jul 13 2010
Michael Schmidt, medforfatter til bogen “Black Flame: The Revolutionary Class Politics of Anarchism and Syndicalism” og medlem af Zabalaza Anarchist Communist Front, taler på McMaster University i Hamilton, Ontario i marts 2010.
jun 25 2010
Vi har to små nyheder på hjemmesiden, som vi gerne vil reklamere lidt for: vores nye merchandise-sektion og nye versioner af vores grunlæggende dokumenter (regler og platform).
I den nye merchandise-sektion kan du se LS’ seneste kollektioner. Det er desværre endnu ikke muligt at købe produkterne via hjemmesiden, men kig dig omkring og henvend dig til den nærmeste LS-lokalgruppe eller føderationen.
Under dokumenter finder du spritnye udgaver af LS’ regler og platform (vedtaget på kongressen i maj). De kan også downloades lige her:
Download LS' regler
Download LS' platform
jun 24 2010
VM 2010 må afsløres som det fuldkomne humbug, det er. Den sydafrikanske anarkistføderation Zabalaza fordømmer kraftigt den sydafrikanske regerings frækhed og hykleri, når de præsenterer verdensmesterskabet som en enestående mulighed for løfte det sydafrikanske folk og resten af kontinentet, økonomisk og socialt.
Det er helt klart, at ”muligheden” er og bliver en mulighed for nye indtjeninger til den globale og hjemlige kapital og den sydafrikanske herskerklasse. Faktisk er der, om noget, større sandsynlighed for, at mesterskaberne har skadelige konsekvenser for Sydafrikas fattige og for arbejderklassen – hvilket vi allerede har set eksempler på.
Vi giver FIFA det rød/sorte kort
I forbindelse med afholdelsen af VM har den sydafrikanske regering brugt næsten 642 milliarder danske kroner (610 milliarder på forbedringer af infrastruktur og ca. 32 milliarder på stadioner, der aldrig bliver fyldt igen), en kæmpe lussing til folk, der bor i et land, der er karakteriseret af ekstrem fattigdom og en arbejdsløshed på knap 40%. I løbet af de sidste fem år har de fattige arbejdere udtrykt deres vrede og skuffelse over regeringens manglende vilje til at afhjælpe den massive sociale ulighed i over 8000 strejkedemonstrationer for grundlæggende offentlige tjenesteydelser og boliger. Dette investeringsmønster er et yderligere bevis på at, den neoliberale kapitalisme har fejlet, og at dens “jobskabende” hjælp til de rigeste kapitalister ikke har medført andet end øget ulighed og fattigdom på verdensplan. På trods af tidligere påstande om det modsatte har regeringen for nylig indrømmet dette ved at foretage en kovending og pludselig sige, at det aldrig har været meningen at afholdelsen af VM skulle kaste vækst af sig!
Sydafrika har desperat brug for massive investeringer i offentlig infrastruktur, specielt i offentlig transport, der i nogle byer, deriblandt Johannesburg, er nærmest ikke-eksisterende. Det nye højhastighedstog ved navn Gautrain, der blev indviet den 8. juni (lige i tide til den store begivenhed) er sandsynligvis den største joke i den forbindelse. I et land, hvor hovedparten af befolkningen er afhængige af usikre private minibusser, når de skal rejse længere afstande, tilbyder de nye tog høj hastighed og luksuriøs transport for turister og dem, der rejser mellem Johannesburg og Pretoria … Det er de færreste, der har råd til at køre med, når en enkeltbillet mellem lufthavnen og velhaverkvareret Sandton i Johannesburg koster 100 rand. Det samme billede gentager sig overalt: Sydafrikas lufthavnsselskab (the Airports Company of South Africa) har brugt over 16 milliarder rand på at forbedre lufthavnene, det privateejede vejselskab (South African National Road Agency Ltd) har brugt over 23 milliarder rand på et nyt net af betalingsveje, og er tvunget til at skrue priserne op for at indtjene de investerede milliarder. De fleste af vejene kommer derfor ikke de fattige sydafrikanere til gode. Kommuner i hele landet er begyndt på byfornyelsesprojekter … ledsaget af gentrifikationsprogrammer i regeringens forsøg på hurtigt at dække over den barske sydafrikanske virkelighed. Over 15.000 hjemløse og gadebørn er blevet forflyttet til skurbyer i Johannesburg alene. I Cape Town har kommunen udvist tusinder af mennesker fra fattige områder og hjemløselejre, som del af smukkeseringen af byen op til VM. Cape Towns myndigheder forsøgte (uden held) at udsætte 10,000 beboere fra deres hjem i Joe Slovo bydelen, for at skjule dem for de turister, der kører forbi området på N2-motorvejen, og andre steder bliver de fjernet for at gøre plads for stadioner, fanparker eller togstationer. I Soweto bliver veje forskønnet langs FIFA- og turistruterne, mens de nærliggende skoler kan fremvise smadrede vinduer og smuldrende bygninger.
