Libertære Socialister

I anledning af, at Socialministeriet i tirsdags offentliggjorde en rapport om “politisk ekstremisme”, hvori de bl.a. omtaler Libertære Socialister og Socialistisk UngdomsFront har de to organisationer udarbejdet denne fælles pressemeddelelse:

Ekstremismerapport – politisk bestillingsarbejde, fuld af fejl og fordrejninger

Tirsdag d. 8. maj 2012 kunne man i landets aviser læse om offentliggørelsen af en ny rapport vedrørende politisk ekstremisme. Rapporten er skrevet af Chris Holmsted Larsen fra RUC og bestilt af Social- og Integrationsministeriet som et indledende arbejde i en kortlægning af “politisk ekstremisme”. For os, der kender hverdagen på den udenomsparlamentariske venstrefløj, fremstår rapporten dog mest af alt som et bestillingsarbejde, i hvilket løse informationer (som reelt alle kan findes på nettet) og halve sandheder er skrevet sammen, så de kan passe ind i en skabelon, der har været givet på forhånd: Nemlig at der i Danmark er et reelt problem med farlige og anti-demokratiske ekstremister på yderfløjene, som driver krig mod hinanden, til fare for samfundet og alle dem, der skulle komme forbi. Vi har som medlemmer af Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront til stor overraskelse kunnet konstatere, at vi uden videre belæg kobles til politisk ekstremisme og sættes i bås med diverse voldsberedte og antidemokratiske højreekstremister.

“Rapporten er ikke bare fuld af direkte faktuelle fejl, men indeholder også flere insinuationer, som hverken er begrundede eller underbygget med kildehenvisninger,” siger Malte Krogh fra Libertære Socialister København.

Ukendskab eller mangel på reelle ekstremister?
Når rapporten anfører Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront i en kontekst af venstre-ekstremisme og dermed som et udtryk for anti-demokratisk og problematisk radikalisme, må det bero på et decideret ukendskab til vores organisationer og ideologier, og evt. på, at forfatteren har manglet reelle eksempler på anti-demokratiske venstreekstreme grupperinger. “Vi lægger stor vægt på åbenhed og er stærke tilhængere af et omfattende og gennemsigtigt direkte demokrati, ligesom vi vender os imod brug af vold som et politisk middel”, fortsætter han.

Victoria Velásquez fra Socialistisk Ungdomsfront supplerer: “Når menneskerettigheder bliver brudt, er vi da om nogen dem, der træder til først. Når demokratiet skal forsvares eller udvides, er vi da om nogen dem, der støtter op”.

For at koble vores organisationer til venstre-ekstremisme benytter rapporten sig af en lemfældig omgang med begreber som “anarkisme”, “militans” og “handlingens propaganda”, idet disse fremmanes som begrebsmæssige bussemænd, der spiller på diverse fordomme for at skabe et diffust skræmmebillede, uden at der dog belægges nogen direkte forbindelse til vores organisationer.

Således skriver rapporten fx i indledningen til det afsnit, hvor vores organisationer omtales:

“Der er et væsentligt skisma imellem anarkisternes fokus på ”handlingens propaganda”, hvilket historisk typisk har udartet sig i terrorisme og politisk vold, og socialisterne og kommunisternes fokus på organisering af arbejderklassen, der skulle forberede arbejderklassen på en revolution, der først kan finde sted, når de objektive omstændigheder er de rette.”

Enhver, der giver sig tid til at sætte sig ind i vores organisationers holdninger til disse spørgsmål, vil imidlertid vide, at vi klart forkaster denne “handlingens propaganda” og i stedet anskuer netop organisering af arbejderklassen som den eneste anvendelige fremgangsmåde. Dette er blot ét af en række eksempler på udeladelser og u-underbyggede insinuationer, der tjener til at få Socialistisk Ungdomsfront og Libertære Socialister til at fremstå ekstremistiske.

