den direkte aktion er vejen frem for for fagbevægelsen.

Yderligere har der været et hav af direkte aktioner de sidste mange år: mod kulkraft og for klimaretfærdighed, mod uanstændige forhold for asylansøgere, for en bedre by og et bedre samfund. Disse kampe skal styrkes.

Derfor vil vi lave en bred demonstration, som samler alle syndikalistiske initiativer. Det sker den 1. maj på Gammel Torv kl.14:00. Meld dig til på Facebook og kom og vær med!

SYNDIKALISTISK 1. MAJ har sin egen hjemmeside, hvorfra vi bringer demonstrationens politiske grundlag. Læs det før din nabo :)

Velkommen til Syndikalistisk 1. maj!

På arbejdernes internationale kampdag i år mødes vi kl. 14.00 på Gammel Torv for at demonstrere under parolen ”Uanset regering – Arbejderkamp!”. Herunder finder du det politiske grundlag, som vi demonstrerer på.

Krisen raser stadigvæk – i flere former

De sidste 5 år har den globale økonomi gennemgået en af de dybeste kriser nogensinde. Krisen, der startede som en finansiel krise, har nu også bredt sig til andre områder i samfundet. Det er nu ikke kun tale om en finansiel krise, men også om en demokratisk krise, klimakrise, madkrise, energikrise og den sociale krise. Nogle af disse har været undervejs i mange årtier. Nogle var til stede allerede ved finanskrisens begyndelse, mens andre er en konsekvens af finanskrisen.

Finanskrise

Vi syndikalister går ind for en økonomi planlagt og målrettet efter menneskers og økosystemers behov og evner. Vi synes, at økonomien skal styres gennem direkte demokratiske beslutninger, så at  der bliver sørget for alle menneskers behov, og miljøet aldrig lider overlast under kortsigtet rovdrift, forurening og affald. Kapitalismen er den totale modsætning til den syndikalistiske økonomi. Her eksisterer der ingen demokratisk styring med produktionen eller distributionen – hvad der produceres og hvor det ender har intet at gøre med, hvad mennesker har brug og behov for. Det eneste, der tæller, er, at den i forvejen rige elite bliver endnu mere forgyldt.

En af kapitalismens hjørnestene – og en af dens største selvmodsigelser – er, at den kræver vækst for at kunne fungere. Uendelig vækst. For enhver, der ikke er idiot eller borgerlig økonom, er det en selvfølge, at uendelig vækst ikke kan finde sted på en endelig klode. Den begyndende ressourceknaphed på jordkloden volder også kapitalismen en del problemer: Billige råstoffer bliver knap så billige, derefter dyre og er til sidst helt brugt op.

Kapitalismen prøver at komme uden om dette på mange måder. En af måderne er ved at skabe langt mere abstrakte former for handel. Gennem fupnumre og metahandel skabes en finansiel verden, hvor pengeværdier bliver helt frakoblet materielle værdier. Sådanne korthuse ramler før eller siden sammen, og skaber kapitalismens tilbagevendende finanskriser.

Kapitalismen skaber spild, miljøsvineri, spekulation, udbytning, ulighed og undertrykkelse. Det kan ikke reformeres eller reguleres væk, men er en del af kapitalismens syge system.

Vi vil afskaffe kapitalismen og demokratisere hele økonomien. Sådan skaber vi et samfund bygget på lighed, frihed og økologisk bæredygtighed!

Parlamentarisk og demokratisk krise

Syndikalismen kæmper for et samfund styret helt ved demokrati. Men ikke den art demokrati, vi kender som parlamentarismen, som fjerner beslutningerne og magten fra folket. Syndikalismen går ind for direkte demokrati, hvor enhver, der påvirkes af en beslutning, også har retten til at påvirke beslutningen. Arbejdspladser, skoler, boligblokke, ja hele samfundet vil vi syndikalister se styret gennem direkte demokrati, organiseret gennem føderationer. Denne styreform vil sikre, at alle borgere bliver gjort myndige og deltagende i alle beslutninger, der vedrører dem. På den måde vil samfundet blive opbygget til at tilfredsstille alles behov, og give individet maksimal frihed.

Parlamentarisk ”demokrati”; retten til at udpege sine egne herskere, har været den mest almindelige regeringsform i Europa de sidste mange årtier. Med den Europæiske Union har beslutningerne og magthaverne flyttet sig endnu længere væk fra folket end Folketinget var – som om det ikke var svært nok at få politikerne til at opfylde sine valgløfter i forvejen! EU har indskrænket de almindelige borgeres mulighed for at påvirke politiske beslutninger og undermineret de sociale og faglige rettigheder vi har tilkæmpet os.