Selvom mange sydafrikanere er uimponerede, bliver andre overvældet og revet med af denne syndflod af nationalistisk propaganda, der har som formål at aflede opmærksomheden fra VM-cirkusset. Hver fredag er blevet udråbt til ”fodboldfredag”, hvor “nationen” opfordres (og skolebørnene tvunget) til at gå i landsholdstrøjer. Biler bliver udstyret med flag, folk lærer diski-dansen, som opføres jævnligt på alle turistrestauranterne, og folk opfordres til at købe dukker af fodboldmaskotten Zakumi. Alle, der er skeptiske over for hypen omkring VM, bliver stemplet som dårlige landsmænd: Det bedste eksempel på dette var appellerne til de strejkende transportarbejdere i transportarbejdernes fagforening SATAWU om at skrinlægge deres uenigheder for nationens skyld. I en kontekst hvor næsten en million jobs er forsvundet det sidste år, er regeringens lovsange om, at VM har skabt over 400.000 jobs, tomme og fornærmende. De jobs, der er blevet skabt i forbindelse med VM, har for størstedelens vedkommende bestået af korte tidsbegrænsede kontrakter, og de er blevet taget af arbejdere uden fagforening, som er blevet betalt væsentligt mindre end den officielle minimumsløn.
Udover undertrykkelsen af fagforbund, har sociale bevægelser oplevet tilsvarende fjendtlighed fra staten, der uofficielt har nedlagt et forbud mod alle protester under VM (hvilket kunne ses, da arbejdere i Durban protesterede over at være blevet snydt for deres løn, se fx http://politiken.dk/udland/article994331.ece, red.). Faktisk er der beviser for, at dette forbud trådte i kraft allerede den 1. marts. Ifølge Jane Duncan:
En hurtig undersøgelse af andre VM-værtskommuner i slutningen af sidste uge viste, at der er et de-facto forsamlingsforbud i kraft. Ifølge Rustenberg kommune lydet det: ”Forsamlinger er forbudt under VM”. Myndighederne i Mbombela blev fortalt af politiet, at de ikke kunne tillade forsamlinger under VM. Cape Towns byråd hævder, at de fortsat tillader demonstrationsansøgninger, men antyder at det ”måske bliver et problem” i VM-perioden. Ifølge myndighederne i Nelson Mandela Bay og Ehekwini, vil politiet “ikke tillade forsamlinger i perioden”.
Selv om det er tydeligt, at forfatningen, der ofte bliver hyldet for sin ‘progressivitet’, langtfra er den garanti for frihed og lighed, som regeringen hævder, er denne nye form for repression klart i modstrid med Sydafrikas forfatningsmæssige rettigheder til at ytre og forsamle sig. Alligevel har sociale bevægelser i Johannesburg, deriblandt ‘Anti-Privatisation Forum’ og adskillige andre ikke givet op så let, og har opnået at få tilladelse til en demonstration på åbningsdagen med hjælp fra Ytringsfrihedsinstituttet — en NGO, der arbejder for at promovere ytringsfrihed. Demonstrationen er dog blevet tvunget til at foregå hele tre kilometer fra stadionet, hvor den ikke vil tiltrække så meget uønsket medieomtale.
Ikke alene har staten været stærkt undertrykkende over for de fattige og over for enhver anti-VM-aktivitet, under dække af at fremstille Sydafrika som et værtsland, der med åbne arme inviterer dem, der strømmer til de ekslusive hoteller, bed-and-breakfasts og cocktail lounges, men de gør det under rådgivning af Sepp Blatter & venners’ lovlige forbryderimperium ved navn FIFA (smukt omtalt som THIEFA af Durban Social Forum). Man regner med, at de kommer til at tjene 1,2 mia. euro i forbindelse med dette VM, foruden de over 1 mia. euro, de allerede har fået for medierettigheder.