Fejl og fordrejninger
Libertære Socialister omtales som en erklæret militant organisation. “Det lyder givetvis hårdt og farligt i manges øren, men rapporten undlader at nævne, at vi med militans forstår aktionsformer som strejker og blokader – metoder, der såvel historisk som aktuelt nyder bred opbakning blandt fagforeninger og venstrefløjens partier, uden at disse af den grund klassificeres som ekstremister”, siger Rasmus Pinnerup fra Libertære Socialister København.

Socialistisk Ungdomsfront kaldes ikke direkte for en venstreekstrem organisation, men bringes i samme kontekst af mere diffuse skræmmebilleder og beskyldes for at være “en trædesten til mere ekstreme politiske grupperinger”. Belægget for denne påstand er dog noget tyndt, idet det udgøres af et enkeltstående tilfælde, hvor en person, der i en kortere periode havde været medlem af (men ikke særligt aktiv i) Socialistisk Ungdomsfront, sidenhen blev anholdt og sigtet for ildspåsættelse med en terror-paragraf.

“Jeg kan ingenlunde være enig med ham i, at SUF skulle være en “trædesten” for folk, der sidenhen bliver ekstremister”, udtaler Chris Bay fra Socialistisk Ungdomsfront. “Faktisk er det ofte stik modsat: at folk kommer ind i SUF med forvirrede og flyvske idéer, men sidenhen “falder lidt ned” og kommer til at arbejde i Enhedslisten, elev- og -studenterbevægelserne eller andre seje steder. Jeg har aldrig hørt om folk der blev radikaliseret i en voldelig retning i SUF”, afslutter han.

Tilsvarende tendentiøs er beskrivelsen af Libertære Socialister, idet det væsentligste konkrete belæg for organisationens ekstremisme er, at den demonstrationsblok, som LS arrangerede i den store folkelige massedemonstration under klimatopmødet COP15, blev anholdt. Hvis man ser bort fra, at blokken ikke blev anholdt, men “administrativt frihedsberøvet”, er det isoleret set korrekt, men det er dog groft tendentiøst, idet rapporten belejligt undlader at omtale, at frihedsberøvelsen efterfølgende blev dømt uhjemlet og dermed ulovlig af såvel Københavns Byret som Østre Landsret, hvorfor de deltagende efterfølgende fik tilkendt erstatning.

Ud over disse tendentiøse fremstillinger kan man konstatere en række faktuelle fejl, f.eks. at LS skulle have 300 medlemmer (hvilket, desværre, ikke engang er i nærheden af at være korrekt), at der skulle eksistere to nutidige danske kommunistpartier, hvoraf ét hedder “Partiet Kommunisterne” (der eksisterer fire: Kommunistisk Parti i Danmark, Kommunistisk Parti, Danmarks Kommunistiske Parti og Arbejderpartiet Kommunisterne), samt at den autonome bevægelse ikke længere eksisterer. Disse faktuelle fejl vidner om manglende grundighed i udforskningen af sagsområdet.

Ekstremisme-stempling er udemokratisk
Overordnet set må denne nylige fokus på “politisk ekstremisme” ses som et forsøg på at udgrænse en legitim politisk kritik af uretfærdigheder i det bestående system og fjerne fokus ved at underkende den som relevant kritik og i stedet gøre den til et spørgsmål om manglende demokratisk indstilling. Men det er netop i forlængelse af demokratiets principper, at en sådan kritik må fremmes og tages alvorligt, og ikke udgrænses som en art farlig “tankekriminalitet”. Den megen snak om farlige ekstremister er spin for at få det partipolitiske spektrum fra SF til de Konservative til at fremstå som det eneste normale og acceptable. Med skræmmebilleder og propaganda vil man udelukke bestemte politiske idéer fra samfundsdebatten, sætte grænser for den frie debat og give danske skolebørn en bestemt politisk opdragelse – alt sammen finansieret af skattepenge. Dét er om noget anti-demokratisk.