Nu er det næste logiske trin i EU’s afvikling af demokratiet kommet – i Italien og Grækenland har den Europæiske Centralbank (ECB) installeret teknokrat-regeringer. Disse regeringer, bestående af ”eksperter” udpegede af ECB, har så til opgave at gennemføre de nedskæringer som de demokratisk valgte regeringer ikke kunne gennemføre p.g.a. folkeligt modstand.

I Danmark er vi ikke nået dertil endnu. Fagpamperne, med LO’s Harald Børsting i spidsen, har indtil videre lykkeligt accepteret alle krav om reallønssænkninger, og de såkaldt “røde” partier har med glæde videreført VKO-regeringens blå politik. I stedet for en teknokrat-regering har vi fået en parlamentarisme, hvor vi kan udskifte politikerne, men ikke ændre den førte politik.

Vi vil erstatte den parlamentariske blindgyde med et levende og direkte demokrati i hele samfundet!

Klimakrisen

Klimaet udgør en vigtig del af grundlaget for hele vores eksistens. Syndikalister ved, at ingen nation, firma eller person kan tage sig retten at forandre, forringe eller ødelægge klimaet – det er et slag mod hele menneskehedens livsgrundlag. Desværre undergår klimaet allerede forandringer, der skaber hårdere levevilkår for millioner af mennesker. For at håndtere disse klimaforandringer og dets konsekvenser kræves en samlet indsats fra hele klodens arbejderklasse. Ved strejker og blokader imod de virksomheder, der forringer klimaet, kan vi gribe ind imod det mest presserende miljøsvineri. Ved at overtage kraftværker, transportsektoren og andre klimabelastende dele af produktionen, og underlægge dem direkte demokratisk kontrol, kan vi sikre, at forureningen minimeres og kompenseres hurtigst muligt.
I december 2009 viste magthaverne os, hvilke prioriteter de har. Den ‘sidste og bedste’ af alle chancer for at aftale med hinanden, hvordan vi undgår at destabilisere jordens økologiske balance og presse millioner af arbejdere ud i fattigdom, sult og tvangsforflytning, blev forspildt. Det danske politi viste, hvad de var til for, og anholdte revl og krat på kommando. Politikerne viste, at de var til for at beskytte kapitalinteresser. De rige lande blokerede for ethvert forslag, som kunne forpligte eller ramme kapitalejerne i deres lande. De varetog kapitalismens grundlæggende behov: vækst, konkurrence og egoisme, og ikke planeten eller arbejdernes.
Store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen har også gjort kapitalismens problemer til deres egne og foreslår, at kapitalismens skal vokse på en grøn måde. I virkeligheden er det ikke en plan for at redde jorden; det er en taktik for at klare sig bedre i kapløbet mellem de konkurrerende stater som ofrer planeten, arbejdere i alle lande og vores børns fremtid på kapitalismens alter, når de mødes til den årlige forbrydelse, de kalder for COP’en.

Vi skal udover appelpolitiken og udfordre de magthavere som varetager de riges interesser!

Syndikalismen er en af vejene ud af dødvandet. Klimaforandringer skabes hver dag på vores arbejdspladser. Vi skal ikke bare forlange retten til ikke at blive udbyttet, når vi arbejder. Vi skal forlange, at produktionen skal være bæredygtig, og at den ikke skal nedbryde, men opbygge vores fælleder. Præcis som på det sociale område vinder vi som antikapitalister og syndikalister intet ved at begrænse os til at bede magthaverne om at redde os. Vi skal bekæmpe klimaforandringer ved at forlange systemforandringer.

Vi vil bruge strejken, blokaden og den direkte aktion for at stoppe ødelæggelsen af klimaet! Kapitalismen er ude af stand at tage hensyn til klimaet og menneskehedens fremtid.