Stadioner og områderne omkring er blevet overdraget til FIFA under turneringen (skattefrie zoner, der bogstaveligt talt skaber områder kontrolleret og overvåget af FIFA, fritaget for skattelovgivning og andre af statens love), og alle ruter til og fra stadions er med magt blevet ryddet for alle, der ikke sælger FIFA-godkendte produkter, og for dem, der lever i hjemløselejre langs vejene til og fra lufthavnene. De mennesker, der havde håbet på at kunne tjene lidt ekstra til overlevelsen i forbindelse med verdensmesterskaberne, får altså ikke som ventet del i den øgede omsætning.
FIFA, der er eneejer af VM-brandet og dets sideprodukter, har også et hold på omkring 100 advokater, der gennemsøger landet for al uautoriseret salg og markedsføring af VM-brandet. Varerne bliver beslaglagt og sælgerne arresteret på trods af det faktum, at de fleste i Sydafrika og på kontinentet i øvrigt køber deres varer på det uformelle marked, da meget få har råd til at betale 400 rand for en holdtrøje og andet. FIFA har også effektivt givet journalisterne mundkurv på med en “certifikationsklausul”, der forhindrer medier i at bringe FIFA i miskredit, hvilket klart undertrykker pressefriheden.
Det mest ironiske er, at fodbold engang var arbejdernes spil. Det var billigt at se kampe på stadion, og derfor en nem måde for folk at få 90 minutter, hvor de kunne glemme det daglige slaveri under bossen og staten. I dag skaber professionel fodbold og VM enorme profitter til en del af den globale og hjemlige elite (oveni købet med hjælp fra staten, der har postet mange unyttige milliarder i VM i en tid med global økonomisk krise), der afkræver fansene flere tusinde rand, pund, euro osv. hver sæson, for at man kan få lov at se modbydeligt overbetalte fodboldspillere rende rundt på velfriserede overholdte plæner, og som ved hjælp af parasitiske agenter skændes om, hvorvidt de fortjener deres kæmpelønninger eller ej. Et spil, som på mange måde har bevaret sin æstetiske skønhed, har fuldstændig mistet sin arbejderklassesjæl og er blevet reduceret til endnu en vare, der skal udnyttes.
Bakunin sagde engang, at ”folk går i kirke af de samme årsager, som de går på kroen: for at fordumme sig, for at glemme deres elendighed, for i et par minutter at føle sig frie og glade”. Måske kan vi midt i den blinde nationalistiske flagning og vuvuzela-piften føje sport til denne liste, og det virker nemmere at glemme end at deltage i kampen mod uretfærdighed og ulighed. Det er der dog mange, der ikke gør, og arbejderklassen og de sociale bevægelser falder ikke så nemt for illusionen, som regeringen tror. Fra midlertidige besætter-lejre oprettet ved stadiondørene til massedemonstrationer, til landsdækkende strejker, godkendte eller ej, og på trods af deres hylen op manglende patriotisme og deres totalinddragelse af ytringsfriheden, vil vi trodsigt gøre vore stemmer hørt for at afsløre de frygtelige uligheder, der kendetegner vores samfund, og mesterskaberne, der bliver spillet på bekostning af dem, som imperier bliver bygget, og senere smadret, på.
Denne udtalelse er skrevet af Zabalaza Anarchist Communist Front.
Den originale tekst kan læses hos Anarkismo (hvor der findes flere beslægtede links).
jun 01 2010
Klik for større billede
Vi står midt i en stor global økonomisk krise, som har kastet millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom. Krisen skyldes først og fremmest, at kapitalismen er et grundlæggende defekt system, som igen og igen ender i dybe kriser med store menneskelige konsekvenser til følge. Den nuværende krise er blevet yderligere forværret af spekulationer og den neo-liberale, markedsfundamentalistiske, politik som skiftende regeringer har ført – en politik som har forgyldt de mennesker som har ansvaret for krisen.
Nu forsøger den politiske og økonomiske overklasse at tørre hele regningen af på arbejderklassen. Det sker gennem halveringen af dagpengeperioden, sænkelse af skattefradraget på faglige kontingenter, øget arbejdstid samt nedskæringer på børnechecken, uddannelsessystemet, tolkebistand på hospitaler og ulandsbistanden. Kort sagt er det arbejderklassen der kommer til at betale for en krise som overklassen har skabt. Milliardærerne, som har skovlet gigantiske profitter ind i de foregående år, må endelig ikke lide.
