Libertære Socialister

I dag – den 11. januar 2012 – er det 10 år siden, Danmarks folketing vedtog, at Danmark skulle deltage i den USA-ledte invasion og besættelse af Afghanistan.
Folketingets vedtagelse var dog kun en bekræftelse af den danske indblanding i invasionen af Afghanistan. Danske tropper har været til stede i landet siden oktober 2001. Officielt var USA’s og øvrige allieredes motiv for at invadere Afghanistan at drive Al-Qaeda ud af landet. Invasionen blev den første regulære militære aktion i George W. Bushs såkaldte ”Krig mod terror”. Formålet med denne stærkt ideologiske krig ændredes dog snart til at være opbygning af en demokratisk afghansk nation.

Besættelsesmagternes officielle motiv for krigen i Afghanistan var og er propaganda og ideologisk kamp. Tanken om sprede ”frihed” ved brug af overlegen ildkraft er fuldstændig forfejlet. Besættelsesstyrkerne fra NATO og ISAF har destabiliseret det afghanske samfund og gjort livet for det afghanske folk langt sværere end tilsigtet. Den illegale narkotikaproduktion er kun vokset. Kvinders forhold i Afghanistan er blevet væsentligt forværret. Korruption er udbredt på alle niveauer i administrationen, og både krigsforbrydere og narkobaroner udgør nu en del af det afghanske parlament.

Demokrati og frihed kan kun vokse ud af folkets egen vilje og kamp. Det kan ikke påtvinges fra oven eller af udefrakommende kræfter med våben i hånd.
Dette burde nu fremstå tydeligt, selv for de politikere, der i starten af besættelsen troede på propagandaen om at ”udbrede demokrati” i Afghanistan. Krigen er blevet en dyr affære både i menneskeliv og penge. Den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan opretholdes i vid udstrækning på grund af USA’s og NATO’s frygt for at miste prestige – krigen må for enhver pris ikke afsluttes på en måde, der får besættelsesmagterne at fremstå som tabere og Taleban, Al-Qaeda eller nogle af de utallige andre modstands- og oprørsgrupper i landet som vindere.

En anden officiel grund til at fastholde Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan og til at fortsætte med at involvere os i krige – som i Irak og nu senest i Libyen – er militariseringen af civilsamfundet.

De mest tydelige og groteske symptomer på militariseringen af Danmark er det ulækre spektakel med militære marscher, som blandt andet København har måttet lægge asfalt til de sidste par år. Med disse parader vil hæren og regeringen få krigen til at fremstå som noget heltmodigt, der gør verden til et bedre sted. Sandheden er det modsatte: krig er altid usselt og forfærdeligt, og krigen i Afghanistan er på ingen måde en undtagelse.

Et mere diskret – men væsentligt mere farligt – symptom er terrorlovgivningen. Besættelsen af Afghanistan og Vestens øvrige militære angreb i Mellemøsten radikaliserer befolkningen og skaber et rekrutteringsgrundlag for grupper som Taleban og Al-Qaeda. Denne ophedede situation bruges så til at motivere en intensiveret indsats mod ”terrorisme”. På hjemmebanen tager det sig udtryk i bl.a. terrorlovgivningen, som i Danmark allerede bruges til at forfølge aktivister på venstrefløjen og i fagforeninger for ”forbrydelser” så som salg af t-shirts og solidaritetsarbejde. Retsstaten og demokratiet udhules trin for trin. Terrorpakkerne og lømmelpakken baner vejen for brug af hemmelige vidner og bevismaterialer i retsvæsenet, for kriminalisering af solidaritetsarbejde og holdningsytringer og for en militarisering af politiet, der udhuler enkelte borgeres frihedsrettigheder og vores grundlæggende demokratiske ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Vi ved, at besættelsen af Afghanistan aldrig reelt har haft til formål at ”befri” den afghanske befolkning. Derfor kræver vi, at Danmark trækker sig ud af Afghanistan – og ud af den igangværende militarisering af hele det danske samfund.

Demokrati, frihed og fred kan blomstre i Afghanistan – ligesom det kan komme til at gøre det i hele verden. Men vejen dertil går ikke gennem krig og besættelse. Kun gennem en konkret solidaritet med de demokratiske kræfter i Afghanistan og aktiv antimilitarisme på hjemmebanen kan vi nå målet. Det er dybt nødvendigt at lægge pres på politikerne m.h.t. at trække besættelsestropperne ud af Afghanistan. Og det er lige så nødvendigt at bekæmpe militarismen og al den afstumpethed, autoritetstro, racisme og militarisering af civilsamfundet, som den bærer med sig. Antimilitarismens budskab om fred, solidaritet, lighed og frihed finder forhåbentlig mange tilhængere i et Danmark, der i løbet af de sidste 10 år har været involveret i hele tre krige og med spild af utallige menneskeliv til følge.