Social krise

Dagens samfund er det, vi syndikalister kalder for et klassesamfund. En overklasse bestående af  kapitalejere, politikere og chefer har med brug af medierne og politiet kontrollen over arbejdspladser og skoler og har dermed magten over samfundet. Vi, der får hjulene i samfundet til at dreje rundt – arbejdere, studerende og arbejdsløse – har ingen magt over samfundet, andet end det vi i fællesskab tilkæmper os. Overklassen nyder al rigdom og magt, mens arbejderklassen står tilbage med afmagt, fremmedgørelse og fattigdom. Trods denne interessekonflikt råder der klassesamarbejde.
Gennem de sidste år har politikere, økonomer og andre selvudnævnte eksperter fortalt os, at vi alle sammen må tage ansvar for at rette op på økonomien og væksten. Vi skal alle sammen trække livremmen ind, og sænke vores forventninger på vores levestandard, uddannelser, arbejdspladser, velfærd og det sociale sikkerhedsnet.
Vi har set vores muligheder for pension, vores uddannelser, vores rettigheder i.f.m. arbejdsløshed og en række andre områder i velfærden angribes og udhules af politikere fra hele det politiske spektrum. Men på direktørgangen er der lønfest, og store selskaber fejrer nye rekordprofitter. Snakken om, at vi på fabriksgulvet skal samarbejde med ledelsen for at komme ud af krisen er tom snak. De rige og magtfulde udnytter krisen til at forringe vores velfærd og presse vores rettigheder og frihed, så at de kan sikre sig endnu større profitter og endnu mere magt. Hvis vi arbejdere prøver at stoppe forringelserne eller sågar kræve forbedringer, bliver vi anklaget for krævermentalitet og grådighed. Anklagerne kommer oftest med spidsen rettet imod særlige segmenter af arbejderklassen; ufaglærte skal hade studerende, forældre skal afsky pensionister, faglærte skal se ned på de arbejdsløse og så videre i en uendelig række af del og hersk-strategier. Og så er vi ikke engang begyndt at tale om racisme, sexisme og homofobi.
Hvis vi går med på præmissen om samarbejde mellem arbejderklasse og overklasse som løsningen på krisen ender vi arbejdere med at betale hele regningen for en krise som overklassen har skabt. Og regningen byder ikke kun på lavere løn og længere arbejdstid, men også vores rettigheder og friheder på arbejdsmarkedet, og vores velfærd. Hvis overklassen får magt som de har agt, bliver krisen løst gennem at presse arbejderklassens levestandard og indflydelse tilbage til 1800-tallets niveau.

Vi syndikalister opfordrer til solidaritet i hele arbejderklassen – og kamp gennem direkte aktion imod overklassen!

Madkrise

Det er en menneske-ret at spise sig mæt, og at få tilstrækkeligt af lækker mad hver dag burde være en selvfølge for hele menneskeheden. I et syndikalistisk samfund vil befolkningen organisere produktionen og distributionen af fødevarer efter sine behov. På den måde vil alle få den mad, de har brug for, og maden vil dyrkes og formidles økologisk og socialt bæredygtigt, med menneskers og naturens behov som de vigtigste prioriteringer.
Under kapitalismen er firmaers profit den vigtigste bestemmende faktor for produktion og distribution af fødevarer. Konsekvensen af kapitalejernes grådighed er ødelæggelse af klimaet og naturen, sult og underernæring for befolkningen i mange lande, mens høsten andre steder bliver brændt af for at holde priserne høje. Befolkningen i andre lande lider under overvægt og velfærdssygdomme.
Manglen på fødevarer i det globale syd er kun blevet værre de sidste mange år, med sult, mad-optøjer og mange døde som følge. Denne mangel er ikke en naturkatastrofe, men en konsekvens af kapitalismen. For at kunne opretholde og øge profitten for enkelte firmaer bliver mere og mere vidtgående midler taget i brug, og dette gælder i den grad også for fødevarefirmaer. Genetisk modificerede afgrøder, gødning og pesticider lavet af petroleumsprodukter, og privatisering af landbrugsjord er bare nogle af ingredienserne i det mareridt, der forringer jorden og lokalbefolkningers muligheder for selvforsyning af fødevarer. Handel med forureningsrettigheder (”CO2-kvoter”) og andre falske vedtag for klimakompensation, der bliver omtalt og markedsført som grønne og bæredygtige af regeringer og firmaer over hele verden, grundlægger den fuldstændigt skævvredne og uretfærdige fordeling af landbrugsjord og fødevarer, som plager jordens befolkning i dag.

Vi kræver at fødevareforsyningen underlægges demokratisk kontrol, og at den omlægges til en økologisk bæredygtig drift!

Energikrise

Allerede i dag har vi teknikken til at forsyne samfundet med energi fra økologisk bæredygtige kilder i form af solfangere, vindenergi, bølgeenergi, termoenergi, m.v. De energisparende og forurenings-reducerende vedtag, der skal til for at gøre samfundet økologisk bæredygtigt, kender vi også: mere og bedre-fungerende kollektivtrafik, klimarenoveringer, effektivt vandforbrug og integration af landbrug i byerne, for bare at nævne nogle få.

Det syndikalistiske samfund vil skabe økologisk bæredygtig forbrug og energi-produktion. Vi vil sikre, at høj levestandard ikke stopper brat, når klimaforandringerne bliver overvældende og der ikke er mere kul og olie, men at også fremtidige generationer har et godt livsgrundlag.

Den moderne kapitalisme er helt afhængig af fossile brændstoffer som energikilde. Den øgende mangel på fossile brændstoffer leder ikke kun til dyrere priser på varme, transport, fødevarer og dermed højere leveomkostninger for arbejderklassen. De højere priser på fossile brændstoffer leder også til, at oliefelter på dybt vand eller i kolde klimaer bliver interessante for olieselskaberne. De besværlige omstændigheder for udvindingen af olie og gas på disse steder leder til endnu højere risici for udslip og oliekatastrofer, som vi så det på British Petroleums olieplatform Deep Horizon i den mexicanske golf i 2010.