- AFVIS ALLE NEDSKÆRINGER, FORRINGELSER OG FORSØG PÅ AT HÆVE ARBEJDSTIDEN!
Hverken regeringens eller oppositionens angreb skal accepteres! Det er ikke vores ansvar at redde et defekt kapitalistisk system!
- TAG KOLLEKTIVE KAMPSKRIDT!
Angrebene er rettet mod hele arbejdsklassen, både indenfor og udenfor arbejdsmarkedet! Aktioner overalt!
- GÅ PÅ GADEN OG PROTESTER!
Angrebene må ikke passere i stilhed – gør modstanden synlig! Kun vores modstand kan slå angrebet tilbage!
maj 22 2010
Vi ved ikke, hvordan situationen vil udvikle sig. Vi mangler meget for at komme videre, men den værst mulige udvikling ville være, at militæret tager over. Det kunne betyde, at Grækenland ville blive smidt ud af EU på den værst mulige måde. Og på den måde kunne IMF (Den Internationale Valutafond) indføre deres vilje gennem en diktator, ligesom USA har gjort tidligere. Det er det værst tænkelige, der kunne ske. Men jeg har på fornemmelsen, at hæren ikke har lyst til at skride ind; der er et bredere politisk spektrum inden for hæren nu om dage, hvilket ville gøre sådan en beslutning vanskelig. Men jeg kan ikke se, hvordan kapitalisterne ellers vil gennemtvinge reformerne. Folket har fået nok.
Græske arbejdere siger NEJ
Det følgende er et interview om den græske krise med Konstantinos Avramidis — en græker bosat i Irland, medlem af Workers Solidarity Movement og af postarbejdernes fagforening.
Man er nødt til at begynde med den sidste regering, selv om de ikke er ansvarlige for det hele. Der var masser af penge, der forsvandt, skandaler, sorte huller … ikke at de var den første regering, der tyede til den slags korruption – husk bare på, at det var en socialdemokratisk regering, der meldte os ind i euro-zonen ved at manipulere med økonomien. Som sædvanlig er ingen blevet rigtig dømt eller retsforfulgt, men der var en del anholdelser sidste år. Hovedsagen var skovbrandene, fordi de brugte den afbrændte jord til udvikling, og det blev en stor skandale, idet det ikke skete af naturlige årsager. Og så var der unge Alex [Grigoropoulos], som blev dræbt af politiet, og sammenbruddet af verdens banker og deres påvirkning af den græske økonomi – det bidrog alt sammen til den sociale utilfredshed. Men ingen talte egentlig om indenrigsøkonomien: regeringens folk snød med tallene, de skjulte information, og situationen var langt værre, end de fortalte offentligheden.
Såvel borgerlige som socialdemokrater vidste, at situationen var ret dårlig, men landet stod over for et valg i oktober. Socialdemokraterne vidste, at landet var i særdeles dårlig fatning og at de ikke havde råd til at udbetale pensioner og lønninger, så vi var dybest set bankerot. IMF og Verdensbanken var villige til at give os penge, men ikke uden at få noget igen, forstås. De nyvalgte socialdemokrater blev valgt på løfter om en økonomisk reform væk fra neoliberalismen – de lovede at satse på offentlige og sociale områder osv. Folk gik i fælden. De opstillede et 100-dages-program, som det alt sammen skulle indføres inden for. De lovede, at de ville bekæmpe korruption, men intet af det, som de lovede, kom nogensinde til at ske, for der var ingen penge! Og det indrømmede de aldrig, selv om de vidste det på forhånd – det drejede sig kun om valgløfter. Så vendte de sig mod EU for at spørge om et lån. EU, der blev anført af Frankrig og Tyskland, var ikke villige til at låne dem penge, så de sagde, at de i stedet ville få pengene fra IMF. Grækenland var det første land inden for EU, der lånte penge fra IMF, så det har konsekvenser for hele EU.
Efter at IMF havde givet den første sum penge, bad de om en række reformer – såsom nedskæringer i udgifter til offentlig service og på overførselsindkomster. Så derfor skar de drastisk på bonusser og lønninger, således at arbejdere mister ca. 30% af gennemsnitsindtægten. Overførselsindkomster blev også skåret med op mod 30%, så folk, der havde fået kredit til huse, biler og tilsvarende ting, begynder at miste dem.
