Libertære Socialister

Hvis side er du på?

Libertære Socialister afviser oppositionens og LO-toppens angreb på arbejderklassen

Den borgerlige regerings krisepakke er et frontalt angreb på arbejderklassen og ligner de angreb, som i øjeblikket ses overalt i Europa, og som flere steder har ført til omfattende strejker og kæmpe demonstrationer. Disse angreb vil LS meget gerne være med til at slå tilbage, men det betyder ikke, at vi accepterer oppositionens alternativ, Fair Løsning, som ligeledes udgør et angreb på arbejderklassen. Alle angreb på arbejderklassen skal slås tilbage, uanset om de kommer fra regeringen eller oppositionen!

LO har netop lanceret kampagnen “Tag Danmark alvorligt“, som efter sigende har til formål at inddrage medlemmerne i en debat om fremtidens samfund. En sådan debat er LS naturligvis også interesseret i, men vi tvivler på, at det er den reelle hensigt med LO’s kampagne. Ser man på de stormøder, som udgør et vigtigt element i kampagnen, ligner det regulære propagandamøder, der har til hensigt at sælge de angreb på arbejderklassen, som lanceres i Fair Løsning.

Forud for møderne har Harald Børsting erklæret: »… fra fagbevægelsens side har vi sagt, at vi hellere vil arbejde os ud af krisen frem for at spare og skære. Hvis mange yder en ekstra indsats, kan vi klare ærterne, uden at nogle udsatte grupper skal holde unødigt hårdt for. Derfor er vi klar til at indgå i trepartsforhandlinger om at skaffe 15 milliarder ved øget arbejdstid. Og vi skal nu diskutere med medlemmerne, hvordan det bedst kan gøres«. Dette betyder, at LO og Harald Børsting mener, at det er arbejderklassen, der skal betale kapitalismens krise gennem øget arbejdstid. I samme ombæring har Harald Børsting begejstret den borgerlige tænketank CEPOS ved at udtrykke forståelse for, at forskellen mellem løn og overførselsindkomster skulle vokse, hvilket vil skabe større ulighed: »Det er jo logisk, at når man øger arbejdstiden for at klare holdbarhedsproblemerne i samfundet, så skal der ikke ske en ekstraordinær stigning i overførslerne. Det har aldrig været udgangspunktet«. Med udtalelser som disse placerer LO-toppen sig milevidt fra arbejderbevægelsens udgangspunkt — et udgangspunkt som er at kæmpe for arbejderklassens interesser.

LS opfordrer alle til at møde op på stormøderne for at give LO-toppen, S-SF og Fair Løsning den modstand, som de fortjener!

Flyer fra LS-Aalborg - klik for større billede

Klik for at downloade flyer

Kammerater! Aktivister! Arbejdere! Rødder!

Vi har brug for din hjælp! LS-Østjylland har brug for en lille slat penge for at komme ordentlig op at stå. Derfor afholder vi nu et brag af en støttefest, som vi garanterer dig, at du ikke har lyst til at gå glip af !

På programmet har vi: H1N1 (Punk), Viceversa (Screamo), Lovin’ Flickknives (Indie) og Lost in the Rush (DJ set).

TID: Lørdag den 4. september, kl. 20 // STED: Smedegade 17, Horsens

Klik for større billede

Hvordan kan den direkte aktion være relevant i dag og hvordan praktiserer vi den? Kom og deltag i en diskussionen som bl.a. vil tage udgangspunkt i de erfaringer som svenske syndikalister og anarkister har gjort sig med ’ansigtsløs modstand’.

TID: Torsdag d. 26/8, kl. 20 // STED: Socialisternes Hus, Søndergade 12

LS-Aalborg afholder i løbet af efteråret 2010 en række offentlige debatmøder. Alle er velkommen og du kan downloade en kalender med mødetemaer og tidspunkter nedenfor. Du er også velkommen til at melde dig ind i LS-Aalborgs Facebook-gruppe, hvis du vil følge med i vores aktiviteter.