Mange stater ser behovet for alternative energikilder, men forstår ikke vigtigheden af en hurtig omstilling og er fortsat ligeglade med social og økologisk bæredygtighed. Profitten og den økonomiske vækst er det eneste, der tæller, og derfor placeres f.eks. vindmølleparker i oprindelige befolkningers leveområder eller følsomme økosystemer, med ødelæggelse af økosystemer og tvangsforflytninger af hele befolkninger som følge. Vi behøver ikke se længere end til klitplantagen i Østerild her i Danmark for at finde eksempler på dette.
Under kapitalismen sker omstillingen til alternative energikilder med kapitalens profit og nationalstaters konkurrencedygtighed for øje. Økosystemer og befolkningens vilje ignoreres.

Vi kræver direkte demokratisk kontrol over energisektoren. Produktion og forbrug af energi skal omstilles til økologisk bæredygtighed snarest!

Vores svar – klassekamp

Den overklasse, der styrer vores samfund, har kun sine egne interesser for øje. De har hverken lyst til eller evne til at skabe et samfund, hvor borgere kan være lige og frie, eller hvor mennesker og natur lever i økologisk harmoni.
I Danmark er en kvælende klassesamarbejdspolitik fremherskende. Vi får at vide fra samtlige levebrødspolitikere, at kapitalismens krise er vores alle sammens problem, og at vi skal løse den i fællesskab. Men virkeligheden er en helt anden. Regningen for krisen tørres af på arbejderklassen, der ingen indflydelse har haft over den førte finanspolitik. Krisen bliver brugt til at presse vores levestandard og vores indflydelse som klasse tilbage, for at sikre endnu højere profit og lydig arbejdskraft til kapitalen.
Vi vil ikke finde os i samarbejdspolitikken, for samarbejdet er helt og grundlæggende falskt. Vi vil ikke længere appellere til politikerne, som bryder sine valgløfter, og som uanset parti alle sammen står bag en politik der gavner bankerne og overklassen på vores bekostning.

Vi vil klassekampen, gennem den direkte aktion, for direkte demokrati, og et samfund baseret på lighed, frihed og solidaritet!

Vi ses på gaden d. 1. maj kl. 14!

 

Syndikalistisk 1. maj-plakat (Kronstadt)

Plakat for Syndikalistisk 1. maj


feb 23 2012

STOP ACTA – for et frit internet!

Category: LS København,Nyhederpinnerup @ 02.02

Libertære Socialister København opfordrer alle venner og sympatisører til at tage med os til demonstration mod ACTA på lørdag d. 25. februar.

Mange vil have hørt om SOPA og PIPA – de to lovforslag, som det ellers strengt neutrale net-leksikon Wikipedia fandt så skadelige, at de valgte at gå i blackout-strejke i 24 timer for at minde folk om, hvor vigtigt det er at bekæmpe den slags forsøg på at indskrænke vores frihed. SOPA og PIPA står ikke alene, men er del af en større kamp, der udkæmpes mellem de enorme firmaer i rettighedsindustrien og det massive flertal af helt almindelige internetbrugere, der ikke opfatter det som en forbrydelse at se videoer på YouTube eller høre musik på Grooveshark (selv om rettighedsindustrien arbejder på at lukke dem).

ACTA er det seneste tiltag i denne kamp: en handelsaftale udarbejdet bag lukkede døre, der forbigår demokratiet og skaber en parallel lovgivningsproces uden for demokratisk kontrol, eskalerer strafferetlige sanktioner over mindre forseelser ud af proportion og tvinger netudbydere ind i en rolle som privat ophavsretpoliti. Dette havde magteliterne tænkt sig at trække ned over hovedet på os uden nogen diskussion, og den danske regering har allerede formelt set tilsluttet sig! Dér har de imidlertid gjort regning uden vært, for efter at forhandlingerne ikke længere kunne holdes hemmelige, er der opstået et regulært internet-oprør fra neden blandt de mange almindelige internetbrugere, der udmærket indser, at nogen prøver at tage deres frihed fra dem, og de råber og op siger stop!

STOP ACTA!

Derfor dannedes i starten af februar fællesinitiativet STOP ACTA, som koordinerer den danske modstand mod ACTA og bl.a. arrangerer demonstrationer i de større dansker byer lørdag d. 25. februar. I Libertære Socialister har vi fra starten været engageret i dette initiativ, da vi mener, det er uhyre vigtigt at få stoppet kapitalinteressernes forsøg på at tvinge det frie internet ned i en form, som de kan regulere og således gøre til genstand for profitmageri. Frihed, lighed og retfærdighed er essentielle goder, som må forsvares, når de trues – og ikke mindst på internettet!

Plakat for Stop ACTA-demoerne d. 25/2-2012

Duk op d. 25. februar og hjælp os med at stoppe ACTA!