Noget forsinket kommer her en beretning fra nogle libertære socialisters deltagelse i de antifascistiske protester, der fandt sted i Stockholm den 10. december. God læsning!

Rejsen op
Busrejsen op til Stockholm – arrangeret af Antifascistisk Aktion – forløb godt og nogenlunde, som jeg havde forventet det. Vores antifascistiske rejseledere gav os god og grundig information om rejsen. Vel i Sverige blev vi umiddelbart vinket til side af politiet ved tolden, og de to busser blev gennemsøgt. Samtlige rejsende blev kropsvisiterede, registrerede og fotograferede. Ingen nyheder eller overraskelser dér.
Stemningen på bussen var god og afslappet gennem hele rejsen: fra at vi gik på, igennem politikontrol og pauser, til at vi kom frem.

I Stockholm
Da vi kom frem til Stockholm og havde forladt bussen, mødte politiet talstærkt frem og standsede vores gruppe i Hornsgatan. Vi blev så udsat for det, der hedder Udlændingekontrol, og fik igen identiteterne kontrolleret, og vores tasker m.v. visiteret. Her blev otte fra vores gruppe tilbageholdt og kørt til politistationen for afhøring, bl.a. grundet manglende ID-papirer, og fordi politiet havde fundet “værktøj til hærværk” på en af vores kammerater. Disse ‘værktøj til hærværk’ viste sig at være en sprit-tusch …

Første demonstration: Vi Är 94 %
Efter at have gennemgået politiets udlændingekontrol tog vi videre til samlingspladsen for den første demonstration via Stockholms metro.
Ved Kungsträdgården i det centrale Stockholm samledes demonstrationen. Efter nogle antiracistiske taler gik demonstrationen hen til Berzelii Park via Kungsträdgårdsgatan og Hamngatan. (For dem, der ikke er bekendte med det centrale Stockholms geografi, er det en gåtur på ca. 600 meter.)
Efter at demonstrationen holdt ved Berzelii Park, erklærede arrangørerne demonstrationen for afsluttet og opfordrede deltagerne til at tage videre til støjdemonstrationen ”Ljudiska Konspirationen”.
De ca. 1.500 deltagere i Vi Är 94 % bevægede sig umiddelbart videre til Gamla Stan, Stockholms gamle bykerne.

Anden demonstration: Ljudiska Konspirationen
Samtlige større broer ind til Gamla Stan havde politiet spærret af godt og grundigt. Med kravalle-hegn, hollændervogne og kæder af politimænd blev sværmen af antifascister nægtet adgang til Gamla Stan over bl.a. Strömbron og Norrbron. Ved Riksgatan – passagen gennem det svenske folketing Rosenbad – var der dog hul igennem i et vist omfang. Politiet kunne ikke lukke hele Gamla Stan fuldstændigt ned; at gøre det ville svare til at lukke Strøget i København helt ned for at tillade en nazi-demonstration på Gammel Torv-Nytorv.
I første omgang stopper store dele af Ljudiska Konspirationen lige ved folketinget. Men snart siver smågrupper videre ind i Gamla Stan og tættere på Mynttorget, den plads hvor nazisternes demonstration skulle ende. Snart er de fleste antifascister nået ind i Gamla Stan. Da vi når hen til Myntgatan – kun 100 meter fra Mynttorget – ser vi nazisternes demonstration gå forbi! Politiet eskorterer nazisterne med mandskabsvogne, kampklædte betjente, hunde og heste. Moddemonstranterne lader sig dog ikke skræmme af politiet, og menneske-kor, der råber ”nazi-svin!”, følger nazisterne, imens de går forbi sammen med spontane udråb som ”Føj for helvede, hvor er I ulækre!”, ”Din mor må skamme sig over dig!” og ”Fuck ud af vores by, fascist-svin!”.

Da nazierne var nået frem til Mynttorget, vrimlede moddemonstranterne frem til politiafspærringerne. I den knap halvanden times tid, som nazisterne demonstrerede, blev der larmet fantastisk meget. Med vuvuzelaer, kampråb og fløjter lykkedes det for den ‘lyd-iske konspiration’ at skabe et fuldstændigt øredøvende støjniveau. Nazisternes taler fandt sted oven på det taktfaste råb ”nazi-svin!” og eksploderende kanonslag.

Ved to tilfælde kom det til sammenstød mellem politi, fascister og antifascister. Da en deling på ca. 30-40 forsinkede nazister ville tilslutte sig til den større demonstration, stormede antifascister politiets afspærringer og drev blandt andet det beredne politi væk. Herefter haglede kanonslag og romerlys ned over fascisterne, som løb forvirrede omkring, inden det lykkedes politiet at dirigere dem ind bag afspærringerne og ind til nazisternes demonstration.