Klik på billedet for at downloade kalender i pdf-format

I foråret har vi haft den tvivlsomme fornøjelse at se den parlamentariske venstrefløj og højrefløj sammen med LO blive enige om, at løsningen på krisen er flere forringelser for arbejderklassen i Danmark. Venstrefløjen og LO fokuserer på en længere arbejdsuge, mens højrefløjen i første omgang vil skære i overførselsindkomster og presse arbejderklassen på pengepungen. I bund og grund er idéen bag begge forringelsespakker den samme – de fattige skal betale regningen – de rige må endelig ikke lide!
Libertære Socialister har en anden løsning på krisen…

VK’s Genopretningspakke
Den 16. juni vedtog regeringen sin ”Genopretningspakke” — et program for forringelser og nedskæringer i velfærden og arbejdsretten. Nedskæringerne skal sikre, at Danmarks budgetunderskud bliver tilstrækkeligt lille til at leve op til EU’s standarder.

Når pakken bliver implementeret, venter nedskæringer i børnechecken, lavere fradrag for fagforbundskontingenter, nedsættelse af dagpengeperioden, lavere overførselsindkomster og forringelser i støtten til studerende på voksenuddannelser. Det er åbenbart arbejdere, studerende, lærlinge, arbejdsløse og børnefamilier, der skal betale for krisen – de rige må endelig ikke lide.

Den politiske linje, som regeringen har lagt, kommer til at gøre de fattige fattigere og de rige rigere!

S-SF’s Fair Løsning
Vedtagelsen af genopretningspakken er foregået under massive protester – den 8. juni protesterede 80.000 arbejdere, studenter, lærlinge, m.fl. uden for Christiansborg. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og LO har raset imod forslaget og præsenteret deres eget forslag til, hvordan Danmark skal tackle krisen, kaldet Fair Løsning.

Problemet med Fair Løsning er, at den — præcis som genopretningspakken — sender regningen til arbejderklassen. Længere arbejdsdage, nedskæringer og forringelser i børnehaver og kommunale institutioner, hetz imod sygemeldte arbejdere og hårdere pres på studerende og lærlinge for at gennemføre uddannelserne hurtigere er hovedingredienserne i S-SF’s løsning på krisen.

Den politiske elite er enig med sig selv
Fra begge politiske fløje i folketinget er budskabet ens – overklassens komfort skal opretholdes, og regningen skal betales af arbejderklassen. LO har allieret sig med S-SF og anbefaler partiernes forlængelse af arbejdsugen over for sine medlemmer – helt i strid med den lange, historiske kamp for kortere arbejdstid som medlemmerne har kæmpet. Hvorvidt alliancen mellem LO og S-SF holder må vi se – da Socialdemokratiet begyndte at tale om en afskaffelse af efterlønnen som en mulighed blev tonen dog lidt køligere mellem de to organisationer.

At neoliberale Venstre, de Konservative og nationalisterne i Dansk Folkeparti gerne vil sende regningen til arbejderklassen overrasker nok ikke nogen. Det er straks værre, at Socialdemokraterne og neo-socialdemokraterne i Socialistisk Folkeparti synes det samme. Såvel en moderat socialistisk som en klassisk socialdemokratisk politik burde stræbe efter at udligne forskellen mellem rige og fattige – ikke gøre den større! At S-SF prioriterer at følge EU’s ordrer højere end at føre en social politik, er et bevis på, hvor dybt de er faldet i den neoliberale grøft. Men værst af alt er LO-toppens forræderi. Efter mere end hundrede års kamp for kortere arbejdsdag vender LO ryggen til sin historie og anbefaler længere arbejdstid – lige præcis det, som arbejdskøbernes interesseorganisationer altid har efterspurgt!

Arbejderklassen i Danmark har ingen allierede i den politiske elite. Det er tydeligere end nogensinde, at en stemmeseddel ikke vil redde os fra forringelser og fattigdom. Og der er intet at hente hos LO-toppen.

Mulige løsninger
Hvad kan vi så gøre for at bryde dødlejet i dansk krise-politik og lancere en libertær socialistisk løsning?

Revitalisering af fagbevægelsen
Hvis vi skal stoppe overklassens angreb må vi tage sagen i egne hænder og aktionere direkte. Gennem strejker, blokader, sabotage, besættelser og demonstrationer kan vi kæmpe og vinde. De politiske partiers og de topstyrede fagforbunds magt bygger på vores passivitet. Hvis vi snakker med vores kollegaer, vores klassekammerater, de andre på jobcenteret og alle de andre der rammes, finder vi ud af, hvad vi har til fælles. Hvis alle vi, der udgør arbejderklassen i Danmark, går i direkte aktion imod forringelser og nedskæringer, har den politiske elite ikke en chance. Vi må igen gøre fagforbundene til kamporganisationer!