Den anden betingelse var, at regeringen skulle nedbringe lønninger for arbejdere i den private sektor væsentligt, selv om de i forvejen var på røven. Så konsekvensen blev, at vi for første gang i 36 år har en generalstrejke, hvor 300.000 demonstrerede alene i Athen. I denne måned har vi en generalstrejke mere – i morgen, faktisk – så i løbet af to måneder har vi to generalstrejker; noget der aldrig før er sket i nyere tid. For tiden ser man husmødre gå på gaderne med gryder og pander – helt almindelige mennesker har ikke råd til at tjene til livets ophold. Det er ikke bare venstrefløjen, der går på gaden.
En anden udvikling, man ser, er en massiv udvandring, så folk flytter til Tyskland, Frankrig osv. Det har man ikke set i mange år.
Demonstrationer og strejker kan ærligt talt ikke opnå meget mere nu. Nu er det tid til at organisere omfattende arbejdsnedlæggelser og besættelser … målet må være at vælte regeringen. De bliver nødt til at afholde en folkeafstemning om hele sagen med EU og IMF, og så må vi få gang i en massiv genopbyggelse af den offentlige sektor og i at bekæmpe korruption på alle niveauer, begyndende med toppen. Problemet ligger på de højeste niveauer; fx blev det for to dage siden afsløret, at turistministerens mand – en meget berømt musiker – skyldte 5,5 millioner euro til skattevæsenet. Hun trådte ganske vist tilbage, men de forsøgte at malke befolkningen, medens de selv skyldte staten millioner!
Det er svært at sige. Her i Grækenland er der nemlig flere mennesker med klassebevidsthed end i andre dele af Europa, men det er stadigvæk ikke en så afgørende andel af befolkningen, at de kan fremkalde en grundlæggende forandring. Fagforeningerne – i hvert fald flertallet af dem – er tilknyttet de store partier – de konservative og socialdemokraterne – på nær PAME, som er tilknyttet kommunistpartiet. Problemet med dem er, at selv om de har ca. 10% af alle stemmerne, har de ingen nye idéer – de taler til et publikum, der består af folk, der var aktive i 50′erne. De opfordrer folk til at gå på gaden, fordi de ikke har anden mulighed; lederne er nødt til at adlyde deres eget folks vilje. Formanden for GSSE – en fagforening for ansatte i den private sektor – blev nærmest lynchet af hans egne menige medlemmer, da han forsøgte at få folk til at falde til ro under en demonstration. De har ikke stor mulighed for at udtrykke andet end den generelle holdning. Resten af venstrefløjen – og anarkisterne – prøver at passe ind i fagforeningsbevægelsen, og det er godt, for de opnår mere ved at arbejde politisk dér, hvor folket er, men det er ikke nok i sig selv … det burde de have gjort for mange år siden. Dengang demonstrerede anarkisterne kun i deres egne blokke og der var en del avantgardisme, men nu begynder de at demonstrere sammen med deres fagforeninger og med deres sociale bevægelser, og det er en god udvikling.
Det er ikke, hvad jeg hører, og det skal strejken i morgen nok bevise. De bliver snarere stærkere. Men før eller siden vil der være behov for et hvil, selv om det ikke vil dø ud, for når sommeren kommer, vil en masse mennesker tage ferie, og måske kommer der nogle feriegratialer til pensionister osv., men man er nødt til at tage højde for, at selv om september er den varmeste måned i Grækenland, så har jeg på fornemmelsen at oktober vil være dobbelt så ophedet. Folk kommer tilbage fra ferie, gratialerne er brugt, overførselsindkomster og lønninger vil være lavere, og de vil stadig være i gang med at betale af på deres lån, og uddannelsessystemet vil være brudt sammen. Det bliver kun et kort hvil. Og der er også stadig den mulighed, at sommeren alligevel ikke kommer til at have en dæmpende virkning. I år er et særligt år; det er en særlig tid, og det her er bare spekulationer. Det er svært at forudsige, hvad der faktisk vil ske. Det er første gang, landet har været i sådan en knibe, selv om det har været undervejs de sidste 30 år.