“At delegitimere sine politiske modstandere ved at pakke falske påstande og bagvaskelse ind i noget, der skal ligne seriøs forskning, er ikke bare fejt, men også direkte skadeligt for demokratiet og debatten. Vi håber, at Socialministeriet ser dette som det makværk, det er, og putter det direkte i makulatoren,” udtaler Malte fra Libertære Socialister.

“Danmarks politikere har sendt Danmark i krig som besættelsesmagt, på et grundlag, som var både falskt og moralsk afskyeligt. Dette har ført til mange afghaneres, irakeres og danskeres unødvendige og alt for tidlige død. Danmarks politikere indskrænker gang på gang borgernes friheder og rettigheder med oppustede trusselsbilleder som begrundelse. Et bredt flertal i Folketinget stemte for den såkaldte lømmelpakke, som førte til brutale fængslinger af tusindvis af borgere under klimatopmødet, i direkte strid med menneskerettighedskonventionen. Deres eneste forbrydelse var, at de ville deltage i demokratiet,” siger Rasmus fra Libertære Socialister.

De virkeligt farlige er ikke demokrater som Socialistisk Ungdomsfront og Libertære Socialister – det er de danske politikere og deres krigshetz, glidende indskrænkning af demokratiet og tiltagende angreb på en solidarisk samfundsorden.

— Udsendt af Libertære Socialister og Socialistisk Ungdomsfront, onsdag d. 9. maj 2012.

The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum – even encourage the more critical and dissident views. That gives people the sense that there’s free thinking going on, while all the time the presuppositions of the system are being reinforced by the limits put on the range of debate.
— Noam Chomsky, The common good, 1988

Act Up-Paris og La Quadratures ACTAivister i Luzerne, foran forhandlingsstedet.

SOPA & ACTA er de seneste forsøg fra den traditionelle kapitalismes side på at tilbagerulle en forvandling i udvekslingen af varer, som er taget til over de sidste par årtier. I et omdiskuteret interview i 2005 kaldte Bill Gates bevægelsen for fri kultur og open source for ”en slags moderne kommunister, som i forskellige skikkelser ønsker at fjerne incitamentet for musikere og filmproducenter og softwareprogrammører”. Dette forargede mange i bevægelsen, som var mere tilbøjelige til at identificere sig med Ayn Rands ultra-frimarkeds-højrefløj end med den traditionelle venstrefløj, men han havde faktisk fat i noget af det rigtige. Mange kunne ikke se det, fordi ”kommunisme” for næsten alle er kommet til at betyde noget i stil med det gamle Sovietunionen. Men ordet betyder meget mere end dette fallerede topstyrede eksperiment. Hvorfor havde Gates ret, og hvorfor skal vi være glade for det?

Det giver Paul Bowman fra vores irske venner i Workers’ Solidarity Movement et bud på herunder. Teksten er ikke nødvendigvis i alle henseende udtryk for Libertære Socialisters standpunkter, men bringes her, fordi den giver et interessant bud på, hvordan fri kultur og fri software-bevægelsen udgør et moderne eksempel på klassiske anarkistiske idéer om solidaritet, gensidig hjælp og omfordeling.

Continue reading “SOPA & ACTA i krig mod den reelt eksisterende kommunisme”

Libertære Socialister København holdt i januar et oplæg med aktivister fra den såkaldte Planka-bevægelse, der kæmper for gratis offentlig transport. Initiativet Planka.nu startede i Stockholm i 2001 som modsvar på endnu en i den endeløse række af stigninger i prisen på offentlig transport – et område, hvor priserne gennem de sidste mange årtier er steget voldsomt meget mere end den almindelige prisudvikling – og Planka vakte hurtigt en del opmærksomhed ved deres utraditionelle tilgang, hvor de bl.a. hjalp folk til at køre på røven uden at blive taget og iværksatte en bødeforsikring, så man for et beskedent månedligt beløb kunne få dækket evt. bøder. På trods af den kontroversielle tilgang til emnet voksede Planka sig hurtigt stort og findes nu tillige i byer som Göteborg og Oslo.