I aktion på gaden
Til efteråret venter nye velfærdsprotester. Vi kommer også at se regeringens første forsøg på at føre genopretningspakken ud i livet. Gå på gaden og vis din holdning – protestér imod genopretningspakken og alle andre forringelsesprogrammer, fra såvel højre- som venstrefløjen. Men lad det ikke stoppe der. Politikerne lytter kun til den, der er parat at sætte handling bag sine ord. Og da vi ikke kan stemme os uden om forringelser, må vi skride til direkte aktion. Øget pres i skoler må mødes med blokader. Forringelser af kontanthjælp og hetz på jobcentre må mødes med besættelser. Længere arbejdstid, kortere dagpengeperiode og mindre fradrag for fagforbundskontingent må mødes med strejker og sabotage.

Hvad vil vi gøre?
Libertære Socialister går på gaden i efteråret, og vi glæder os til at møde dig der. Kun kamp og hårdnakket modstand vil stoppe forringelserne. Solidaritet og direkte aktion vil være de eneste våben der dur i en kamp, der ikke udkæmpes imod ét politisk parti eller en politisk fløj, men imod hele den politiske elite, og for et samfund hvor vi alle er frie og ligestillede.

Vel mødt på gaden, på arbejdspladsen, i skolen, jobcenteret og i boligblokken …

Foredrag af Michael Schmidt, medforfatter til bogen “Black Flame”

Michael Schmidt, medforfatter til bogen “Black Flame: The Revolutionary Class Politics of Anarchism and Syndicalism” og medlem af Zabalaza Anarchist Communist Front, taler på McMaster University i Hamilton, Ontario i marts 2010.

Vi har to små nyheder på hjemmesiden, som vi gerne vil reklamere lidt for: vores nye merchandise-sektion og nye versioner af vores grunlæggende dokumenter (regler og platform).

I den nye merchandise-sektion kan du se LS’ seneste kollektioner. Det er desværre endnu ikke muligt at købe produkterne via hjemmesiden, men kig dig omkring og henvend dig til den nærmeste LS-lokalgruppe eller føderationen.

Under dokumenter finder du spritnye udgaver af LS’ regler og platform (vedtaget på kongressen i maj). De kan også downloades lige her:

Download LS' regler

Download LS' platform

VM 2010 må afsløres som det fuldkomne humbug, det er. Den sydafrikanske anarkistføderation Zabalaza fordømmer kraftigt den sydafrikanske regerings frækhed og hykleri, når de præsenterer verdensmesterskabet som en enestående mulighed for løfte det sydafrikanske folk og resten af kontinentet, økonomisk og socialt.

Det er helt klart, at ”muligheden” er og bliver en mulighed for nye indtjeninger til den globale og hjemlige kapital og den sydafrikanske herskerklasse. Faktisk er der, om noget, større sandsynlighed for, at mesterskaberne har skadelige konsekvenser for Sydafrikas fattige og for arbejderklassen – hvilket vi allerede har set eksempler på.

Vi giver FIFA det rød/sorte kort

VM 2010: I indtjeningens tegn

Zabalazas udtalelse om verdensmesterskaberne i fodbold i Sydafrika

I forbindelse med afholdelsen af VM har den sydafrikanske regering brugt næsten 642 milliarder danske kroner (610 milliarder på forbedringer af infrastruktur og ca. 32 milliarder på stadioner, der aldrig bliver fyldt igen), en kæmpe lussing til folk, der bor i et land, der er karakteriseret af ekstrem fattigdom og en arbejdsløshed på knap 40%. I løbet af de sidste fem år har de fattige arbejdere udtrykt deres vrede og skuffelse over regeringens manglende vilje til at afhjælpe den massive sociale ulighed i over 8000 strejkedemonstrationer for grundlæggende offentlige tjenesteydelser og boliger. Dette investeringsmønster er et yderligere bevis på at, den neoliberale kapitalisme har fejlet, og at dens “jobskabende” hjælp til de rigeste kapitalister ikke har medført andet end øget ulighed og fattigdom på verdensplan. På trods af tidligere påstande om det modsatte har regeringen for nylig indrømmet dette ved at foretage en kovending og pludselig sige, at det aldrig har været meningen at afholdelsen af VM skulle kaste vækst af sig!