Libertære Socialister København opfordrer derfor alle venner og sympatisører til at tage med os til den store STOP ACTA-demonstration på lørdag d. 25. februar. Vi mødes på Israels Plads kl. 15, og du finder os – som altid – under de sort-røde faner. Hvis der er for langt til København, er der også arrangeret demonstrationer mod ACTA i Århus og Aalborg.

I LS København har vi også lavet en løbeseddel i anledningen af demonstrationen, som vi tager med og deler ud. Den kan downloades herunder:
LS KBH's anti-ACTA-løbeseddel

LS KBH's anti-ACTA-løbeseddel

LÆS MERE

Der er mange sider derude, der giver et overblik over problemerne med ACTA, men en af de bedste er denne side hos vores venner i BitBureauet. Her kan du også læse om, hvilke danske politikere, der vil trække ACTA ned over hovedet på dig.

En anden god kilde til, hvad der rører sig ang. ACTA er fællesinitiativets hjemmeside stopacta.nu. Her kan du læse om ACTA-relaterede begivenheder, finde links til mediernes dækning og bl.a. en kritisk gennemgang af ACTA-traktaten punkt-for-punkt.

Sidst men ikke mindst kommer selvfølgelig Facebook-gruppen STOP ACTA – Denmark og de tilknyttede demo-events i KøbenhavnÅrhus og Aalborg.

Vi ses på lørdag!


jan 15 2012

Oplæg og debat med Planka.nu

Category: LS København,NyhederLS-KBH @ 04.02

I LS København har vi hen over efteråret og vinteren arrangeret en række på fire oplæg, hvor vi ser nærmere på begrebet militans i dets forskellige betydninger og i forskellige sammenhænge. Onsdag d. 18. januar byder vi ind til fjerde og sidste oplæg i serien, og det skal denne gang handle om hverdagsmilitans.

Der findes mange forskellige former for hverdagsmilitans, og som eksempel har vi valgt at fokusere på Planka.nu. Planka.nu er et initiativ, der opstod i Stockholm i 2001 med det formål at kæmpe for gratis offentlig transport. Det interessante er imidlertid måden, hvorpå de valgte at kæmpe for deres sag. Lige siden starten har formålet være at hjælpe folk til at køre “på røven” med offentlig transport, hvilket vil sige at Planka giver forskellige tips til, hvordan man kan komme rundt i byen med offentlig transport uden at betale. Derved bryder de nok loven, men de opnår samtidig direkte det, som de kæmper for, og deres metoder giver også anledning til, at de tit får mulighed for at tale deres sag i medierne. Samtidig indsamler de selvfølgelig viden om de urimelige prisudviklinger på offentlig transport samt fordelene ved at gøre det gratis, men det egentlig interessante i deres projekt er, at de formår at gøre det at køre på røven til en politisk handlen.

I København er prisen på offentlig transport steget 100% bare de sidste ti år. Efter oplægget vil vi diskutere mulighederne for et lignende initiativ i Danmark.

Plakat for Planka-oplægget

Plakat for Planka-oplægget

Arrangementet finder som sædvanlig sted i Kulturhuset Støberiet på Blågårds Plads og starter kl. 19, men det sædvanlige onsdagsfolkekøkken er desværre stadig på juleferie. Til gengæld serverer Støberiets café en lækker suppe med brød, så man går ikke forgæves, hvis man kommer lidt før oplægget.

Læs mere om Planka.nu på deres hjemmeside: http://planka.nu/ (findes også på engelsk)

Læs mere om de andre oplæg i serien på vores hjemmeside: http://libsoc.dk/?p=1998


nov 15 2011

Militans: Oplæg og studiekreds

Category: LS København,NyhederLS-KBH @ 17.10

Som tidligere beskrevet, har vi i LS København tilrettelagt en række på fire oplæg og debatter om begrebet militans i dets forskellige betydninger og anvendelser i forskellige sammenhænge hen over vinteren og efteråret. Første oplæg løb af stabelen i oktober, og nu er tiden kommet til næste omgang.

Onsdag d. 16. november byder vi ind til andet oplæg i rækken, hvor vi får besøg af John Ekebjærg Jakobsen fra Stilladsarbejderklubben til et oplæg om militans på arbejdspladsen og i faglige kampe generelt. Det starter kl. 19.00 i Støberiet på Blågårds Plads 3, men allerede fra kl. 17.30 er der lækkert folkekøkken for både kødædere og vegetarer.

Flyer til oplæg og debat om militant arbejdskamp

Flyer til oplæg og debat om militant arbejdskamp onsdag d. 16/11-11

Man kan evt. melde sig til og læse mere på Facebook.

Hvis man er nysgerrig, kan man evt. læse nogle af Johns overvejelser om militans i følgende artikel hos Modkraft: Militans er et uundværligt redskab.