I det øjeblik, nazisterne skulle til at forlade Gamla Stan igen, ryddede politiet gaden og fik skubbet næsten alle moddemonstranter op i de tilstødende gyder og stræder. Derefter kørte de mandskabsvogne hen til politikæderne og dannede på den måde en mur af biler og betjente mellem nazisterne og antifascisterne. Dette til trods haglede der igen kanonslag og romerlys ned over nazisterne, da de marcherede forbi – og kampråbene imod nazisterne voksede i styrke til en orkan.

Efter at nazisterne havde forladt Gamla Stan, kom det igen til mindre sammenstød, da en del af nazi-demonstrationen brød ud og prøvede at nå frem til moddemonstranterne. Ca. 100 antifascister prøvede også at nå frem til nazisterne, men da den eneste vej mellem de to grupper var igennem en metrostation, kunne politiet hurtigt spærre vejen.

Dette blev den sidste større konfrontation mellem antifascister og nazister den 10. december. Nazisterne blev herefter eskorteret af politiet til deres busser og kørt ud af Stockholm. Vi antifascister samledes til aftensmad og hygge i gode kammeraters selskab på det venstreradikale Kafé 44.

LO og socialdemokrater i antiracistisk demonstration
Udover de to demonstrationer tæt på Gamla Stan arrangerede også SSU – Sveriges Socialdemokratiska Ungdom – en antinazistisk demonstration syd for Gamla Stan sammen med det svenske LO. Ung Vänster – Vänsterpartiets ungdomsforbund og danske SFU’s søsterorganisation – arrangerede også en række antiracistiske flashmobs i Stockholm i løbet af dagen.

Ordensmagten
Den nazistiske demonstration i Stockholm kunne kun gennemføres bag flerdobbelte politiafspærringer, kravalle-hegn og checkpoints, støttet af politi til hest, betjente med hunde, voldspsykopatiske civilbetjente, en politihelikopter med lysende projektør og, til tider, veritable mure af mandskabsvogne.

Til trods for den enorme politiindsats var der mange tidspunkter hvor politiet fuldstændig mistede kontrollen over situationen og ikke kunne garantere nazisternes sikkerhed. Udover de konfrontationer beskrevet ovenfor har Projekt Antifa også skrevet en glimrende beretning, hvor de går mere i dybden med politiets taktik.

Fascisterne
I de ti år, der er blevet afholdt Salem-march, har antallet af deltagere aldrig været lavere end i år. Sidste år deltog ca. 700 nazister i Salem-marchen. I årets march deltog et sted mellem 300 og 550. Tendensen med faldende deltagerantal er altså ikke vendt eller stagneret – fascisterne bliver stadig færre og færre til vintermanifestationerne i Stockholmsområdet.
Der blev optaget videoklip indefra en del af nazisternes demonstration, som kan ses her. At dømme ud fra disse videoklip og nazisternes ansigtsudtryk og adfærd på selve dagen, lader det ikke til at have været en sjov dag at være fascist på. Fra at de ankom til Stockholm til at de forlod byen igen, har de ikke kunnet undgå at høre den mange gange større antifascistiske demonstration og at blive konfronteret med, hvor afskyelige jævne mennesker synes, at de er.
Fascisternes fysiske sikkerhed har heller ikke kunnet garanteres hele vejen igennem. Den store politiindsats til trods har der regnet romerlys og kanonslag ned over dem, og det har muligvis ikke gjort demonstrationen til en særlig behagelig oplevelse. Da fascisterne forlod Gamla Stan, hævnede de sig ved at smide fakler, flasker og sten imod den antifascistiske folkemasse. Disse kasteskyts blev dog hurtigt sendt retur.

Rejsen tilbage
Busrejsen tilbage til Danmark foregik meget stille og roligt. Efter en hel dags antifascistiske demonstrationer var vi alle sammen ret trætte, men meget glade og tilfredse med resultatet.
Arrangørerne huskede os på vigtigheden i at passe på hinanden såvel socialt og mentalt, som fysisk og sikkerhedsmæssigt.
Antifascistisk kamp kan nogle gange lede til voldelige konfrontationer med politi eller fascister. Det er utrolig vigtigt for aktivisternes mentale helbred, for stemningen og kulturen i organisationen og i sidste ende for selve organisationens bæredygtighed, at der ikke skabes en macho-kultur omkring vold og konfrontationer. At ende i voldelige situationer kan være utrolig stressende og belastende på det mentale plan. For at vi skal fortsætte med at have et godt mentalt helbred og undgå at få stress og brænde ud, er det vigtigt og nødvendigt, at vi skaber rum, hvor vi kan tale om vores oplevelser, negative som positive, uden at føle os pressede til at leve op til alle mulige og umulige macho-idealer.