Sydafrika har desperat brug for massive investeringer i offentlig infrastruktur, specielt i offentlig transport, der i nogle byer, deriblandt Johannesburg, er nærmest ikke-eksisterende. Det nye højhastighedstog ved navn Gautrain, der blev indviet den 8. juni (lige i tide til den store begivenhed) er sandsynligvis den største joke i den forbindelse. I et land, hvor hovedparten af befolkningen er afhængige af usikre private minibusser, når de skal rejse længere afstande, tilbyder de nye tog høj hastighed og luksuriøs transport for turister og dem, der rejser mellem Johannesburg og Pretoria … Det er de færreste, der har råd til at køre med, når en enkeltbillet mellem lufthavnen og velhaverkvareret Sandton i Johannesburg koster 100 rand. Det samme billede gentager sig overalt: Sydafrikas lufthavnsselskab (the Airports Company of South Africa) har brugt over 16 milliarder rand på at forbedre lufthavnene, det privateejede vejselskab (South African National Road Agency Ltd) har brugt over 23 milliarder rand på et nyt net af betalingsveje, og er tvunget til at skrue priserne op for at indtjene de investerede milliarder. De fleste af vejene kommer derfor ikke de fattige sydafrikanere til gode. Kommuner i hele landet er begyndt på byfornyelsesprojekter … ledsaget af gentrifikationsprogrammer i regeringens forsøg på hurtigt at dække over den barske sydafrikanske virkelighed. Over 15.000 hjemløse og gadebørn er blevet forflyttet til skurbyer i Johannesburg alene. I Cape Town har kommunen udvist tusinder af mennesker fra fattige områder og hjemløselejre, som del af smukkeseringen af byen op til VM. Cape Towns myndigheder forsøgte (uden held) at udsætte 10,000 beboere fra deres hjem i Joe Slovo bydelen, for at skjule dem for de turister, der kører forbi området på N2-motorvejen, og andre steder bliver de fjernet for at gøre plads for stadioner, fanparker eller togstationer. I Soweto bliver veje forskønnet langs FIFA- og turistruterne, mens de nærliggende skoler kan fremvise smadrede vinduer og smuldrende bygninger.

Selvom mange sydafrikanere er uimponerede, bliver andre overvældet og revet med af denne syndflod af nationalistisk propaganda, der har som formål at aflede opmærksomheden fra VM-cirkusset. Hver fredag er blevet udråbt til ”fodboldfredag”, hvor “nationen” opfordres (og skolebørnene tvunget) til at gå i landsholdstrøjer. Biler bliver udstyret med flag, folk lærer diski-dansen, som opføres jævnligt på alle turistrestauranterne, og folk opfordres til at købe dukker af fodboldmaskotten Zakumi. Alle, der er skeptiske over for hypen omkring VM, bliver stemplet som dårlige landsmænd: Det bedste eksempel på dette var appellerne til de strejkende transportarbejdere i transportarbejdernes fagforening SATAWU om at skrinlægge deres uenigheder for nationens skyld. I en kontekst hvor næsten en million jobs er forsvundet det sidste år, er regeringens lovsange om, at VM har skabt over 400.000 jobs, tomme og fornærmende. De jobs, der er blevet skabt i forbindelse med VM, har for størstedelens vedkommende bestået af korte tidsbegrænsede kontrakter, og de er blevet taget af arbejdere uden fagforening, som er blevet betalt væsentligt mindre end den officielle minimumsløn.

Udover undertrykkelsen af fagforbund, har sociale bevægelser oplevet tilsvarende fjendtlighed fra staten, der uofficielt har nedlagt et forbud mod alle protester under VM (hvilket kunne ses, da arbejdere i Durban protesterede over at være blevet snydt for deres løn, se fx http://politiken.dk/udland/article994331.ece, red.). Faktisk er der beviser for, at dette forbud trådte i kraft allerede den 1. marts. Ifølge Jane Duncan:

En hurtig undersøgelse af andre VM-værtskommuner i slutningen af sidste uge viste, at der er et de-facto forsamlingsforbud i kraft. Ifølge Rustenberg kommune lydet det: ”Forsamlinger er forbudt under VM”. Myndighederne i Mbombela blev fortalt af politiet, at de ikke kunne tillade forsamlinger under VM. Cape Towns byråd hævder, at de fortsat tillader demonstrationsansøgninger, men antyder at det ”måske bliver et problem” i VM-perioden. Ifølge myndighederne i Nelson Mandela Bay og Ehekwini, vil politiet “ikke tillade forsamlinger i perioden”.