Én mulig udvikling, som jeg gerne ser, er at Grækenland leder an på verdensscenen ved at opnå noget, som ikke er blevet opnået nogen andre steder. Jeg ønsker ikke at se mit land isoleret i en cubansk model med embargoer osv. Det, vi har brug for, er, at vi har held til at komme ud af de forpligtelser, som den kapitalistiske ledelse har påtvunget os: ud af NATO, ud med alle militærbaserne og de fremmede tropper, ud af IMF – uden at det skal blive til en konspirationsteori er jeg overbevist om, ud fra hvad vi har set i Latinamerika, at de kan gøre landet til en økonomisk forsøgskanin – og ud af EU, fordi der ikke er nogen mening med at forblive i et markedsfællesskab uden nogen egentlig solidaritet på et socialt niveau. Det er ikke et fællesskab for folket – vi bliver bare sat til at betale omkostningerne. Vi bor angiveligt under samme tag, men det er os, der lejer kælderetagen. Det er ikke et jævnbyrdigt forhold. Vi har brug for en folkeafstemning, og jeg tror, at mange mennesker vil stemme for ikke at betale, for det er ikke os, der er skyld i gælden. Det er markedsspekulanterne, politikerne og kapitalisterne, der var skyld i det her. Andet trin er at finde dem, der er ansvarlige og så give regningen videre til dem. Vi har også behov for at få opbygget uafhængige fagforeninger og for at demokratisere arbejderklassen, så de kan magte deres opgave med at uddanne, agitere og organisere sig. Jeg tror, at det kunne have en domino-effekt på andre lande, som fx Island – de har haft en folkeafstemning, og de bestemte sig for ikke at betale Holland og Storbritannien den gæld, som de i første omgang ikke selv var skyld i. Det var ikke folket, der skabte krisen – det var bankerne.
Men vi ved ikke, hvordan situationen vil udvikle sig. Vi mangler meget for at komme videre, men den værst mulige udvikling ville være, at militæret tager over. Det kunne betyde, at Grækenland ville blive smidt ud af EU på den værst mulige måde. Og på den måde kunne IMF indføre deres vilje gennem en diktator, ligesom USA har gjort tidligere. Det er det værst tænkelige, der kunne ske. Men jeg har på fornemmelsen, at hæren ikke har lyst til at skride ind; der er et bredere politisk spektrum inden for hæren nu om dage, hvilket ville gøre sådan en beslutning vanskelig. Men jeg kan ikke se, hvordan kapitalisterne ellers vil gennemtvinge reformerne. Folket har fået nok.
Interviewet er oprindelig offentliggjort af José Antonio Gutiérrez D. på anarkismo.net.
maj 15 2010
Erklæring vedrørende den græske krise
Situationen i Grækenland er en forsmag på de sociale nedskæringer, der venter os alle. Denne politik er blevet vedtaget af alle de etablerede partier – fra ærkekonservative over liberale til socialdemokrater – af alle regeringer og af den globaliserede kapitalismes institutioner. Der er kun én måde at presse denne barbariske kapitalismes politik tilbage på: gennem brede direkte aktioner, gennem udvidelsen af strejkebevægelsen og ved at øge antallet af demonstrationer i hele Europa.
Den græske arbejderklasse er vred – og med god grund – over forsøget på at skubbe ansvaret for den græske stats fallit over på arbejdernes skuldre. Vi fastholder i stedet, at det er de internationale finansielle institutioner og Den Europæiske Union, der er ansvarlige. De finansielle institutioner har kastet verden, og især Grækenland, ud i en økonomisk og social krise af historiske dimensioner, som tvinger landene i gæld, og nu klager disse samme institutioner over, at visse stater står i fare for ikke at være i stand til at tilbagebetale deres gæld. Vi fordømmer dette hykleri og siger, at selv om Grækenland – og alle de andre lande – kan tilbagebetale gælden, bør de ikke gøre det: det er op til de ansvarlige for krisen – de finansielle institutioner, ikke arbejderne – at betale for de skader, som denne krise har forårsaget. De græske arbejdstagere gør ret i at nægte at betale deres lands gæld. Vi nægter at betale for deres krise!