 

Mini-studiekreds om militans

I forbindelse med oplægsrækken lancerer vi nu også nu på søndag d. 20. november en mini-studiekreds for dem, der har lyst til at gå mere i dybden med begrebet og undersøge dets historiske og aktuelle betydning og brug. Studiekredsen vil spænde over en fire-fem gange og vi vil undervejs komme ind på mange forskellige emner, lige fra Ungdomshusets rydning over Black Panthers til Pariserkommunen.

Vi kommer primært til at fokusere på en tekstsamling om forskellige modstandsformer ved titlen “Vi er alle militante“, som udkom efter et seminar under samme navn i 2007. Uanset perspektiv og udgangspunkt er alle velkomne til at deltage i studiekredsen.

Møderne kommer til at foregå i bogcaféen BogMaskinen på Dortheavej 61. De to første møder er henholdsvis d. 20 november kl. 14.00 og d. 4 december kl 14.00.

Til den første gang vil der være forberedt et oplæg om tekstsamlingens indledende del og efterfølgende diskussion af, hvad det gik ud på og hvad vi skal bruge studiekredsen til. Pensum til første gang er side 1-24. Kapitlerne er korte og forholdsvis let læste.

Det let genkendelige helt orange hæfte kan findes enten i bogcaféen på Dortheavej 61 eller i Internationalt Forums butik på Griffenfeldsgade 41. Det koster blot 10 kr. Men det skal ikke komme an på penge, så selvfølgelig kan du også downloade det her på siden :)

Download hæftet “Vi er alle militante” (PDF, 725 kb).

Også studiekredsen kan man tilmelde sig og læse mere om på Facebook.

Vel mødt!


nov 03 2011

Møder om militans – en oplægsrække i efteråret

Category: LS København,NyhederLS-KBH @ 00.52

Libertære Socialister København inviterer til fire møder med oplæg og debat om begrebet militans

Begrebet militans bruges i medierne ofte synonymt med vold, men begrebet betyder i videste forstand blot det, at man ikke lader sin kamp begrænses af de regler for anstændig politisk handlen, som staten og de herskende samfundslag har skabt, samt at man er klar på at forsvare de resultater, man har opnået.

I denne forstand har militans altid spillet en rolle i kampen for en bedre og mindre uretfærdig verden, i mange forskellige kampe og sager, lige fra de faglige til de feministiske, ligesom det er kommet til udtryk i mange forskellige former, fra erklæret militante aktioner til hverdagens tavse militans.

For at belyse dette omstridte begrebs mange betydninger og anvendelser har vi i LS København inviteret spændende oplægsholdere fra ind- og udland til at komme og fortælle om deres egne erfaringer med og refleksioner over begrebet militans i de kampe, de selv har været involveret i. Det bliver i alt til fire møder om militans med rig mulighed for at lære nyt samt at diskutere et interessant emne.

 

Plakat: Møder om militans

Plakat for oplægsserien "Møder om militans".

 

De fire møder finde alle sted på onsdag aftener kl. 19 i Kulturhuset STØBERIET på Blågårds Plads 3 (2200 KBH N). Forud for oplæggene byder STØBERIET på lækkert folkekøkken fra kl. 17.30, både for vegetarer (35 kr.) og kødspisere (40 kr.).

Feministisk militans (onsdag d. 12. oktober 2011)
Vi får besøg af tre oplægsholdere fra Mangla – en kvindeseparatistisk og anarkafeministisk aktionsgruppe med base i Malmø, der vil fortælle om deres tanker og erfaringer med militans i kvindekamp og feministisk kamp generelt. Med jer evt. til på Facebook.

Militans i faglige kampe (onsdag d. 16. november 2011)
Fra Ribuskonflikten i Esbjerg til de københavnske stilladsarbejderes aktioner mod løndumping og dårlige arbejdsforhold er faglige kampe ofte gået lige til stregen – og undertiden også over den – for at opnå og bevare grundlæggende rettigheder. Denne aften får vi besøg af stilladsarbejderklubbens John Ekebjærg Jakobsen til oplæg og debat om nødvendigheden af faglig militans.

¡No pasarán! – antifascisme, klassekamp og militans (onsdag d. 7. december 2011)
Vi har inviteret en svensk antifascist, som vil lægge op til debat ved at fortælle om sine erfaringer fra den antifascistiske bevægelse i Sverige, hvor nynazister i løbet af de sidste tyve år har dræbt mere end 30 homoseksuelle, indvandrere, fagligt aktive og antiracister. Hvilke slags militans kan bruges i den antifascistiske kamp og hvilke ikke? Med hvilke begrundelser? Kom til oplæg og en garanteret livlig debat.