Selv om det er tydeligt, at forfatningen, der ofte bliver hyldet for sin ‘progressivitet’, langtfra er den garanti for frihed og lighed, som regeringen hævder, er denne nye form for repression klart i modstrid med Sydafrikas forfatningsmæssige rettigheder til at ytre og forsamle sig. Alligevel har sociale bevægelser i Johannesburg, deriblandt ‘Anti-Privatisation Forum’ og adskillige andre ikke givet op så let, og har opnået at få tilladelse til en demonstration på åbningsdagen med hjælp fra Ytringsfrihedsinstituttet — en NGO, der arbejder for at promovere ytringsfrihed. Demonstrationen er dog blevet tvunget til at foregå hele tre kilometer fra stadionet, hvor den ikke vil tiltrække så meget uønsket medieomtale.

Ikke alene har staten været stærkt undertrykkende over for de fattige og over for enhver anti-VM-aktivitet, under dække af at fremstille Sydafrika som et værtsland, der med åbne arme inviterer dem, der strømmer til de ekslusive hoteller, bed-and-breakfasts og cocktail lounges, men de gør det under rådgivning af Sepp Blatter & venners’ lovlige forbryderimperium ved navn FIFA (smukt omtalt som THIEFA af Durban Social Forum). Man regner med, at de kommer til at tjene 1,2 mia. euro i forbindelse med dette VM, foruden de over 1 mia. euro, de allerede har fået for medierettigheder.

Stadioner og områderne omkring er blevet overdraget til FIFA under turneringen (skattefrie zoner, der bogstaveligt talt skaber områder kontrolleret og overvåget af FIFA, fritaget for skattelovgivning og andre af statens love), og alle ruter til og fra stadions er med magt blevet ryddet for alle, der ikke sælger FIFA-godkendte produkter, og for dem, der lever i hjemløselejre langs vejene til og fra lufthavnene. De mennesker, der havde håbet på at kunne tjene lidt ekstra til overlevelsen i forbindelse med verdensmesterskaberne, får altså ikke som ventet del i den øgede omsætning.

FIFA, der er eneejer af VM-brandet og dets sideprodukter, har også et hold på omkring 100 advokater, der gennemsøger landet for al uautoriseret salg og markedsføring af VM-brandet. Varerne bliver beslaglagt og sælgerne arresteret på trods af det faktum, at de fleste i Sydafrika og på kontinentet i øvrigt køber deres varer på det uformelle marked, da meget få har råd til at betale 400 rand for en holdtrøje og andet. FIFA har også effektivt givet journalisterne mundkurv på med en “certifikationsklausul”, der forhindrer medier i at bringe FIFA i miskredit, hvilket klart undertrykker pressefriheden.

Det mest ironiske er, at fodbold engang var arbejdernes spil. Det var billigt at se kampe på stadion, og derfor en nem måde for folk at få 90 minutter, hvor de kunne glemme det daglige slaveri under bossen og staten. I dag skaber professionel fodbold og VM enorme profitter til en del af den globale og hjemlige elite (oveni købet med hjælp fra staten, der har postet mange unyttige milliarder i VM i en tid med global økonomisk krise), der afkræver fansene flere tusinde rand, pund, euro osv. hver sæson, for at man kan få lov at se modbydeligt overbetalte fodboldspillere rende rundt på velfriserede overholdte plæner, og som ved hjælp af parasitiske agenter skændes om, hvorvidt de fortjener deres kæmpelønninger eller ej. Et spil, som på mange måde har bevaret sin æstetiske skønhed, har fuldstændig mistet sin arbejderklassesjæl og er blevet reduceret til endnu en vare, der skal udnyttes.

Bakunin sagde engang, at ”folk går i kirke af de samme årsager, som de går på kroen: for at fordumme sig, for at glemme deres elendighed, for i et par minutter at føle sig frie og glade”. Måske kan vi midt i den blinde nationalistiske flagning og vuvuzela-piften føje sport til denne liste, og det virker nemmere at glemme end at deltage i kampen mod uretfærdighed og ulighed. Det er der dog mange, der ikke gør, og arbejderklassen og de sociale bevægelser falder ikke så nemt for illusionen, som regeringen tror. Fra midlertidige besætter-lejre oprettet ved stadiondørene til massedemonstrationer, til landsdækkende strejker, godkendte eller ej, og på trods af deres hylen op manglende patriotisme og deres totalinddragelse af ytringsfriheden, vil vi trodsigt gøre vore stemmer hørt for at afsløre de frygtelige uligheder, der kendetegner vores samfund, og mesterskaberne, der bliver spillet på bekostning af dem, som imperier bliver bygget, og senere smadret, på.