Lad os i stedet sætte kapitalisterne i skudlinjen: græske kapitalister genererer nogle af de største avancer i Europa takket være investeringer i de fattigere Balkan-lande, manglende social beskyttelse og kollektivt garanteret mindsteløn for græske arbejdstagere, for ikke at nævne landets gigantiske sorte beskæftigelsesøkonomi og en endnu større udbytning af migrantarbejdere. De græske kapitalister er også meget let beskattet på grund af den svage stat (i det mindste over for de rige) og den store korruption, som tillader svig og skatteunddragelse i massivt omfang. Det er således i lige mål op til de græske kapitalister selv at betale for denne krise.
Vi fordømmer også Den Europæiske Unions holdning. EU blev fremlagt for os som en garanti for fred og solidaritet mellem folkene, men nu viser det sit sande ansigt – nemlig at det fungerer som et ukritisk propaganda-agentur for neoliberalisme, i stik modstrid med begrebet demokrati. Så snart en økonomi kører fast i vanskeligheder, fordamper ethvert foregivende om solidaritet. Så ser vi bebrejdelser og anklager om slaphed fremført mod Grækenland i et fornærmende sprog, der grænser til det racistiske. Det “Europa, der beskytter os”, som liberale og socialdemokrater lovpriste, dengang Lissabon-traktaten skandaløst blev tvunget igennem (navnlig i Frankrig og Irland), lader nu til at være langt væk.
Hvad angår den egentlige beskyttelse, har EU og de finansielle institutioner forenet deres bestræbelser på at tvinge Grækenland til at nedlægge deres offentlige ydelser gennem spareprogrammer, som frembringer mindelser om IMF’s “Strukturtilpasningsprogrammer”: ansættelsesstop, fastfrysning af løn, privatiseringer og øgede moms-afgifter. I dag kræver EU, at pensionsalderen skal hæves til 67 – ikke blot i Grækenland, men også i andre lande – og truer tilmed bistandshjælpen. På denne måde åbner de nye markeder for investorer, samtidig med at de sikrer de rige investorers formuer på bekostning af arbejderklassens grundlæggende interesser. Det er den herskende klasses Europa – et Europa, som vi alle må arbejde sammen om at modsætte os.
Det er derfor, vi opfordrer folk over hele Europa til at tage del i initiativer i solidaritet med den græske arbejderklasse og med fremtidige ofre for bankernes amokløb.
Lad os svare igen med klassesolidaritet imod de værdier om grådighed og selvtilstrækkelighed, som Den Europæiske Union bygger på! Situationen i Grækenland er en forsmag på de sociale nedskæringer, der venter os alle. Denne politik er blevet vedtaget af alle de etablerede partier – fra ærkekonservative over liberale til socialdemokrater – af alle regeringer og af den globaliserede kapitalismes institutioner. Der er kun én måde at presse denne barbariske kapitalismes politik tilbage på: gennem brede direkte aktioner, gennem udvidelsen af strejkebevægelsen og ved at øge antallet af demonstrationer i hele Europa.
Den originale solidaritetserklæring kan findes på: anarkismo.net
maj 15 2010
Klik for større billede
LS’ 1. ordinære kongres er veloverstået, og vi har fået vedtaget helt nye regler for føderationen og en række mindre justeringer af vores politiske platform. Både regler og platform bliver tilgængelige, så snart vi er færdige med redaktionsarbejdet.
Vi vil gerne sige tak de de mennesker, som gjorde det praktisk muligt at gennemføre kongressen bl.a. med nogle dejlige kulinariske oplevelser. Vi vil også gerne sige tak for besøget til observatørerne fra Socialistisk Ungdomsfront (Danmark), Syndikalistiska Ungdomsförbundet (Sverige) og Motmakt (Norge).
apr 27 2010
… bliver løgnen om, at vi alle — fattig som rig — er i samme båd, fremført med stadig større kraft! Den dybe krise, som kapitalismen befinder sig i netop nu, er blot én blandt mange kriser, som har hærget kapitalismen. Siden 1970′erne har den ene krise efterfulgt den anden på en sådan måde, at krisen begynder at ligne kapitalismens normaltilstand. Og hver gang krisen rammer, er vi blevet tudet ørene fulde af den samme gamle sang: “Vi er alle i samme båd!”.
De nyligt overståede overenskomstfornyelser var også præget af denne sang. Da overenskomsternes udløb nærmede sig, rykkede arbejdsgiverne, politikerne og fagforeningspamperne sig sammen, rynkede brynene og appellerede til os om at udvise samfundssind og mådehold — for i krisens stund er vi jo alle i samme båd!