Hverdagsmilitans: Planka.nu (onsdag d. 18. januar 2012)
Der findes mange forskellige former for hverdagsmilitans. Som eksempel har vi inviteret Planka.nu, der kæmper for gratis offentlig transport i Stockholm og Oslo ved at hjælpe folk med at køre “på røven” som politisk handling, bl.a. ved at drive en “bødeforsikring”, ligesom de giver massevis med tips til, hvordan man undgår at blive snuppet. Efter oplægget vil vi diskutere muligheden af et tilsvarende projekt i København.

Der vil endvidere blive arrangeret en mindre studiekreds, hvor vi læser og diskuterer tekster, der belyser begrebet militans fra forskellige vinkler. Mere info kommer her på hjemmesiden og på vores Facebook-side.


okt 03 2011

Demonstration mod Sverigedemokratisk Ungdom 15/10-2011

Category: LS KøbenhavnLS-KBH @ 02.48

Det svenske parti Sverigedemokraterne er ikke bare en svensk udgave af Dansk Folkeparti, men har klare rødder i nazistiske strømninger og repræsenterer et klart forsøg på at splitte den svenske arbejderklasse ved hjælp af fremmedhad og racisme. Alle, der ønsker et bedre samfund, må imødegå den slags reaktionære kræfter, og derfor deltager LS København d. 15. oktober i den fredelige blokade af Sverigedemokratisk Ungdoms march gennem Malmø.

SUF vs. SD - krig mellem klasser, fred mellem folk

Vores svenske søsterorganisation – Syndikalistiska Ungdomsförbundet – demonstrerer imod Sverigedemokraterna under parolen: "Krig mellem klasser – fred mellem folk!"

Et nyt initiativ ved navn København for Mangfoldighed arrangerer to infomøder i København og en fælles afgang fra København til Malmø d. 15. oktober, og vi opfordrer alle til at deltage.

København for Mangfoldighed skriver:

Lørdag den 15. oktober vil Sverigedemokratisk Ungdom marchere igennem det centrale Malmö. Moderpartiet Sverigedemokraterna blev sidste efterår valgt ind i den svenske Riksdag, og står for en racistisk og arbejderklasse-fjendsk politik. Partiet udspringer af den nynazistiske bevægelse i Sverige i starthalvfemserne, men har det seneste årti været igennem en udrensningsproces, hvor de mest åbenlyse nazi-sympatisører blev ekskluderet.

Et bredt netværk af antiracistiske grupper er gået sammen under navnet Skåne mot rasism. Netværket arrangerer en fredelig blokade af Sverigedemokraternas demonstration. Den blokade bakker vi op om. Derfor arrangerer initiativet København for Mangfoldighed fællesafgang fra København.

Vi afholder to infomøder inden afgangen. Vi opfordrer alle der har planer om at tage med på turen til at komme til et af infomøderne, for at høre om planerne og aktions-kodekset:

Onsdag d. 5. oktober klokken 19.00 i lokale 301 i Støberiet, Blågårds Plads

Torsdag d. 13. oktober klokken 21.30 i Ungdomshuset, Dortheavej (efter Projekt Antifas foredrag).

Fællesafgangen er lørdag den 15. oktober klokken 12.00 fra Blågårds Plads.

LS København opfordrer alle til at deltage på infomødet d. 5. oktober kl. 19 i Støberiet, hvor nogle svenske kammerater vil komme over og fortælle om Sverigedemokratisk Ungdom og blokaden d. 15.

Man kan med fordel komme noget før og få en hyggelig sludder over Støberiets lækre folkekøkken, der serveres hver onsdag fra kl. 17.30 – og der er noget både for kødspisere og vegetarer :)

Man kan melde sig til såvel fællesafgangen som selve blokaden på Facebook.

Herunder følger en dansk oversættelse af indkaldelsen fra Skåne mot rasism:

Sverigedemokraterna – NEJ TACK!

Sverigedemokraterne er ikke som alle andre. De er et parti med rødder i nazibevægelsen og som stadig har mange forbindelser til den i dag. Der er et parti, som deler livssyn med Anders Breivik og som alene adskiller sig ved de metoder, de anvender. De er et parti, som registrerer anderledestænkende, som kræver militærpoliti til at beskyde demonstranter og som forsøger at forbyde politiske symboler, som ikke passer dem.

Det er derfor, vi skal stoppe dem. Den 15. oktober vil Sverigedemokraternes Ungdomsforbund (SDU) holde en demonstration mellem Gustav Adolfs Torg og Trianglen i Malmø. De har valgt så kort en rute, fordi de er bange for Malmøboerne; derfor vil SDU hurtigt kunne komme væk fra byen, når de er færdige. Der er allerede opstået et problem, idet at Robert Vahlgren – manden, som har søgt polititilladelse til demonstrationen på vegne af SDU – er blevet smidt ud, fordi han har marcheret i nazidemonstrationer samtidig med, at han har været medlem af SDU og sågar som distriktssekretær for SDU i Sydsverige. I SDU blev dette dog først et problem, da det blev offentligt kendt.