Ned med World Cup!

Ned med statsrepression og splittende nationalisme!

For folkets kamp mod udbytning og profitmageri!

Denne udtalelse er skrevet af Zabalaza Anarchist Communist Front.

Den originale tekst kan læses hos Anarkismo (hvor der findes flere beslægtede links).

Klik for større billede

KAPITALISMEN ER I KRISE

Vi står midt i en stor global økonomisk krise, som har kastet millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom. Krisen skyldes først og fremmest, at kapitalismen er et grundlæggende defekt system, som igen og igen ender i dybe kriser med store menneskelige konsekvenser til følge. Den nuværende krise er blevet yderligere forværret af spekulationer og den neo-liberale, markedsfundamentalistiske, politik som skiftende regeringer har ført – en politik som har forgyldt de mennesker som har ansvaret for krisen.
Nu forsøger den politiske og økonomiske overklasse at tørre hele regningen af på arbejderklassen. Det sker gennem halveringen af dagpengeperioden, sænkelse af skattefradraget på faglige kontingenter, øget arbejdstid samt nedskæringer på børnechecken, uddannelsessystemet, tolkebistand på hospitaler og ulandsbistanden. Kort sagt er det arbejderklassen der kommer til at betale for en krise som overklassen har skabt. Milliardærerne, som har skovlet gigantiske profitter ind i de foregående år, må endelig ikke lide.

VI HAR EN GOD IDÉ:

LAD OVERKLASSEN BETALE SINE EGNE REGNINGER!

- AFVIS ALLE NEDSKÆRINGER, FORRINGELSER OG FORSØG PÅ AT HÆVE ARBEJDSTIDEN!
Hverken regeringens eller oppositionens angreb skal accepteres! Det er ikke vores ansvar at redde et defekt kapitalistisk system!

- TAG KOLLEKTIVE KAMPSKRIDT!
Angrebene er rettet mod hele arbejdsklassen, både indenfor og udenfor arbejdsmarkedet! Aktioner overalt!

- GÅ PÅ GADEN OG PROTESTER!
Angrebene må ikke passere i stilhed – gør modstanden synlig! Kun vores modstand kan slå angrebet tilbage!

Det følgende er et interview om den græske krise med Konstantinos Avramidis – en græker bosat i Irland, medlem af Workers Solidarity Movement og af postarbejdernes fagforening.

Vi ved ikke, hvordan situationen vil udvikle sig. Vi mangler meget for at komme videre, men den værst mulige udvikling ville være, at militæret tager over. Det kunne betyde, at Grækenland ville blive smidt ud af EU på den værst mulige måde. Og på den måde kunne IMF (Den Internationale Valutafond) indføre deres vilje gennem en diktator, ligesom USA har gjort tidligere. Det er det værst tænkelige, der kunne ske. Men jeg har på fornemmelsen, at hæren ikke har lyst til at skride ind; der er et bredere politisk spektrum inden for hæren nu om dage, hvilket ville gøre sådan en beslutning vanskelig. Men jeg kan ikke se, hvordan kapitalisterne ellers vil gennemtvinge reformerne. Folket har fået nok.

Græske arbejdere siger NEJ

“Folket har fået nok!”

En anarkist udtaler sig om den græske krise

Det følgende er et interview om den græske krise med Konstantinos Avramidis — en græker bosat i Irland, medlem af Workers Solidarity Movement og af postarbejdernes fagforening.

1. Kan du forklare os baggrunden for den økonomiske krise i Grækenland?

Man er nødt til at begynde med den sidste regering, selv om de ikke er ansvarlige for det hele. Der var masser af penge, der forsvandt, skandaler, sorte huller … ikke at de var den første regering, der tyede til den slags korruption – husk bare på, at det var en socialdemokratisk regering, der meldte os ind i euro-zonen ved at manipulere med økonomien. Som sædvanlig er ingen blevet rigtig dømt eller retsforfulgt, men der var en del anholdelser sidste år. Hovedsagen var skovbrandene, fordi de brugte den afbrændte jord til udvikling, og det blev en stor skandale, idet det ikke skete af naturlige årsager. Og så var der unge Alex [Grigoropoulos], som blev dræbt af politiet, og sammenbruddet af verdens banker og deres påvirkning af den græske økonomi – det bidrog alt sammen til den sociale utilfredshed. Men ingen talte egentlig om indenrigsøkonomien: regeringens folk snød med tallene, de skjulte information, og situationen var langt værre, end de fortalte offentligheden.