Priserne på offentlig transport har i tredive år været på himmelfart.

Også i Danmark lider vi under de voldsomme prisstigninger på offentlig transport, der gør det til en betydelig udgift overhovedet at komme rundt i byen. Hvis taksterne havde fulgt med den almindelige prisudvikling, ville en to-zoners-billet, der i dag koster 24 kr., i stedet koste 9 kr.! Dette er ikke bare socialt urimeligt, men også grundlæggende skadeligt fra et miljøperspektiv. Og den offentlige debat om emnet er stort set ikke-eksisterende.

Der er i det hele taget masser af gode grunde til at lade os inspirere af vores svenske og norske venner og forsøge at gøre noget ved problemerne herhjemme også. Derfor indbyder vi nu alle interesserede til at være med til at starte et dansk Planka-initiativ op. Det foregår søndag d. 12. februar kl. 14.00 hos Internationalt Forum (Griffenfeldsgade 41, 2200 København N), og alle er velkomne.

Man er meget velkommen til at melde sig til på Facebook.

I dag – den 11. januar 2012 – er det 10 år siden, Danmarks folketing vedtog, at Danmark skulle deltage i den USA-ledte invasion og besættelse af Afghanistan.
Folketingets vedtagelse var dog kun en bekræftelse af den danske indblanding i invasionen af Afghanistan. Danske tropper har været til stede i landet siden oktober 2001. Officielt var USA’s og øvrige allieredes motiv for at invadere Afghanistan at drive Al-Qaeda ud af landet. Invasionen blev den første regulære militære aktion i George W. Bushs såkaldte ”Krig mod terror”. Formålet med denne stærkt ideologiske krig ændredes dog snart til at være opbygning af en demokratisk afghansk nation.

Besættelsesmagternes officielle motiv for krigen i Afghanistan var og er propaganda og ideologisk kamp. Tanken om sprede ”frihed” ved brug af overlegen ildkraft er fuldstændig forfejlet. Besættelsesstyrkerne fra NATO og ISAF har destabiliseret det afghanske samfund og gjort livet for det afghanske folk langt sværere end tilsigtet. Den illegale narkotikaproduktion er kun vokset. Kvinders forhold i Afghanistan er blevet væsentligt forværret. Korruption er udbredt på alle niveauer i administrationen, og både krigsforbrydere og narkobaroner udgør nu en del af det afghanske parlament.

Demokrati og frihed kan kun vokse ud af folkets egen vilje og kamp. Det kan ikke påtvinges fra oven eller af udefrakommende kræfter med våben i hånd.
Dette burde nu fremstå tydeligt, selv for de politikere, der i starten af besættelsen troede på propagandaen om at ”udbrede demokrati” i Afghanistan. Krigen er blevet en dyr affære både i menneskeliv og penge. Den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan opretholdes i vid udstrækning på grund af USA’s og NATO’s frygt for at miste prestige – krigen må for enhver pris ikke afsluttes på en måde, der får besættelsesmagterne at fremstå som tabere og Taleban, Al-Qaeda eller nogle af de utallige andre modstands- og oprørsgrupper i landet som vindere.

En anden officiel grund til at fastholde Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan og til at fortsætte med at involvere os i krige – som i Irak og nu senest i Libyen – er militariseringen af civilsamfundet.

De mest tydelige og groteske symptomer på militariseringen af Danmark er det ulækre spektakel med militære marscher, som blandt andet København har måttet lægge asfalt til de sidste par år. Med disse parader vil hæren og regeringen få krigen til at fremstå som noget heltmodigt, der gør verden til et bedre sted. Sandheden er det modsatte: krig er altid usselt og forfærdeligt, og krigen i Afghanistan er på ingen måde en undtagelse.