Erklæringen stammer fra den ægyptiske Libertarian Socialist Movement.

I weekenden d. 19.-20. november brød en ny bølge af masseprotester ud over hele Egypten på grund af den systematiske vold, som hærens øverste råd (Supreme Council of Armed Forces, SCAF) har udøvet mod det egyptiske folk. Folk er trætte af deres diktatoriske opførsel, af brugen af dødelig vold mod demonstranter, af militærdomstolene, som på 10 måneder har sendt 12,000 kammerater til at rådne i fængslerne, af deres censur, torturen, kidnapningerne og de overlagte mord på aktivister. Folk er trætte af, at militærrådet overtager vores revolutions slagsord, så de kan bruge dem til at fortsætte det samme gamle diktatur med andre midler. Folk er trætte af den splittelse, som de forsøger at skabe for at aflede os fra vores reelle kamp for retfærdighed, lighed og frihed.

Imperialismen har beordret en “ordentlig overgang” til demokrati i Egypten, og militæret har lydigt fulgt denne plan. Egyptens folk kræver, at det skal være slut med diktaturet og at resterne af det forhadte Mubarak-regime rives op med rode. Folket i Egypten ønsker, at de nu langt om længe kan føle, at de har et land styret af dem selv og for dem selv.

Egyptens anarkister og den internationale solidaritetsbevægelse med de frihedssøgende oprørere støtter helhjertet det egyptiske folks retfærdige kamp for at fortsætte deres revolution, og fordømmer de massakrer på demonstranter, som viser at militærrådets styre ikke er spor anderledes end Mubarak.

Ulig andre udsnit af befolkningen, som nærer illusioner om et borgerligt demokrati, mener vi, at demokrati og staten er uforenelige størrelser. Et ægte demokrati var det, der skete, da det egyptiske folk dannede deres egne folkelige komiteer og drev deres egne fællesskaber, deres egne byer, deres egen fælles tilværelse fra bunden og opefter. Vi opfordrer alle til at styrke disse folkelige komiteer, til at decentralisere magten i landet, til at underlægge hver eneste politiske stilling komiteernes tilbagekaldelsesret, hvis de svigter det mandat, som de har fået af dem.

Vi mener også, at længslen efter demokrati er uforenelig med det kapitalistiske system, baseret som det er på elitens kontrol med økonomien og livets fornødenheder; en kontrol, der hver eneste dag dømmer 25.000 mennesker til sultedøden. Ægte demokrati er kun muligt, hvis hele samfundet demokratisk kontrollerer økonomien og industrien i et land. Dette kræver fælles ejendomsret over land og virksomheder samt at bønder og arbejdere selv styrer deres arbejde. Hvis de få bestemmer over verdens velstand, vil de få blive ved med at have magt over os alle. Det frie marked er blot en mere raffineret form for diktatur.

Af disse årsager opfordrer vi hermed fagforeningerne og arbejderne til at tage en ledende rolle i den nuværende kamp, til at besætte deres arbejdspladser, til at ændre dem til arbejderkooperativer, og til at forberede sig på den fulde selv-bestemmelse over den egyptiske økonomi.

Egyptens krise kan ikke løses med halvhjertede forsøg. Vi har brug for, at ungdommen, kvinderne og arbejderklassen som helhed engagerer sig fuldt ud i at fjerne kilderne til tyranni og vold i vores land – staten og det kapitalistiske system. Lad os alle forenes i kampen mod et militærstyre, men lad os forsvare en revolutionær og libertær løsning for Egyptens folk.

25. november 2011

Støttet og underskrevet af:
Libertarian Socialist Movement (Egypten)
Federazione dei Comunisti Anarchici (Italien)
Organisation Socialiste Libertaire (Schweiz)
Workers Solidarity Movement (Irland)
Zabalaza Anarchist Communist Front (Sydafrika)
Workers Solidarity Alliance (USA)
Confederación Sindical Solidaridad Obrera (Spanien)
Grupo Libertario Vía Libre (Colombia)
Centro de Investigación Libertaria y Educación Popular (Colombia)
Instituto de Ciencias Económicas y de la Autogestión (Spanien)
Federación Comunista Libertaria (Chile)
Revista Política y Sociedad (Chile)
Melbourne Anarchist Communist Group (Australien)
Common Struggle – Libertarian Communist Federation (USA)
Unión Socialista Libertaria (Peru)
Common Cause (Canada)
Confederación General del Trabajo (Spanien)
Coordination des Groupe Anarchistes (Frankrig)
Libertære Socialister (Danmark)
Motmakt (Norge)
Miami Autonomy & Solidarity (USA)
Union Communiste Libertaire (Canada)
Alternative Libertaire (Frankrig)