Såvel borgerlige som socialdemokrater vidste, at situationen var ret dårlig, men landet stod over for et valg i oktober. Socialdemokraterne vidste, at landet var i særdeles dårlig fatning og at de ikke havde råd til at udbetale pensioner og lønninger, så vi var dybest set bankerot. IMF og Verdensbanken var villige til at give os penge, men ikke uden at få noget igen, forstås. De nyvalgte socialdemokrater blev valgt på løfter om en økonomisk reform væk fra neoliberalismen – de lovede at satse på offentlige og sociale områder osv. Folk gik i fælden. De opstillede et 100-dages-program, som det alt sammen skulle indføres inden for. De lovede, at de ville bekæmpe korruption, men intet af det, som de lovede, kom nogensinde til at ske, for der var ingen penge! Og det indrømmede de aldrig, selv om de vidste det på forhånd – det drejede sig kun om valgløfter. Så vendte de sig mod EU for at spørge om et lån. EU, der blev anført af Frankrig og Tyskland, var ikke villige til at låne dem penge, så de sagde, at de i stedet ville få pengene fra IMF. Grækenland var det første land inden for EU, der lånte penge fra IMF, så det har konsekvenser for hele EU.

2. Hvor dårlige var betingelserne for lånet?

Efter at IMF havde givet den første sum penge, bad de om en række reformer – såsom nedskæringer i udgifter til offentlig service og på overførselsindkomster. Så derfor skar de drastisk på bonusser og lønninger, således at arbejdere mister ca. 30% af gennemsnitsindtægten. Overførselsindkomster blev også skåret med op mod 30%, så folk, der havde fået kredit til huse, biler og tilsvarende ting, begynder at miste dem.

Den anden betingelse var, at regeringen skulle nedbringe lønninger for arbejdere i den private sektor væsentligt, selv om de i forvejen var på røven. Så konsekvensen blev, at vi for første gang i 36 år har en generalstrejke, hvor 300.000 demonstrerede alene i Athen. I denne måned har vi en generalstrejke mere – i morgen, faktisk – så i løbet af to måneder har vi to generalstrejker; noget der aldrig før er sket i nyere tid. For tiden ser man husmødre gå på gaderne med gryder og pander – helt almindelige mennesker har ikke råd til at tjene til livets ophold. Det er ikke bare venstrefløjen, der går på gaden.

En anden udvikling, man ser, er en massiv udvandring, så folk flytter til Tyskland, Frankrig osv. Det har man ikke set i mange år.

3. Hvad er strejkens egentlige styrke og hvad kan den opnå?

Demonstrationer og strejker kan ærligt talt ikke opnå meget mere nu. Nu er det tid til at organisere omfattende arbejdsnedlæggelser og besættelser … målet må være at vælte regeringen. De bliver nødt til at afholde en folkeafstemning om hele sagen med EU og IMF, og så må vi få gang i en massiv genopbyggelse af den offentlige sektor og i at bekæmpe korruption på alle niveauer, begyndende med toppen. Problemet ligger på de højeste niveauer; fx blev det for to dage siden afsløret, at turistministerens mand – en meget berømt musiker – skyldte 5,5 millioner euro til skattevæsenet. Hun trådte ganske vist tilbage, men de forsøgte at malke befolkningen, medens de selv skyldte staten millioner!

4. Hvem er de politiske og sociale aktører, der kan fremkalde de ændringer, du taler om?

Det er svært at sige. Her i Grækenland er der nemlig flere mennesker med klassebevidsthed end i andre dele af Europa, men det er stadigvæk ikke en så afgørende andel af befolkningen, at de kan fremkalde en grundlæggende forandring. Fagforeningerne – i hvert fald flertallet af dem – er tilknyttet de store partier – de konservative og socialdemokraterne – på nær PAME, som er tilknyttet kommunistpartiet. Problemet med dem er, at selv om de har ca. 10% af alle stemmerne, har de ingen nye idéer – de taler til et publikum, der består af folk, der var aktive i 50′erne. De opfordrer folk til at gå på gaden, fordi de ikke har anden mulighed; lederne er nødt til at adlyde deres eget folks vilje. Formanden for GSSE – en fagforening for ansatte i den private sektor – blev nærmest lynchet af hans egne menige medlemmer, da han forsøgte at få folk til at falde til ro under en demonstration. De har ikke stor mulighed for at udtrykke andet end den generelle holdning. Resten af venstrefløjen – og anarkisterne – prøver at passe ind i fagforeningsbevægelsen, og det er godt, for de opnår mere ved at arbejde politisk dér, hvor folket er, men det er ikke nok i sig selv … det burde de have gjort for mange år siden. Dengang demonstrerede anarkisterne kun i deres egne blokke og der var en del avantgardisme, men nu begynder de at demonstrere sammen med deres fagforeninger og med deres sociale bevægelser, og det er en god udvikling.