Et mere diskret – men væsentligt mere farligt – symptom er terrorlovgivningen. Besættelsen af Afghanistan og Vestens øvrige militære angreb i Mellemøsten radikaliserer befolkningen og skaber et rekrutteringsgrundlag for grupper som Taleban og Al-Qaeda. Denne ophedede situation bruges så til at motivere en intensiveret indsats mod ”terrorisme”. På hjemmebanen tager det sig udtryk i bl.a. terrorlovgivningen, som i Danmark allerede bruges til at forfølge aktivister på venstrefløjen og i fagforeninger for ”forbrydelser” så som salg af t-shirts og solidaritetsarbejde. Retsstaten og demokratiet udhules trin for trin. Terrorpakkerne og lømmelpakken baner vejen for brug af hemmelige vidner og bevismaterialer i retsvæsenet, for kriminalisering af solidaritetsarbejde og holdningsytringer og for en militarisering af politiet, der udhuler enkelte borgeres frihedsrettigheder og vores grundlæggende demokratiske ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Vi ved, at besættelsen af Afghanistan aldrig reelt har haft til formål at ”befri” den afghanske befolkning. Derfor kræver vi, at Danmark trækker sig ud af Afghanistan – og ud af den igangværende militarisering af hele det danske samfund.

Demokrati, frihed og fred kan blomstre i Afghanistan – ligesom det kan komme til at gøre det i hele verden. Men vejen dertil går ikke gennem krig og besættelse. Kun gennem en konkret solidaritet med de demokratiske kræfter i Afghanistan og aktiv antimilitarisme på hjemmebanen kan vi nå målet. Det er dybt nødvendigt at lægge pres på politikerne m.h.t. at trække besættelsestropperne ud af Afghanistan. Og det er lige så nødvendigt at bekæmpe militarismen og al den afstumpethed, autoritetstro, racisme og militarisering af civilsamfundet, som den bærer med sig. Antimilitarismens budskab om fred, solidaritet, lighed og frihed finder forhåbentlig mange tilhængere i et Danmark, der i løbet af de sidste 10 år har været involveret i hele tre krige og med spild af utallige menneskeliv til følge.

Noget forsinket kommer her en beretning fra nogle libertære socialisters deltagelse i de antifascistiske protester, der fandt sted i Stockholm den 10. december. God læsning!

Rejsen op
Busrejsen op til Stockholm – arrangeret af Antifascistisk Aktion – forløb godt og nogenlunde, som jeg havde forventet det. Vores antifascistiske rejseledere gav os god og grundig information om rejsen. Vel i Sverige blev vi umiddelbart vinket til side af politiet ved tolden, og de to busser blev gennemsøgt. Samtlige rejsende blev kropsvisiterede, registrerede og fotograferede. Ingen nyheder eller overraskelser dér.
Stemningen på bussen var god og afslappet gennem hele rejsen: fra at vi gik på, igennem politikontrol og pauser, til at vi kom frem.

I Stockholm
Da vi kom frem til Stockholm og havde forladt bussen, mødte politiet talstærkt frem og standsede vores gruppe i Hornsgatan. Vi blev så udsat for det, der hedder Udlændingekontrol, og fik igen identiteterne kontrolleret, og vores tasker m.v. visiteret. Her blev otte fra vores gruppe tilbageholdt og kørt til politistationen for afhøring, bl.a. grundet manglende ID-papirer, og fordi politiet havde fundet “værktøj til hærværk” på en af vores kammerater. Disse ‘værktøj til hærværk’ viste sig at være en sprit-tusch …

Første demonstration: Vi Är 94 %
Efter at have gennemgået politiets udlændingekontrol tog vi videre til samlingspladsen for den første demonstration via Stockholms metro.
Ved Kungsträdgården i det centrale Stockholm samledes demonstrationen. Efter nogle antiracistiske taler gik demonstrationen hen til Berzelii Park via Kungsträdgårdsgatan og Hamngatan. (For dem, der ikke er bekendte med det centrale Stockholms geografi, er det en gåtur på ca. 600 meter.)
Efter at demonstrationen holdt ved Berzelii Park, erklærede arrangørerne demonstrationen for afsluttet og opfordrede deltagerne til at tage videre til støjdemonstrationen ”Ljudiska Konspirationen”.
De ca. 1.500 deltagere i Vi Är 94 % bevægede sig umiddelbart videre til Gamla Stan, Stockholms gamle bykerne.