Men vi er ikke i samme båd, for når krisen rammer, er det altid arbejderklassen, der kommer til at betale regningen! På dette punkt er situationen i foråret 2010 ikke nogen undtagelse; endnu en gang skal arbejderklassen betale regningen for den krise, som kapitalismen har skabt. Prisen er dårlige overenskomster, arbejdsløshed, lavere overførselsindkomster, privatiseringer, nedskæringer i den offentlige sektor osv.
Vi må indse, at det ikke nytter noget at udvise samfundssind og mådehold. Uanset hvor meget samfundssind og mådehold, vi udviser, vil hullerne i kapitalismens rådne skude kun blive større og større, og hver gang krisen rammer, vil det være os, der bliver våde. Vi må indse, at arbejderklassens interesser — også under kriser — kun kan forsvares af arbejderklassen selv! Når vi oplever angreb på vores livsbetingelser, må vi forsvare os og insistere på, at regningen for kapitalismens krise ikke vedkommer os! De mennesker og firmaer, som skovler milliarder ind, må selv betale for at lappe hullerne i deres syge økonomiske system.
I stedet for at bøje nakken og acceptere arbejdsgivernes, politikernes og fagforeningspampernes gamle sang, bør vi stå sammen og offensivt kræve: højere løn, bedre arbejdsforhold, bedre skoler og børneinstitutioner, højere overførselsindkomster, bedre hospitaler og plejehjem, gratis kollektiv trafik, billige og sunde boliger osv. Kun en offensivt kæmpende arbejderklasse kan opnå disse mål — for når skibet går ned, har vi kun os selv til at bringe os tørskoet i land!
Uanset hvor ihærdigt man forsøger at tæmme og lappe på kapitalismen, vil den fortsætte med at producere ulighed, miljøødelæggelser, sult, arbejdsløshed, kriser og krig. Kapitalismen er et system, som forudsætter, at mennesker skal have ulige adgang til ressourcer og magt og af samme grund vil et kapitalistisk samfund aldrig kunne blive demokratisk. Magten over jord, maskiner, viden osv. er placeret i hænderne på en ganske lille økonomisk elite, og deres diktatur beskyttes effektivt af staten.
Libertære Socialister vil noget helt andet! Vi kæmper for et statsløst socialistisk samfund, hvor alle har lige adgang til ressourcer og magt. Det er et samfund, hvor staten og kapitalismen er erstattet af et net af råd på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og boligkvarterer, hvor vi gennem direkte demokratiske afgørelser kan forvalte alle sider af vores samfund. Det er et samfund, som bygger på frihed og selvforvaltning og hvor centralisme er erstattet af føderalisme.
Skabelsen af et sådant samfund kræver nogle grundlæggende revolutionære forandringer, som én gang for alle gør op med den nuværende skæve fordeling af magt og rigdom. Men kampen for denne revolutionære forandring begynder her og nu i kampene for højere løn, imod nedskæringer, imod statens overvågning og undertrykkelse, imod miljø- og klimaødelæggelser og imod uretfærdighed og chauvinisme af enhver art. Det er ud af alle disse kampe, der kan vokse en bevægelse, som vil kunne skabe et frit og socialistisk samfund.
Har du lyst til at deltage i kampen sammen med LS, kan du kontakte din lokalgruppe for at høre nærmere.
apr 23 2010
Kære alle
Vi har beslutte at udsætte vores debatmøde om anarkisme og syndikalisme til den 13. maj. Grunden til at vi flytter mødet er, at der den 6. maj afholdet et vigtigt anti-racistisk møde i Aalborg, som vi helst ikke vil konkurrere med.
Vi håber at I stadig er interesseret i at deltage i mødet og opfordrer samtidig alle til at møde op til det anti-racistiske møde den 6. maj.
apr 11 2010
Så er det snart tid til, at Libertære Socialister skal afholde sin første ordinære kongres siden stiftelseskongressen i november 2009. Vi skal bl.a. tage stilling til et nyt sæt vedtægter, nogle ændringer til vores platform og en arbejdsplan for det kommende halve år.
Kongressen kommer til at foregå i weekenden d. 8.-9. maj og bliver afholdt i Folkets Hus på Nørrebro (Stengade 50, 2200 KBH N). Der vil være rejseudligning for alle medlemmer, og ikke-medlemmer kan deltage som observatører ved at rette henvendelse til en lokalgruppe.