5. Nogle i medierne påstår, at protestaktionerne i Grækenland er ved at dø ud …?

Det er ikke, hvad jeg hører, og det skal strejken i morgen nok bevise. De bliver snarere stærkere. Men før eller siden vil der være behov for et hvil, selv om det ikke vil dø ud, for når sommeren kommer, vil en masse mennesker tage ferie, og måske kommer der nogle feriegratialer til pensionister osv., men man er nødt til at tage højde for, at selv om september er den varmeste måned i Grækenland, så har jeg på fornemmelsen at oktober vil være dobbelt så ophedet. Folk kommer tilbage fra ferie, gratialerne er brugt, overførselsindkomster og lønninger vil være lavere, og de vil stadig være i gang med at betale af på deres lån, og uddannelsessystemet vil være brudt sammen. Det bliver kun et kort hvil. Og der er også stadig den mulighed, at sommeren alligevel ikke kommer til at have en dæmpende virkning. I år er et særligt år; det er en særlig tid, og det her er bare spekulationer. Det er svært at forudsige, hvad der faktisk vil ske. Det er første gang, landet har været i sådan en knibe, selv om det har været undervejs de sidste 30 år.

6. Hvad tror du er de mulige udveje fra krisen?

Én mulig udvikling, som jeg gerne ser, er at Grækenland leder an på verdensscenen ved at opnå noget, som ikke er blevet opnået nogen andre steder. Jeg ønsker ikke at se mit land isoleret i en cubansk model med embargoer osv. Det, vi har brug for, er, at vi har held til at komme ud af de forpligtelser, som den kapitalistiske ledelse har påtvunget os: ud af NATO, ud med alle militærbaserne og de fremmede tropper, ud af IMF – uden at det skal blive til en konspirationsteori er jeg overbevist om, ud fra hvad vi har set i Latinamerika, at de kan gøre landet til en økonomisk forsøgskanin – og ud af EU, fordi der ikke er nogen mening med at forblive i et markedsfællesskab uden nogen egentlig solidaritet på et socialt niveau. Det er ikke et fællesskab for folket – vi bliver bare sat til at betale omkostningerne. Vi bor angiveligt under samme tag, men det er os, der lejer kælderetagen. Det er ikke et jævnbyrdigt forhold. Vi har brug for en folkeafstemning, og jeg tror, at mange mennesker vil stemme for ikke at betale, for det er ikke os, der er skyld i gælden. Det er markedsspekulanterne, politikerne og kapitalisterne, der var skyld i det her. Andet trin er at finde dem, der er ansvarlige og så give regningen videre til dem. Vi har også behov for at få opbygget uafhængige fagforeninger og for at demokratisere arbejderklassen, så de kan magte deres opgave med at uddanne, agitere og organisere sig. Jeg tror, at det kunne have en domino-effekt på andre lande, som fx Island – de har haft en folkeafstemning, og de bestemte sig for ikke at betale Holland og Storbritannien den gæld, som de i første omgang ikke selv var skyld i. Det var ikke folket, der skabte krisen – det var bankerne.

Men vi ved ikke, hvordan situationen vil udvikle sig. Vi mangler meget for at komme videre, men den værst mulige udvikling ville være, at militæret tager over. Det kunne betyde, at Grækenland ville blive smidt ud af EU på den værst mulige måde. Og på den måde kunne IMF indføre deres vilje gennem en diktator, ligesom USA har gjort tidligere. Det er det værst tænkelige, der kunne ske. Men jeg har på fornemmelsen, at hæren ikke har lyst til at skride ind; der er et bredere politisk spektrum inden for hæren nu om dage, hvilket ville gøre sådan en beslutning vanskelig. Men jeg kan ikke se, hvordan kapitalisterne ellers vil gennemtvinge reformerne. Folket har fået nok.

Interviewet er oprindelig offentliggjort af José Antonio Gutiérrez D. på anarkismo.net.