Anden demonstration: Ljudiska Konspirationen
Samtlige større broer ind til Gamla Stan havde politiet spærret af godt og grundigt. Med kravalle-hegn, hollændervogne og kæder af politimænd blev sværmen af antifascister nægtet adgang til Gamla Stan over bl.a. Strömbron og Norrbron. Ved Riksgatan – passagen gennem det svenske folketing Rosenbad – var der dog hul igennem i et vist omfang. Politiet kunne ikke lukke hele Gamla Stan fuldstændigt ned; at gøre det ville svare til at lukke Strøget i København helt ned for at tillade en nazi-demonstration på Gammel Torv-Nytorv.
I første omgang stopper store dele af Ljudiska Konspirationen lige ved folketinget. Men snart siver smågrupper videre ind i Gamla Stan og tættere på Mynttorget, den plads hvor nazisternes demonstration skulle ende. Snart er de fleste antifascister nået ind i Gamla Stan. Da vi når hen til Myntgatan – kun 100 meter fra Mynttorget – ser vi nazisternes demonstration gå forbi! Politiet eskorterer nazisterne med mandskabsvogne, kampklædte betjente, hunde og heste. Moddemonstranterne lader sig dog ikke skræmme af politiet, og menneske-kor, der råber ”nazi-svin!”, følger nazisterne, imens de går forbi sammen med spontane udråb som ”Føj for helvede, hvor er I ulækre!”, ”Din mor må skamme sig over dig!” og ”Fuck ud af vores by, fascist-svin!”.

Da nazierne var nået frem til Mynttorget, vrimlede moddemonstranterne frem til politiafspærringerne. I den knap halvanden times tid, som nazisterne demonstrerede, blev der larmet fantastisk meget. Med vuvuzelaer, kampråb og fløjter lykkedes det for den ‘lyd-iske konspiration’ at skabe et fuldstændigt øredøvende støjniveau. Nazisternes taler fandt sted oven på det taktfaste råb ”nazi-svin!” og eksploderende kanonslag.

Ved to tilfælde kom det til sammenstød mellem politi, fascister og antifascister. Da en deling på ca. 30-40 forsinkede nazister ville tilslutte sig til den større demonstration, stormede antifascister politiets afspærringer og drev blandt andet det beredne politi væk. Herefter haglede kanonslag og romerlys ned over fascisterne, som løb forvirrede omkring, inden det lykkedes politiet at dirigere dem ind bag afspærringerne og ind til nazisternes demonstration.

I det øjeblik, nazisterne skulle til at forlade Gamla Stan igen, ryddede politiet gaden og fik skubbet næsten alle moddemonstranter op i de tilstødende gyder og stræder. Derefter kørte de mandskabsvogne hen til politikæderne og dannede på den måde en mur af biler og betjente mellem nazisterne og antifascisterne. Dette til trods haglede der igen kanonslag og romerlys ned over nazisterne, da de marcherede forbi – og kampråbene imod nazisterne voksede i styrke til en orkan.

Efter at nazisterne havde forladt Gamla Stan, kom det igen til mindre sammenstød, da en del af nazi-demonstrationen brød ud og prøvede at nå frem til moddemonstranterne. Ca. 100 antifascister prøvede også at nå frem til nazisterne, men da den eneste vej mellem de to grupper var igennem en metrostation, kunne politiet hurtigt spærre vejen.

Dette blev den sidste større konfrontation mellem antifascister og nazister den 10. december. Nazisterne blev herefter eskorteret af politiet til deres busser og kørt ud af Stockholm. Vi antifascister samledes til aftensmad og hygge i gode kammeraters selskab på det venstreradikale Kafé 44.