Vi vil blokere deres march-rute. Inspireret af de medborgergrupper i bl.a. Tyskland, som har haft modet til at stoppe racistiske konferenser og nazidemonstrationer gennem store mobiliseringer med alt fra kirken, politikere og udenomparlamentariske grupper, organiserer Skåne mot rasism en åben blokade.

Vores vigtigste mål er at stoppe deres demonstration. Dernæst vil vi skubbe dem ud af bymidten og forhindre dem i at gå mod Triangeln hen over gågaden, hvor de vil gå og vise sig frem i Malmø centrum med deres faner. Vi vil stille os i vejen og være fleksible og bevægelige. To blokadepunkter oprettes fra kl. 14.30.

Blokaderne vil blive inddelt i flere blokke, som bryder ud fra disse punkter og som på sin vis kan bevæge sig fleksibelt rundt i byen. Blokkene vil have følgende farver: hvid, lille og rosa. Hvid blok står på Gustav Adolfs Torg mod Stortorget, og lilla og rosa blok står ovenfor broen ved Södra Förstadsgatan. Der vil være farvemarkeringer og faner til stede, som man kan følge. Det mest sandsynlige er, at SDU vil forsøge at passere via Davidshallsgatan eller Södra Förstadsgatan hen mod Triangeln. Hvis de eventuelt skulle bevæge sig opad, skal man tage til Triangeln og samles der igen. Vores arrangement afsluttes, når SDU har afsluttet deres.

Vores aktionskodeks på vores blokader er, at vi ikke skal skade andre personer fysisk, men at vi arbejder konfrontativt ikke-voldeligt. Det betyder, at vi ikke forsøger at skade personer, men vi stiller os i vejen og blokerer fysisk.

Vi opfordrer alle privatpersoner, foreninger og grupper, som vil deltage, til at sprede dette opråb og dukke op på blokadepunkterne d. 15. oktober. Det skal blive klart for enhver, at Sverigedemokraternes “største demonstration nogensinde” bliver blokeret af malmøboere, som er trætte af racisme, trætte af Sverigedemokraterne og rede til at handle sammen, fordi de vil have et helt andet samfund end det, som SD ønsker.

Mere information følger. Skåne mod racisme er et netværk af individer, som arbejder mod rasisme i og uden for Malmø.

 


sep 11 2011

LS Københavns valgprogram

Category: LS København,Nyhederol @ 15.59

Kropotkin eller kaos-plakat

Pjotr Kropotkin støtter Libertære Socialister


Det er ikke gået Københavns Libertære Socialister forbi, at der er udskrevet valg til Folketinget.

Vi er af ideologiske og strategiske grunde antiparlamentarikere: Det er ikke på Christiansborg at klassekampen foregår, men på arbejdspladserne, på skolerne, på jobcentrene, i fængslerne og på gaden. Den borgerlige stat er ikke et værktøj, vi kan benytte os af til via reformer at skabe det direkte demokratiske og libertære socialistiske samfund, vi vil have. Det kan vi kun gøre gennem organisationer opbygget efter direkte-demokratiske principper, med direkte aktion og i sidste ende gennem revolution.

Men vi er også pragmatikere, som indser, at vi må benytte os af lejligheden, når valgcirkusset dominerer hele bybilledet og hver eneste sendeflade i massemedierne.

Derfor har vi – gennem mange nætters lange diskussioner og hede debatter – udformet Libertære Socialister Københavns valgprogram for 2011.

Hvis du ikke stemmer på Libertære Socialister i København, lover vi, at:

  • Vi fortsat vil benytte os af den direkte aktion som vores foretrukne kampmetode, og i den forbindelse slå fast med syvtommersøm, at folketingsmedlemmer og repræsentanter ikke kan tale på arbejderklassens vegne.
  • Vi vil stå solidariske sammen som arbejderklasse og vil ikke svigte vores kammerater, uanset om overklassen prøver at splitte os efter køn, hudfarve, etnicitet, seksualitet eller andre  ligegyldige forskelle mellem folk.
  • Vi vil blive ved med at kæmpe for en direkte demokratisk samfundsstruktur og for at afskaffe staten, regeringen, Folketinget og alle andre elitære magtstrukturer, der vil regere over vores liv og bestemme over vores samfund på vores vegne.
  • Vi vil arbejde for en revolutionær bevægelse, der eksproprierer kapitalen og overfører produktionsmidlerne til arbejderklassens kontrol.
  • Vi vil kæmpe for et samfund bygget på principper om solidaritet, lighed og frihed, virkeliggjort gennem et direkte demokrati, som omfatter alle dele af samfundet.

Vi ses i strejkekæden eller på barrikaden – før, under og efter valgdagen.

Med mange kammeratlige hilsner,

LS København


Næste side »