LO og socialdemokrater i antiracistisk demonstration
Udover de to demonstrationer tæt på Gamla Stan arrangerede også SSU – Sveriges Socialdemokratiska Ungdom – en antinazistisk demonstration syd for Gamla Stan sammen med det svenske LO. Ung Vänster – Vänsterpartiets ungdomsforbund og danske SFU’s søsterorganisation – arrangerede også en række antiracistiske flashmobs i Stockholm i løbet af dagen.

Ordensmagten
Den nazistiske demonstration i Stockholm kunne kun gennemføres bag flerdobbelte politiafspærringer, kravalle-hegn og checkpoints, støttet af politi til hest, betjente med hunde, voldspsykopatiske civilbetjente, en politihelikopter med lysende projektør og, til tider, veritable mure af mandskabsvogne.

Til trods for den enorme politiindsats var der mange tidspunkter hvor politiet fuldstændig mistede kontrollen over situationen og ikke kunne garantere nazisternes sikkerhed. Udover de konfrontationer beskrevet ovenfor har Projekt Antifa også skrevet en glimrende beretning, hvor de går mere i dybden med politiets taktik.

Fascisterne
I de ti år, der er blevet afholdt Salem-march, har antallet af deltagere aldrig været lavere end i år. Sidste år deltog ca. 700 nazister i Salem-marchen. I årets march deltog et sted mellem 300 og 550. Tendensen med faldende deltagerantal er altså ikke vendt eller stagneret – fascisterne bliver stadig færre og færre til vintermanifestationerne i Stockholmsområdet.
Der blev optaget videoklip indefra en del af nazisternes demonstration, som kan ses her. At dømme ud fra disse videoklip og nazisternes ansigtsudtryk og adfærd på selve dagen, lader det ikke til at have været en sjov dag at være fascist på. Fra at de ankom til Stockholm til at de forlod byen igen, har de ikke kunnet undgå at høre den mange gange større antifascistiske demonstration og at blive konfronteret med, hvor afskyelige jævne mennesker synes, at de er.
Fascisternes fysiske sikkerhed har heller ikke kunnet garanteres hele vejen igennem. Den store politiindsats til trods har der regnet romerlys og kanonslag ned over dem, og det har muligvis ikke gjort demonstrationen til en særlig behagelig oplevelse. Da fascisterne forlod Gamla Stan, hævnede de sig ved at smide fakler, flasker og sten imod den antifascistiske folkemasse. Disse kasteskyts blev dog hurtigt sendt retur.

Rejsen tilbage
Busrejsen tilbage til Danmark foregik meget stille og roligt. Efter en hel dags antifascistiske demonstrationer var vi alle sammen ret trætte, men meget glade og tilfredse med resultatet.
Arrangørerne huskede os på vigtigheden i at passe på hinanden såvel socialt og mentalt, som fysisk og sikkerhedsmæssigt.
Antifascistisk kamp kan nogle gange lede til voldelige konfrontationer med politi eller fascister. Det er utrolig vigtigt for aktivisternes mentale helbred, for stemningen og kulturen i organisationen og i sidste ende for selve organisationens bæredygtighed, at der ikke skabes en macho-kultur omkring vold og konfrontationer. At ende i voldelige situationer kan være utrolig stressende og belastende på det mentale plan. For at vi skal fortsætte med at have et godt mentalt helbred og undgå at få stress og brænde ud, er det vigtigt og nødvendigt, at vi skaber rum, hvor vi kan tale om vores oplevelser, negative som positive, uden at føle os pressede til at leve op til alle mulige og umulige macho-idealer.

Kom til intromøde i det nystartede LS-Viborg. Der vil være oplæg om libertær socialisme og efterfølgende debat samt snacks, kolde øl og sodavand.

TID: Onsdag den 4. januar 2012, kl. 18:00

STED: c/o Socialistisk Folkeparti – Vendersgade 11, kld. – 8800 Viborg

BEGIVENHED: http://www.facebook.com/events/296627023708730/

Like os på Facebook: LS-Viborg